Indhold
I dette afsnit beskrives de overordnede principper om subjektiv skattepligt for investeringsselskaber, som defineret i ABL § 19, og de forskellige former for investeringsforeninger.
Afsnittet indeholder
- Hovedprincipperne om investeringsselskabers og investeringsforeningers subjektive skattepligt
- Overblik over investeringsselskabers og investeringsforeningers subjektive skattepligt
- Love der indeholder relevante definitioner
- Vurdering af om der er et selvstændigt retssubjekt
- Lovbestemmelsernes baggrund, formål og historik
- Historikskemaer
Se også
Se afsnit C.D.1.1.10.2-C.D.1.1.10.10, der omhandler investeringsselskaber og de forskellige investeringsforeningstyper mv.
Bemærk
Ved lov nr. 724 af 25. juni 2010 er der sket ændringer i bl.a. LL § 16 C. De nye regler bliver ikke beskrevet i denne udgave, men i næste udgave.
Hovedprincipperne om investeringsselskabers og investeringsforeningers subjektive skattepligt
Hvilken bestemmelse selskabet eller investeringsforeningen er omfattet af, har betydning for beskatningen af både medlemmerne (investorerne) og foreningen.
Hvis en investeringsforening er opdelt i andelsklasser, er foreningen altid omfattet af reglerne i ABL § 19, og selve foreningen er derfor som udgangspunkt skattefri. Det gælder uanset om en andelsklasse er udloddende, akkumulerende, kontoførende eller bevisudstedende.
Hvis en investeringsforening ikke er opdelt i andelsklasser afhænger beskatningen af investeringsforeningen og dens medlemmer i første omgang af, om der er udstedt omsættelige beviser for medlemmernes indskud i foreningen eller ej. Er der ikke udstedt omsættelige beviser, er foreningen kontoførende.
Hvis der er udstedt omsættelige beviser, og foreningen ikke er opdelt i andelsklasser, er foreningen enten udloddende eller akkumulerende.
Mange investeringsforeninger er opdelt i afdelinger. Den subjektive beskatning afhænger af forholdene i den enkelte afdeling. Det betyder, at hvis en investeringsforening f.eks. er opdelt i to afdelinger, kan den ene være udloddende og den anden akkumulerende.
Hvis en investeringsforening er opdelt i afdelinger, og en af disse afdelinger opdeles i andelsklasser, er det kun den afdeling, som opdeles i andelsklasser, som omfattes af SEL § 3, stk. 1, nr. 19 og ABL § 19, hvorimod de øvrige afdelinger fortsat kan være omfattet af f.eks. SEL § 1, stk.1 nr. 6.
Overblik over investeringsselskabers og investeringsforeningers subjektive skattepligt
Ved begrebet "subjektiv skattepligt" forstås i dette afsnit, at en selvstændig enhed i henhold til SEL er fuld eller delvis skattepligtig til Danmark.
De relevante regler om subjektiv skattepligt fremgår af følgende bestemmelser i SEL:
- SEL § 1, stk. 1, nr. 5a
- SEL § 1, stk. 1, nr. 6
- SEL § 1, stk. 7
- SEL § 1, stk. 8
- SEL § 3, stk. 1, nr. 19
Love der indeholder relevante definitioner
Reglerne om subjektiv skattepligtig for investeringsselskaber og investeringsforeninger fremgår af SEL.
Vurderingen af den subjektive skattepligt kan ikke foretages alene på grundlag af reglerne i SEL, men sker for så vidt angår investeringsselskaber og investeringsforeninger også på grundlag af regler i andre love.
Vurderingen af om et selvstændigt retssubjekt er et investeringsselskab eller en investeringsforening og efter hvilke regler i SEL enheden skal beskattes sker foruden på grundlag af regler i SEL på grundlag af følgende:
- ABL § 19, stk. 2 (investeringsselskab)
- LL § 16 C (udloddende investeringsforeninger)
- Lov om investeringsforeninger og specialforeninger
- Lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger.
Vurdering af om der er et selvstændigt retssubjekt
For at vurdere, om en enhed er selvstændig skattepligtig enten som et investeringsselskab eller en investeringsforening, skal det først vurderes, om der foreligger et selvstændigt retssubjekt og dermed skattesubjekt.
Er der tale om et dansk selskab eller investeringsforening, giver det ikke problemer, at vurdere om der er tale om et selvstændigt rets- og skattesubjekt.
Er der derimod tale om udenlandske enheder, er vurderingen af, om der foreligger et selvstændigt retssubjekt ofte svære.
For så vidt angår enheder, som er omfattet af Rådets investeringsforeningsdirektiv, er det det pågældende lands hjemlandsmyndigheder, som vurderer, om enheden er omfattet.
