Indhold

Dette afsnit handler om særlig tavshedspligt i international ret.

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om særlig tavshedspligt i international ret
  • Særlig tavshedspligt i international ret på skatteområdet
  • Særlig tavshedspligt i international ret på toldområdet
  • Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Generelt om særlig tavshedspligt i international ret

Der findes en række bestemmelser om særlig tavshedspligt i international ret, der har betydning for videregivelse af fortrolige oplysninger.

I det omfang sådanne bestemmelser findes i EF-forordninger, dvs. retsregler der er umiddelbart anvendelige, eller i EF-retsakter og folkeretlige traktater, der ved lovomskrivning eller lovhenvisning er gjort til en del af dansk ret, vil de være omfattet af begrebet "særlige bestemmelser fastsat ved lov" i offentlighedsloven. Oplysninger omfattet af sådanne bestemmelser om tavshedspligt vil derfor som hovedregel kunne undtages efter offentlighedsloven. Se OFL § 14.

Derimod vil sådanne bestemmelser som udgangspunkt ikke have betydning for afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven, da hovedreglen i loven er, at tavshedspligt ikke begrænser parters ret til aktindsigt. Se FVL § 9, stk. 2.

Det vil dog i disse tilfælde være nærliggende at overveje, om myndigheden er forpligtet til at begrænse aktindsigten ved hjælp af bestemmelsen om hensynet til fremmede stater. Se FVL § 15, stk. 1, nr. 2.

Særlig tavshedspligt i international ret på skatteområdet

På skatteområdet findes bestemmelser om særlig tavshedspligt bl.a. i de dobbeltbeskatningsoverenskomster (DBO), som Danmark har indgået med andre stater.

Dobbeltbeskatningsoverenskomster er folkeretlige traktater, som er en del af gældende dansk ret - uanset om de er gennemført før eller efter bemyndigelseslovens ophævelse i 1994.

Modelkonventionen

De fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster indeholder bestemmelser om udveksling af oplysninger og tavshedspligt, der med mindre afvigelser svarer til modelkonventionens bestemmelser om udveksling af oplysninger. Se OECD's modelkonvention, artikel 26.

Efter denne artikel skal enhver oplysning, som er modtaget af en af de kontraherende stater i medfør af artiklens udvekslingsbestemmelser, behandles som hemmelig på samme måde som oplysninger modtaget i henhold til den interne lovgivning i denne stat. Det betyder, at opretholdelsen af hemmeligholdelse i en stat, der modtager oplysninger, er et spørgsmål om den nationale lovgivning i den pågældende stat.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at disse oplysninger kun må meddeles til personer eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder), der er beskæftiget med påligning, opkrævning, tvangsinddrivelse eller retsforfølgning af eller afgørelse af ankesager, med hensyn til skatter omhandlet af overenskomsten. Efter modelkommentaren omfatter denne kreds "også skatteyderen, hans befuldmægtiget eller vidnerne." Se artikel 26, stk. 1.

Efter stk. 2, skal stk. 1 i intet tilfælde kunne fortolkes således, at der pålægges en kontraherende stat pligt til at foretage forvaltningsakter, der strider mod dens egen og den anden kontraherende stats lovgivning eller forvaltningspraksis. Se artikel 26, stk. 2.

Det indebærer, at bestemmelser om tavshedspligt i dobbeltbeskatningsoverenskomster ikke begrænser parters ret til aktindsigt, i overensstemmelse med hovedreglen i FVL § 9, stk. 2.

En eventuel undtagelse af oplysninger fra aktindsigt skal derfor afgøres efter FVL § 15, stk. 1, nr. 2 og 4. Se FOB 1992, 238 ff.

Ombudsmanden udtaler i sagen, som vedrører den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at der ikke efter hans opfattelse vil kunne være "afgørende hensyn" af den art, som er omhandlet i FVL § 15, stk. 1, nr. 2, om hensynet til fremmede magter, der medfører undtagelse af oplysninger fra aktindsigt i sager om dobbeltbeskatning. Derimod kan FVL § 15, stk. 1, nr. 4, om kontrolhensyn efter omstændighederne anvendes, hvis der vil kunne påvises en konkret og nærliggende risiko for skatteunddragelse af ikke ubetydeligt omfang.

Særlig tavshedspligt i international ret på toldområdet

Lovgrundlag

De følgende forordninger udgør lovgrundlaget for den særlige tavshedspligt på toldområdet:

  • Artikel 15 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (toldkodeksen)
  • Artikel 1 og 45 i Rådets forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (bistandsforordningen)
  • Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (aktindsigtsforordningen).

Oplysninger omfattet af tavshedspligten

Toldkodeksen angiver ikke hvilke oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten.

Oplysninger, der under en hvilken som helst form meddeles i medfør af forordningen, er fortrolige. Dette gælder også oplysningerne i toldinformationssystemet. Oplysningerne er omfattet af den tjenstlige tavshedspligt, der gælder for oplysninger af samme art i den medlemsstat, som modtager dem. Se bistandsforordningen artikel 1 og 45.

Betingelser for videregivelse af oplysninger

Tavshedspligten indebærer ifølge toldkodeksen, at en fortrolig oplysning kun må videregives, når

  • der foreligger udtrykkelig tilladelse fra den person eller myndighed, som har givet oplysningen
  • toldmyndighederne er forpligtet eller bemyndiget til videregivelse efter gældende bestemmelser eller i forbindelse med en retssag.

Ifølge bistandsforordningen er videregivelse af fortrolige oplysninger betinget af, at

  • oplysningerne ikke meddeles andre personer end dem, der er bemyndiget til at kende eller bruge dem i kraft af deres stilling i medlemsstaterne eller i fællesskabsinstitutionerne
  • oplysningerne ikke anvendes til andre formål end de, der er fastsat i forordningen, medmindre den medlemsstat eller Kommissionen, som har afgivet dem eller registreret dem i toldinformationssystemet, udtrykkeligt har indvilliget i det
  • videregivelsen af oplysninger sker på medlemsstatens eller Kommissionens fastsatte betingelser
  • meddelelsen med oplysninger eller anvendelsen af disse ikke er i strid med gældende bestemmelser i den medlemsstat, hvor myndigheden, som har modtaget dem, er hjemmehørende.

Undtagelse fra bistandsforordningen

Bestemmelserne i forordningen finder ikke anvendelse, hvis de overlapper specifikke bestemmelser i andre regler om gensidig bistand og samarbejde mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og mellem disse myndigheder og Kommissionen med henblik på gennemførelse af told- og landbrugsbestemmelserne. Se artikel 1, punkt 2, i bistandsforordningen.

Aktindsigt

Bestemmelserne om tavshedspligt i toldkodeksen og bistandsforordningen regulerer ikke udtrykkeligt spørgsmålet om parters ret til aktindsigt i de tavshedsbelagte oplysninger. Aktindsigt må i stedet afgøres efter aktindsigtsforordningen og EU-domstolens retspraksis.

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

Udtalelser fra Ombudsmanden

Udtalelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Udtalelse fra Ombudsmanden

FOB 1992, 238

Bestemmelser om tavshedspligt i en DBO begrænser ikke parters ret til aktindsigt. Hensynet til fremmede magter vil ikke kunne begrunde undtagelse fra parters ret til aktindsigt, men efter omstændighederne kontrolhensyn.