GBL § 13 indeholder en almindelig regel om legitimationen til at råde over et omsætningsgældsbrev ved overdragelse og over for skyldneren. Herefter er den, der har omsætningsgældsbrevet i hænde med en i formen lovlig adkomst, legitimeret til at gøre fordringen gældende.

For så vidt angår tinglyste digitale pantebreve er den, der er berettiget ifølge tingbogen, legitimeret til at gøre fordringen gældende, jf. TL § 27a, stk. 1. Tilsvarende gælder for bilbogen (§ 42g, stk. 3, 1. pkt., jf. § 27a, stk. 1), andelsboligbogen (§ 42m, stk. 2, 1. pkt, jf. § 27a, stk.1) og personbogen (§ 47, stk. 7, 1. pkt., jf. § 27a, stk. 1).

Såvel reglen i GBL § 14 om overdragelse af omsætningsgældsbreve som reglen i GBL § 19 om legitimationen over for skyldner bygger på GBL § 13. Efter GBL § 19 frigøres skyldneren ved betaling til den, der er legitimeret efter GBL § 13, såfremt skyldneren var i god tro. Betalingen har frigørende virkning, selv om ihændehaverens inkompetence skyldes, at han ikke har erhvervet ret til omsætningsgældsbrevet, eller at dette var videreoverdraget eller gjort til genstand for udlæg. Legitimationen omfatter også andre dispositioner end betaling, fx meddelelse af henstand eller ændring af betalingsvilkårene. For så vidt angår tinglyste digitale pantebreve er reglerne de samme, dog med den forskel, at der ikke kræves ihændehavelse, men derimod tinglysning, jf. TL § 27b. Samme bestemmelse gælder også bilbogen (TL § 42g, stk. 3, 1. pkt.), andelsboligbogen (§ 42m, stk. 2, 1. pkt.) og personbogen (§ 47, stk. 7, 1. pkt.).

For at udlægshaver kan blive legitimeret over for gældsbrevsdebitor, skal han derfor have gældsbrevet i hænde, jf. RPL § 523, stk. 2, og for de tinglyste digitale pantebreves vedkommende have tinglyst sin ret, jf. TL § 27a. Reglen gælder også bilbogen, andelsboligbogen og personbogen.

Hvis et omsætningsgældsbrev er overdraget, men skyldneren har betalt forfaldne renter eller forfaldne, tidsfæstede afdrag til overdrageren, kan han efter GBL § 16 gøre dette gældende over for en senere erhverver af omsætningsgældsbrevet. Samme regel gælder for de tinglyste digitale pantebreve, jf. TL § 27a, stk. 2, 1. pkt. Udstederen af et gældsbrev bevarer ligeledes sine indsigelser om, at gældsbrevet er udstedt under tvang, ved forfalskning m.v., og om at gældsbrevet er ophørt ved forældelse m.v., jf. GBL § 17 og TL § 27a, stk. 2, 2. pkt. Bestemmelserne gælder også bilbogen, andelsboligbogen og personbogen.

I tilslutning til GBL § 16 bestemmer GBL § 20, at hvis et omsætningsgældsbrev er overdraget, kan skyldneren med frigørende virkning betale forfaldne renter og forfaldne, tidsfæstede afdrag til overdrageren, medmindre skyldneren vidste, at denne ikke længere havde ret til at modtage betaling, eller havde grund til mistanke derom. En tilsvarende regel gælder for de tinglyste digitale pantebreve, jf. TL § 29, stk. 2.

Legitimationsvirkningen indtræder derfor, når udlægshaver meddeler gældsbrevsdebitor, at betaling med frigørende virkning udelukkende kan ske til udlægshaveren. Udlæg i omsætningsgældsbreve skal derfor altid denuntieres over for gældsbrevsdebitor. Dette gælder også for så vidt angår udlæg i de tinglyste digitale pantebreve. Debitor skal anmodes om kvittering for, at han har modtaget underretningen.

Gældsbrevsdebitor bliver efter RPL § 524 ved betaling til udlægshaver frigjort under samme betingelser som ved betaling efter overdragelse af et gældsbrev.