Efter indførelsen af digital tinglysning er situationen den, at stiftelse og ændring af rettigheder over alle pantebreve, der tinglyses digitalt, skal ske ved tinglysning. Indtil videre er det dog kun reglerne om digital tinglysning i tingbogen, det vil sige fast ejendom, der er trådt i kraft. Det følger af TL § 1, at der for disse pantebreve skal ske tinglysning. Dette gælder også for ikkenegotiable pantebreve, hvor sikringsakter herefter også er tinglysning ved overdragelse til eje eller sikkerhed.

I modsætning til tidligere skal der nu også foretages en sikringsakt ved udlæg i ikkenegotiable tinglyste digitale pantebreve, nemlig tinglysning af udlægget. For så vidt angår stiftelse og ændring af rettigheder over pantebreve i biler, andelsboliger og løsøre, så er disse regler endnu ikke trådt i kraft. Reglerne findes dog allerede i henholdsvis TL § 42j, stk. 7 (andelsboligbogen), TL § 42d, stk. 7 (bilbogen) og TL § 47, stk. 6 (løsøre).

GBL § 14 angiver, at en aftaleerhververs ret til et omsætningsgældsbrev ikke kan anfægtes af andre, hvis aftaleerhververen har fået gældsbrevet i hænde og er i god tro om overdragerens ret.

For så vidt angår de tinglyste digitale pantebreve angiver TL § 27 b, at en aftaleerhververs ret til et omsætningsgældsbrev ikke kan anfægtes af andre, hvis aftaleerhververen har fået tinglyst sin ret og er i god tro om overdragerens ret. Bestemmelsen gælder også bilbogen (TL § 42g stk. 3, 1. pkt.), andelsboligbogen (TL § 42m, stk. 2, 1. pkt.) og personbogen (TL § 47, stk. 7, 1. pkt.).

Sikringsakten over for aftaleerhververe er derfor rådighedsberøvelse for så vidt angår de "almindelige" gældsbreve og tinglysning ved de tinglyste digitale tinglyste pantebreve. Det vil sige, at man ved udlæg i omsætningsgældsbreve efter RPL § 523, stk. 2, altid skal tage gældsbrevet i forvaring og ved de tinglyste digitale pantebreve altid skal foretage tinglysning.

Efter RPL § 526, stk. 1 og 2, er et udlæg i fordringer beskyttet over for andre retsforfølgende kreditorer straks fra dets foretagelse. Der er derfor ikke nogen særlig sikringsakt, der skal iagttages over for andre kreditorer. For så vidt angår de tinglyste digitale pantebreve, skal udlægget tinglyses for at opnå beskyttelse mod aftaler om pantebrevet og mod retsforfølgning, jf. TL § 1 (fast ejendom), TL § 42j, stk. 7 (andelsboligbogen), TL § 42d, stk. 7 (bilbogen) og TL § 47, stk. 6 (løsøre).