Udgifter til færgetransport og flytransport
Ud over det almindelige befordringsfradrag kan du få fradrag for dokumenterede udgifter til færgetransport, som indgår i din normale transportvej mellem bopæl og arbejdsplads. Fra 1. juli 2009 er ruteflytransport også omfattet af disse regler, hvis transportvejen nødvendiggør denne.
Du kan
- trække udgifter til færgebilletter for persontransport fra
- få fradrag for eventuelle færgeudgifter til transportmiddel (bil, motorcykel, cykel), som du skal bruge til den yderligere befordring
- få fradrag fra 1. juli 2009 for eventuelle udgifter til ruteflytransport.
Fradragets størrelse afhænger af de dokumenterede udgifter til færgetransport eller ruteflytransport. Herudover kan du fratrække udgifter til antal kørte kilometer i tilknytning til færge- eller flytransporten.
Som for det almindelige befordringsfradrag findes der også her en bundgrænse. Den svarer til det beregnede fradrag for 24 kilometer daglig befordring (det vil sige 24 x 1,90 kr.= 45,60 kr. pr. arbejdsdag). Hvis der er tale om transport på landjorden før eller efter færgeturen/flyrejsen, skal du først beregne bundgrænsen (det vil sige 24 km) i landtransporten og eventuelt derefter i færge- eller flyudgifterne.
Eksempel Hans Hansen bor i havnebyen Åby på en ø og arbejder på fastlandet i havnebyen Broby. Han rejser dagligt med færge. Den daglige billetudgift til færgen er 60 kr.
Han har ingen yderligere transport. Fra billetudgiften fratrækkes den del af transporten pr. arbejdsdag, Hans Hansen ikke har fradrag for:
24 x 1,90 kr. = 45,60 kr.
Det daglige befordringsfradrag er: 60 kr. - 45,60 kr. = 14,40 kr. |
Eksempel Jens Jensen bor i havnebyen Åby på en ø og arbejder på fastlandet i en afstand af otte km fra havnebyen Søby. Den daglige kørsel er altså 16 kilometer.
Jens Jensen medbringer egen bil på færgen. Billetudgiften er i alt 120 kr. Herfra trækkes den del af befordringen, Jens Jensen ikke har fradrag for:
De 16 kilometer landtransport giver ikke fradrag, og den daglige udgift til færgetransporten skal reduceres med:
16 km - 24 kilometer = - 8 x 1,90 kr. = - 15,20 kr.
Det daglige befordringsfradrag er: 120 kr. - 15,20 kr. = 104,80 kr.
Hvis personen havde for eksempel 34 kilometer i bilkørsel ud over færgeturen, ville han få fradrag for (34 - 24 kilometer) 10 kilometer x 1,90 kr. = 19,00 kr. som tillæg til færgebilletten. |