For andre enheder må SKAT vurdere, om der foreligger et selvstændigt retssubjekt efter den sædvanlige praksis. Denne praksis beskrives i afsnit C.D.1.13 "Andre selskaber". Hvis man vurderer, at der foreligger en selvstændigt enhed, skal det vurderes hvilke regler i ABL investor er omfattet af.
Lovbestemmelsernes baggrund, formål og historik
SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, omfatter investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, bortset fra:
- investeringsselskaber omfattet af ABL § 19, stk. 2
- udloddende investeringsforeninger omfattet af LL § 16 C.
Med ikrafttræden pr. 1.1.1980 blev SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, indført, hvorefter en investeringsforening, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, er skattepligtig, medmindre foreningen vedtægtsmæssig var forpligtet til inden fristen for indgivelse af selvangivelse for det pågældende indkomstår at udlodde de i året indtjente renter og udbytter.
SEL §, 1, stk. 1, nr. 6, er en opsamlingsbestemmelse, som omfatter danske foreninger, fonde m.fl. som er selvstændige skattesubjekter, men som ikke er omfattet af skattepligten i SEL § 1, stk. 1, nr. 1 til nr. 5b eller FBL eller undtaget fra skattepligt i henhold til SEL § 3. Efter bestemmelsen er det i øvrigt kun indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed og gevinst eller tab ved afståelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed, som skal beskattes.
SEL § 1, stk. 7, fastsætter, at en bevisudstedende udloddende investeringsforening eller en kontoførende investeringsforening kun omfattes af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, hvis foreningen har mindst 8 medlemmer, medmindre der sker en effektiv markedsføring over for offentligheden eller større dele heraf med henblik på at bringe antallet af medlemmer op. Koncernforbundne medlemmer, jf. KGL § 4, regnes i denne sammenhæng for et medlem.
SEL § 1, stk. 8, fastsætter, at en bevisudstedende udloddende investeringsforening eller en kontoførende investeringsforening med mindre end 8 medlemmer, der ikke opfylder kravene i stk. 7, dog omfattes af stk. 1, nr. 6, hvis eventuelle investeringsforeningsbeviser i overensstemmelse med et vedtægtsmæssigt krav herom lyder på navn, og hvis der i overensstemmelse med et vedtægtsmæssigt krav alene optages medlemmer, der er juridiske personer, og ingen af deltagerne i de juridiske personer beskattes direkte af gevinster på investeringsforeningsbeviset eller af udlodning fra investeringsforeningen efter reglerne for fysiske personer. Bevisudstedende udloddende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger må ikke kunne optages som medlemmer.
Både SEL § 1, stk. 7 og 8, blev indsat ved lov nr. 232 af 2. april 2003. Formålet med indsættelsen af SEL § 1, stk. 7 og 8 var at forbedre mulighederne for, at pensionsbranchen kan få forvaltet sine investeringer i små og mellemstore virksomheder via særlige investeringsforeninger med få medlemmer.
Efter hidtidig skattemæssig praksis kunne investeringsforeninger med ganske få medlemmer ikke anses for selvstændige skattesubjekter. Det indebar, at medlemmerne blev beskattet direkte af foreningens indkomster, som om de selv ejede foreningens aktiver. Det gjorde det regnskabsmæssigt vanskeligt at anvende investeringsforeninger med meget få medlemmer. Vanskeligheden knyttede sig navnlig til opgørelsen af aktiegevinster efter aktieavancebeskatningslovens regler.
Efter lovændringen anses bevisudstedende udloddende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger med kun ét eller meget få medlemmer for selvstændige skattesubjekter, når medlemmerne er pensionskasser, livsforsikringsselskaber og visse andre selskaber. Herved kom det skatteretlige investeringsforeningsbegreb til at stemme bedre overens med det civilretlige investeringsforeningsbegreb.
Den almindelige definition af en investeringsforening blev også ændret, således at det almindelige krav til antallet af medlemmer i bevisudstedende udloddende investeringsforeninger og kontoførende foreninger sættes til - som udgangspunkt - mindst 8 svarende til gældende administrativ praksis.
SEL § 3, stk. 1, nr. 19, hvorefter selskaber, foreninger mv. som er omfattet af ABL § 19, er skattefri, idet der dog skal indeholdes 15 % i udbytteskat, når danske selskaber foretager udlodning til selskabet mv., blev indsat ved lov nr. 407 af 1. juni 2005.
Historikskemaer
Skemaerne nedenfor viser de seneste års ændringer i de enkelte lovbestemmelser.
SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a
Lovfor-slags nr. |
Dato |
Lov nr. |
Dato |
Ændring og baggrund for ændringen |
Hvor i loven |
51 |
04.12.1979 |
536 |
28.12.1979 |
SEL § 1, stk. 1, nr. 5a blev indsat i SEL. Akkumulerende investeringsforeninger gøres skattepligtige af renter og udbytter. |
§ 1 |
71 |
11.01.2000 |
1294 |
20.12.2000 |
Akkumulerende investeringsforeninger blev under visse betingelser omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6 |
§ 6 |
11 |
05.12.2001 |
1033 |
17.12.2001 |
Der blev åbnet mulighed for, at pengeinstitutter har en handelsbeholdning af disse investerings- foreningsbeviser. |
§ 2 |
99 |
07.02.2002 |
313 |
21.05.2002 |
Investerings- foreningerne fik mulighed for, at også pengeinstitutter, som ikke er pensionsafkast- skattepligtige, kan have en beholdning af disse særlige investerings- foreningsbeviser. Der blev indført en dispensations- bestemmelse, således at skatteministeren kan give tilladelse til, at der fortsat kan ske beskatning efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, uanset at der ved en fejl sker salg af investerings- foreningsbeviser til investorer, der ikke er skattepligtige efter PAL eller lagerbeskattede pengeinstitutter eller fondsmæglerselskaber. Formålet er at sikre, at en investeringsforening ikke i alle tilfælde bærer risikoen for, at der er sket salg af et investerings- foreningsbevis til en ikke-pensionsafkast- skattepligtig. |
§ 11, nr. 4 og 5 |
98 |
24.02.2005 |
407 |
01.06.2005 |
Konsekvens- ændringer som følge af indsættelse af den nye ABL § 2 a, som er ændret til ABL § 19 i den nye ABL. |
§ 9, nr. 1 |
79 |
16.11.2005 |
1414 |
21.12.2005 |
Konsekvens- ændringer som følge af den nye ABL. |
§ 17, nr. 1 |
SEL § 1, stk. 1, nr. 6
Lovfor-slags nr. |
Dato |
Lov nr. |
Dato |
Ændring og baggrund for ændringen |
Hvor i loven |
43 |
26.11.1959 |
255 |
11.06.1960 |
Indførelse af selskabsskatteloven |
SEL § 1, stk. 1, nr.6 |
|
|
374 |
18.05.1994 |
|
|
SEL § 1, stk. 7 og 8
Lovfor-slags nr. |
Dato |
Lov nr. |
Dato |
Ændring og baggrund for ændringen |
Hvor i loven |
113 |
18.03.2003 |
232 |
02.04.2003 |
SEL §, 1. stk. 7 og 8 blev indsat. Formålet var at fremme pensionsin- stitutternes kapitaltilførsel til de mindre, innovative virksomheder. Det sker ved at skabe mulighed for, at investerings- foreninger med ned til et medlem også anerkendes som en forening i skattemæssige sammenhænge, når medlemmerne tilhører pensionsbranchen eller i øvrigt er et selskab. |
§ 1 |
79 |
16.11.2005 |
1414 |
21.12.2005 |
Konsekvens- ændringer i SEL § 1, stk. 8, som følge af den nye ABL. |
§ 17, nr. 2 |
202 |
22.04.2009 |
525 |
12.06.2009 |
Konsekvens- ændring i SEL § 1, stk. 8, som følge af den nye ABL § 20 A, hvorefter selskaber altid skal medregne gevinst og tab på investerings- foreningsbeviser i udloddende investerings- foreninger, herunder de ikke-aktiebaserede investerings- foreninger. |
§ 14, nr. 2 |
SEL § 3, stk. 1, nr. 19
Lovfor-slags nr. |
Dato |
Lov nr. |
Dato |
Ændring og baggrund for ændringen |
Hvor i loven |
98 |
24.02.2005 |
407 |
01.06.2005 |
Den nye ABL § 2 a, som svarer til den nuværende ABL § 19 blev indført og i den anledning blev SEL § 3, stk. 1, nr. 19 indført. |
§ 9 |
79 |
16.11.2005 |
1414 |
21.12.2005 |
Ændringer som følge af den nye ABL, hvor 2 a blev til § 19. |
§ 17, nr. 7 |
31 |
05.12.2007 |
335 |
07.05.2008 |
Ændringen medfører bl.a., at et investeringsselskab, ikke skal beskattes af udbytte fra en dansk udloddende investeringsforening, som defineret i LL § 16 C, eller et andet investeringsselskab, hvis investerings- foreningen eller det andet investeringsselskab efter vedtægterne ikke kan investere i aktier eller andele i selskaber, der er hjemmehørende her i landet. |
§ 12, nr. 2 |
202 |
22.04.2009 |
525 |
12.06.2009 |
Konsekvens- ændringer |
§ 14, nr. 12 |