Indhold
Dette afsnit beskriver, hvilke frister der gælder for SKAT til at stille krav om afsluttende skatteansættelse for mellemperioden.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Udskydelse af SKATs frist til at stille krav om afsluttende skatteansættelse for mellemperioden
- Undtagelse.
Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet er omfattet af reglerne for skattefritagne dødsboer.
Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Hovedregel
SKAT kan stille krav om afsluttende skatteansættelse for indkomsten i mellemperioden. Se DBSL § 13, stk. 1, 1. pkt.
Dødsboet skal have modtaget besked om SKATs krav om afsluttende skatteansættelse for mellemperioden senest tre måneder efter, at SKAT har modtaget åbningsstatus (opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen). Se DBSL § 13, stk. 3.
Se også
Se afsnit
- C.E.14 om definition af åbningsstatus
- C.E.3.2.2.2.1 om dødsboets frist for at stille krav om afsluttende skatteansættelse for mellemperioden
- C.E.3.2.2.3 om obligatorisk selvangivelse for mellemperioden
- C.E.11.2 om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, der er brugt før dødsfaldet til at købe aktier eller anparter
- C.E.3.2.3 om hvordan indkomst i mellemperioden skal opgøres
- C.E.3.2.4 om skatteberegning for mellemperioden
- C.E.3.2.5 om forskudt indkomstår
- C.E.10.2.1 om dødsboer, der er skattefritaget, og skattefradrag for seniorer
- C.E.3.2.7 om ophævelse af beskatningen i mellemperioden.
Udskydelse af SKATs frist for at stille krav om afsluttende skatteansættelse for mellemperioden
SKATs frist for at kræve afsluttende skatteansættelse for mellemperioden kan i visse tilfælde være længere end tre måneder fra modtagelsen af åbningsstatus. Det gælder i følgende tilfælde:
- Fortsæt eller groft uagtsomt forhold.
- Dødsboet overholder ikke frister for oplysninger til SKAT.
Ad a) Forsæt eller groft uagtsomt forhold
Når der foreligger et forhold, som nævnt i SFL § 27, stk. 1, nr. 5 (forsæt eller groft uagtsomt forhold), gælder fristen for SKAT på tre måneder ikke. Se DBSL § 13, stk. 3.
En ændring af en skatteansættelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 5 skal ske inden rimelig tid efter, at SKAT har fået kendskab til de korrekte faktiske forhold. Se. SFL § 27, stk. 2.
Fortsæt eller groft uagtsomt forhold drejer sig normalt om forhold i indkomstår forud for dødsåret. Disse forhold kan også få betydning for skatteansættelse for mellemperioden, og SKATs frist for at kræve afsluttende skatteansættelse for mellemperioden er derfor forlænget.
Se også
Se afsnit G.1.1.2 i Processuelle regler på SKATs område om fortsæt eller groft uagtsomt forhold.
Ad b) Dødsboet overholder ikke frister for oplysninger til SKAT
Når
- SKAT har bedt om oplysninger efter SKL § 6 C, stk. 1 og
- dødsboet ikke overholder den frist, som SKAT har givet for at svare
forlænges fristen med to måneder fra den dag, hvor SKAT har modtaget oplysningerne. Se DBSL § 13, stk. 3, 2. pkt.
De oplysninger, som SKAT har bedt om, kan dreje sig om oplysninger til
- indkomstår forud for dødsåret
- mellemperioden.
Se også
Se SKL § 6 C, stk. 1, der bestemmer, at bl.a. bobestyreren og privat skiftende arvinger efter anmodning skal give SKAT enhver oplysning af betydning for undersøgelsen af, om afdøde er eller kan blive skatteansat korrekt.
Bemærk
Når SKATs frist forlænges til to måneder efter oplysninger er modtaget, gælder fristen for at stille krav om
- både afsluttende skatteansættelse for mellemperioden og
- betaling af for lidt betalt skat for indkomstår forud for dødsåret.
Se DBSL § 87, stk. 3 og afsnit C.E.1.3 om sagsbehandlingsregler vedrørende dødsboer og SKATs krav om yderligere skat for tidligere indkomstår.
Undtagelse
SKAT kan ikke kræve afsluttende skatteansættelse vedrørende indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter KSL §§ 48 E og 48 F. Skat vedrørende sådan indkomst bliver endelig ved den skattepligtiges død. Se DBSL § 13, stk. 4.
Se også
Se LV Dobbeltbeskatning afsnit D.B.5 om den særlig skatteordningen for udenlandske forskere og nøglemedarbejdere mv.