Indhold
Dette afsnit handler om reglerne for forrentning af tilbagebetalingsbeløb fra SKAT for krav der forfaldt fra og med 1. august 2002.
Afsnittet indeholder:
- Forhold, der ikke er omfattet af reglen.
Se også
Krav, der forfaldt før den 1. august 2002 forrentes efter de tidligere gældende regler. Se Processuelle regler på ToldSkats område 2004-1.
Baggrund
Det er besluttet, at staten - her Skatteministeriet- skal forrente tilbagebetalte skatter, afgifter, gebyrer mv., når tilbagebetaling finder sted på statens vegne.
Skatte-og afgiftmyndighederne er ved nogle domme blevet forpligtet at forrente beløb, der skal tilbagebetales, fordi beløbet har været opkrævet uden tilstrækkelig lovhjemmel.
Derfor pålægges Skatteministeriet, at forrente tilbagebetalingskrav under hensyn til, at det under de foreliggende omstændigheder findes rimeligt og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, at Skatteministeriet bærer risikoen for det rentetab, som den skatte- og afgiftspligtige lider ved ikke at kunne råde over det pågældende beløb.
Regel
Forrentningen af tilbagebetalingsbeløbet sker efter renteloven, medmindre der ikke findes særlige regler om forrentning i anden lovgivning.
De krav der skal forrentes ved tilbagebetaling er skatter, afgifter, gebyrer med mere.
Rentesatsen er den sats, der for den pågældende periode gælder efter rentelovens § 5. Der beregnes ikke rentes rente. Renten er den officielle udlånsrente som Nationalbanken har fastsat den 1. januar og den 1. juli det pågældende år med tillæg på 7 %. Se satsen for relevant periode på www.nationalbanken.dk.
Renter, der udbetales efter rentelovens § 5, skal medregnes i skattepligtig indkomst. Se ligningsvejledningen almindelig del 2010-2 afsnit A.D.1.13 om rentegodtgørelse.
Udbetaling af rente
For at der kan udbetales rente efter renteloven skal følgende være opfyldt:
- Beløb indbetalt som påkrav
- Beløb, der ikke er indbetalt som påkrav
- Mindstebeløb, der udbetales
- Udbetaling på egen foranledning af SKAT
Beløb indbetalt som påkrav
Hvis tilbagebetalingen vedrører et beløb, som er indbetalt efter påkrav, forrentes beløbet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.
Bemærk
Underkendelse af hidtil praksis vil kunne sidestilles med betaling efter påkrav.
Beløb, der ikke er indbetalt som påkrav
Vedrører indbetalingen et beløb, som ikke er indbetalt efter påkrav, forrentes beløbet fra 30 dage efter modtagelse af den skatte- eller afgiftspligtiges anmodning om tilbagebetaling af det indbetalt beløb og til og med udbetalingsdagen.
Der skal først betales renter, når der er gået 30 dage fra SKAT modtager anmodningen om tilbagebetaling. Dette gælder også, når der indbetales beløb udover hvad der følger af et eventuelt påkrav fra SKAT. Det beløb der ikke er indbetalt efter påkrav forrentes først fra 30 dage efter modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling.
Stiller SKAT krav om indbetaling på grundlag af indbetalers oplysninger om det faktiske forhold, og disse senere viser sig at være urigtig skal et eventuelt tilbagebetalingskrav ikke forrentes fra indbetalingsdagen, men først 30 dage efter modtagelsen af indbetalers anmodning om tilbagebetaling.
Forrentning sker, uanset om borgeren har et retskrav på tilbagebetaling, eller om tilbagebetalingen beror på en bevillingsmæssig afgørelse. Det er derfor ikke nødvendigt at sondre mellem, hvorvidt tilbagebetalingen sker, fordi borgeren har et krav herpå, eller fordi tilbagebetaling sker efter SKATs egen beslutning.
Mindste udbetaling af beløb.
Hvis det opgjorte beløb er på under 200 kr., udbetales beløbet ikke.
Udbetaling på egen foranledning af SKAT.
Renteberegning og udbetaling sker på egen foranledning af SKAT, beregning og udbetaling skal derfor ske uden særlig anmodning fra borger.
Klageinstans
Det er SKAT, der træffer afgørelse vedrørende tilbagebetaling og deraf følgende rentekrav. Klageadgangen er helt tilsvarende klageadgangen i øvrigt, dvs. til skatteankenævn og/eller Landsskatteretten. Se afsnit A.A.10.1.
Forhold, der ikke er omfattet af reglen
Følgende er ikke omfattet af reglen:
- Tilfælde, hvor SKAT tilbagebetaler afgifter, der er opkrævet på vegne af danske kommuner mv.
- Tilfælde, hvor kravet er begrundet i en formueretlig aftale med SKAT fx løn til ansatte eller en entreprenørs krav på vederlag.
- Bøder, uanset om bøden er pålagt efter skatte- og afgiftslovene.
- Hvor særlige regler om forrentning fremgår af lovgivningen, sker forretningen efter de særlige regler. Dette gælder bestemmelser i love om skatter og afgifter som i andre love - herunder renteloven. Eksempelvis er der særregler om forrentning ved tilbagebetaling af indkomstskat for både personer og selskaber.
Se også
Afsnit A.D.1.12 2010-2 i Ligningsvejledningen almindelig del om rentegodtgørelse af overskydende skat.
Afsnit A.E.1.5.3. 2010-2 i Ligningsvejledningen almindelig del om renter af skatter og af told- og forbrugsafgifter.