Busvognmænd driver erhverv med buskørsel. Herved forstås erhvervsmæssig personbefordring med dansk indregistreret motorkøretøj, der er indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet. Buskørsel kan udføres som rutekørsel, og der gælder i så fald særlige regler herfor.
Buskørsel kræver en tilladelse, en såkaldt køretilladelse, der udstedes med en gyldighed i indtil 5 år. Der kan gives en ansøger flere tilladelser.
Den bevilgende myndighed er Persontrafikrådet. Dog træffer Færdselsstyrelsen, som er sekretariat for Persontrafikrådet, afgørelse i mindre principielle sager, bortset fra sager om rutekørsel mv.
Det er lov om buskørsel, der regulerer retsreglerne for buskørsel, herunder indeholder regler om nægtelse og fratagelse af køretilladelser, hvis bevillingshaveren har væsentlig gæld til det offentlige
Den væsentlige gæld er ifølge Færdselsstyrelsens og Persontrafikrådets praksis al gæld til det offentlige.
Det er således uden betydning, om gælden vedrører tiden før bestemmelserne trådte i kraft den 1. februar 1992, eller om gælden vedrører virksomheden i henhold til en tidligere eller en eksisterende køretilladelse. Anden gæld, der hidrører fra en tidligere virksomhed eller ansættelsesforhold kan derfor medføre nægtelse eller fratagelse, hvis gælden er af en sådan størrelse, at det må antages, at der vil opstå restancer til det offentlige, hvis den pågældende får eller beholder køretilladelsen.
Det kræves endvidere, at busvognmænd skal have økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt.
Dette krav opfyldes ofte ved, at den enkelte busvognmand til fordel for sine kreditorer stiller sikkerhed over for Færdselsstyrelsen for et bestemt beløb, som Færdselsstyrelsen fastsætter. ►Sikkerhedstillelsen stilles i form af en garanti stillet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab. Garantien skal over for alle og enhver tjene til sikkerhed for opfyldelsen af forpligtelser, som busvognmanden i forbindelse med sin virksomhed har pådraget sig inden for den periode, hvor virksomheden har været indehaver af gyldige tilladelser. ◄
►Oplysning om der er stillet garanti kan fås ved henvendelse til Færdelsstyrelsen, tlf. nr. 33 92 91 00. ◄
►Hvis er der stillet garanti, skal RIM have busvognmanden til at godkende udbetaling over for pengeinstitutet eller forsikringsselskabet. Hvis busvognmanden ikke samtykker i udbetaling, skal RIM over for pengeinstitutet eller forsikringsselskabet dokumentere, at der er tale om et krav, som i lovgivningen er tillagt udpantningsret. I begge tilfælde skal RIM desuden dokumentere, at der er tale om et krav, der er stiftet i forbindelse med vognmandens virksomhed. ◄
►Se lovbekendtgørelse nr. 107 af 19. februar 2003 om buskørsel og bekendtgørelse nr. 1488 af 12. december 2007 om buskørsel § 10.◄