Indhold

Dette afsnit beskriver hvem, der hæfter for afdødes indkomstskatter og dødsboets skatter, når fællesboet skiftes, mens efterlevende ægtefælle er i live.

Afsnittet indeholder:

  • Personer og dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse.

Personer og dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter både

  • den efterlevende ægtefælle og
  • fællesboet, der er under skifte.

Hovedregel

Fællesboet og efterlevende ægtefælle hæfter solidarisk for betaling af

  • afdødes indkomstskatter, der er anmeldt rettidigt over for dødsboet efter det proklama, som dødsboet har indrykket i Statstidende
  • indkomstskatter, der følger af et rettidigt rejst krav imod dødsboet om betaling af for lidt betalt skat for indkomstår forud for dødsåret
  • dødsboskat.

Se DBSL § 88, stk. 3.

Definition

Solidarisk hæftelse betyder, at efterlevende ægtefælle og dødsboet hæfter sammen og hver for sig hæfter for hele gælden.

Se også

Se afsnit C.E.1.5 om proklama og om for lidt betalt skat for indkomstår forud for dødsåret.

Undtagelse

Arvingerne og eventuelle legatarer hæfter for dødsboernes forpligtelser, herunder også skatter, hvis

  • fællesboet skiftes som privat skiftet, og
  • aktiverne helt eller delvist er delt mellem arvingerne uden, at der er tilstrækkelige midler til rest til at dække dødsboets forpligtelser.

Arvingerne hæfter personligt og solidarisk. Det vil sige, at hver enkelt arving hæfter med hele sin formue for hele gælden. Legatarer hæfter alene med den værdi, de har modtaget fra dødsboet. Se DSL § 27, stk. 1.

Se også

Se afsnit C.E.14 om definition af legatar.

Umyndige arvinger og arvinger under konkurs hæfter kun med værdien af det, de eller deres konkursbo har modtaget. De hæfter også kun i det forhold, som de er berettiget til at modtage boslod og arvelod. Se DSL § 27, stk. 2.