åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.8.3.7 Konsekvensændringer" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om, i hvilke tilfælde der kan ske konsekvensændring, dvs. en ændring, der er en direkte følge af en anden ændring.

Afsnittet indeholder:

  • Konsekvensændring - direkte følge af en anden ændring
  • Forholdet til regler om forældelse
  • Kompetence - SFL § 32, stk. 1, nr. 2.

Konsekvensændringer - direkte følge af en anden ændring

Uanset fristerne i SFL § 31, kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter SKATs bestemmelse, når ændringen er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift vedrørende den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede for samme eller en anden afgiftsperiode.

Bestemmelsen finder anvendelse, når SKAT ændrer et afgiftstilsvar eller en godtgørelse med den virkning, at et afgiftstilsvar eller en godtgørelse, der ligger uden for den almindelige 3-års frist skal ændres.

Ligeledes vil bestemmelsen finde anvendelse, såfremt den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede anmoder om ændring af afgiftstilsvaret eller en godtgørelse af afgift med den følge, at et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift, der ligger uden for de almindelige ansættelsesfrister skal ændres.

Bestemmelsen finder alene anvendelse, hvis konsekvensændringerne (den sekundære ændring) er en direkte følge af en anden ændring (den primære ændring).

Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse, såfremt en forhøjelse af et afgiftstilsvar, der ligger inden for den almindelige 3-års frist, giver anledning til forhøjelse af et afgiftstilsvar, der ligger uden for den almindelige frist.

Forholdet til regler om forældelse

Krav afledt af en ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen efter SFL § 32, stk. 1, nr. 2, forældes efter forældelsesloven og er omfattet af en 10-årig forældelsesfrist. Se SFL § 34 a, stk. 4.

Se også

Afsnit A.A.9 om forældelse af skattekrav.

Kompetence - SFL § 32, stk. 1, nr. 2

Afgørelse af, om betingelserne for at foretage en ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift er til stede, træffes af SKAT.

SKATs afgørelse kan påklages administrativt på samme måde som en klage over regulering af opgørelsen af et afgiftstilsvar. Det vil sige, at der er klageadgang til Landsskatteretten.