Forvaltningsloven gælder for anmodninger om aktindsigt i afgørelsessager, hvori den, der fremsætter anmodningen, er part. Se FVL § 9, stk. 1, 1. pkt.

Forvaltningsloven indeholder ikke en definition af partsbegrebet, men udtrykket skal forstås i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb, herunder den praksis, der har udviklet sig i tilknytning hertil.

Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen rettes til, er utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan være part.

Andre personer, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens afgørelse og udfald, anses ligeledes for parter.

Eksempel

Anmeldere vil normalt ikke være parter i en eventuel sag, der rejses på grundlag af anmeldelsen.

Hvis anmelderen imidlertid har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens udfald, fx som følge af at et erstatningskrav kan gøres gældende, vil den pågældende dog have stilling som part.