Kreditkøb er et køb, hvor der ikke i forbindelse med indrømmelse af kredittid aftales ejendomsforbehold, men derimod kun aftales betalingsfrister. Varen overgives til køberen i forbindelse med aftalens indgåelse eller umiddelbart derefter, men inden købesummen forfalder til betaling.

Kreditkøb anvendes ofte ved køb eller salg af varer, der indgår i produktion eller er beregnet til videresalg.

Hvis der er sket levering,

  • og køberen er skyldner, kan der hos køberen foretages udlæg i løsøret uden hensyn til sælgerens krav på vederlag for det solgte
  • og sælgeren er skyldner, kan der ikke foretages udlæg i løsøret, men derimod i sælgers krav på vederlag for det solgte, dvs. som et udlæg i en simpel fordring.

Hvis der ikke er sket levering,

  • og sælgeren er skyldner, kan der foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om genusvarer, der ikke er bindende individualiseret, medens der ikke kan foretages udlæg i løsøre, der er speciesvarer
  • og køberen er skyldner, kan der ikke foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om genusvarer, der ikke er bindende individualiseret, medens der kan foretages udlæg i løsøret, hvis der er tale om speciesvarer.

Se afsnit G.5.7.4.2 om definitionen af species- og genusvarer, herunder betydningen af en bindende individualisering.