Hvad skat ved
SKAT har oplysninger om:
- dine renteudgifter og administrationsbidrag til realkreditinstitutter og reallånefonde
- fradragsberettigede kurstab ved omlægning af kontantlån
- renteudgifterne og gælden, når den vedrører to ejere. Beløbet er fordelt efter den ejerandelsprocent, der er registreret på ejendommen, hvis der på indberetningen af den belånte ejendom er anført ejendomsnummer (BBR-nummer).
Du kan finde oplysningerne i din skattemappe under "Personlige oplysninger" i TastSelv.
Hvad du selv skal oplyse
Har du købt eller solgt fast ejendom i 2009, vil de oplyste renteudgifter i nogle tilfælde ikke være rigtige. Hvis det er tilfældet, skal du selv skrive de rigtige beløb i rubrik 41. Normalt kan du bruge refusionsopgørelsens fordeling af renteudgifter mellem køber og sælger.
Under særlige betingelser kan du fradrage kurstab ved omlægning af kontantlån, som du har optaget før 19. maj 1993.
Fradragsretten for det oprindelige kurstab kan under særlige betingelser bevares, selvom der er sket genomlægning af kontantlånet. Beløbet er med i det tal, der er skrevet i rubrik 41.
Er du i tvivl, om fradragsretten for det oprindelige kurstab bevares ved en låneomlægning, bør du kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18 eller henvende dig i et skattecenter.