Dette afsnit handler om syns- og skønssagens afslutning.
Syns- og skønssagen bliver afsluttet med, at byretten tager stilling til og som hovedregel godkender syns- og skønsmandens forslag til honorar, efter at rekvirenten og skønsindstævnte har haft lejlighed til at udtale sig herom.
Honoraret til syns- og skønsmanden kan dog blive nedsat. Se UfR2000.2202.ØL og TfS1998.764.TSS
Når syns- og skønssagen er afsluttet i byretten, skal rekvirenten inden 14 dage sende en kopi af retsbogsudskriften og en kopi af syns- og skønserklæringen til skatteankenævnet eller Landsskatteretten. Er klageren rekvirent, skal klageren samtidig meddele skatteankenævnet eller Landsskatteretten, om klagen bliver opretholdt. Kommer der ingen meddelelse fra klageren herom, anses klagen for opretholdt.
Er SKAT rekvirent, kan skatteankenævnet eller Landsskatteretten spørge klageren, om klagen ønskes opretholdt eller trukket tilbage. Hvis klageren ikke svarer på forespørgselen, vil klagen blive anset for opretholdt. Se forretningsorden for Landsskatteretten § 19 og forretningsordenen for skatteankenævn § 14A.
Landsskatteretten har mulighed for undtagelsesvis at indkalde syns- og skønsmændene til at udtale sig i et retsmøde. Se forretningsordenen for Landsskatteretten, § 14, stk. 4. Skatteankenævnet har ikke i sin forretningsorden en tilsvarende bestemmelse.
Syn og skøn er et bevismiddel, der i princippet ikke er bindende for bevisbedømmelsen ved skatteankenævnet eller Landsskatteretten, men syns- og skønserklæringens konklusioner vil normalt blive lagt til grund for afgørelsen.
Der er dog tilfælde, hvor syns- og skønserklæringen ikke bliver tillagt betydning for afgørelsen.
Uanset at der var gennemført et syn og skøn, var skønserklæringen uden betydning, fordi virksomheden ikke blev anset for drevet tilstrækkeligt intensivt, og fordi indkomsten kun i begrænset omfang kom fra andre end samleveren. Se SKM2007.864.VLR.
|
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
|
Landsretsdomme |
|
SKM2007.864.VLR |
Sagen drejede sig om, hvorvidt et deltidslandbrug med heste blev drevet erhvervsmæssigt i indkomstårene 1998-2000.
Indtægterne kom stort set fra udlejning af hestebokse til skatteyderens samlever. Under sagen gjorde ministeriet bl.a. gældende, at man ved vurderingen af, om der var tale om erhvervsmæssig aktivitet, skulle se bort fra bogførte indtægter hidrørende fra samleveren.
Efter oplysningerne om økonomien mellem skatteyderen og samleveren fandt landsretten det ikke bevist, at samleveren reelt havde betalt for at have sine heste opstaldet, i hvilken forbindelse landsretten lagde vægt på, at samleveren hver måned indbetalte mindre til budgetkontoen end skatteyderen.
På baggrund af det anførte, og selv om det efter en erklæring fra syns- og skønsmanden måtte lægges til grund, at virksomheden med stutteri og udlejning af heste og hestebokse var en virksomhed, havde skatteyderen ikke godtgjort, at virksomheden havde et sådant omfang, at den kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Landsretten frifandt derfor Skatteministeriet.
Skønserklæringen ikke tillagt betydning. |
|
|
SKM2004.159.ØLR |
Sagen drejer sig om, hvorvidt et stutteri i 1997 og 1998 udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed med den virkning, at skatteyderen var berettiget til at fratrække underskuddet ved driften af stutteriet.
Der forelå en syns- og skønserklæring om, at stutteriet var drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt. På trods af skønserklæringen tiltrådte landsretten, at stutteriet ikke opfyldte kravene til at blive anset som en erhvervsmæssig virksomhed, idet landsretten fandt, at stutteriet, som i det væsentlige var drevet på grundlag af kun en avlshoppe, ikke havde det fornødne omfang.
Den omstændighed, at driften i et senere indkomstår (2002) hovedsageligt på grund af salg af et føl og salg af halvpart af en hest havde medført en samlet indtægt på 105.000 kr., der med fradrag af direkte udgifter havde resulteret i et overskud på 36.000 kr., kunne på baggrund af de foregående års tilfældige og usikre indtægter foranlediget af, at driften var baseret på kun en avlshoppe, ikke føre til et andet resultat.
Skønserklæringen ikke tillagt betydning. |
|
|
SKM2002.530.VLR |
I forbindelse med overdragelsen af en gård mellem uafhængige parter havde parterne i slutsedlen fordelt købesummen på de overdragne aktiver. Sælgeren gjorde gældende, at afskrivningsgrundlaget ikke skulle opgøres efter denne fordeling og støttede sig på en skønserklæring.
Landsretten fastslog, at den pågældende fordeling i slutsedlen var en del af over-dragelsesaftalen, og at det anførte beløb måtte anses som udtryk for parternes vedtagelse om afståelsessummen for driftsbygningerne. Denne værdi havde køber da også anvendt som sit afskrivningsgrundlag. Skattemyndighederne havde ikke anfægtet fordelingen af købesummen. På denne baggrund kunne det forhold, at skønsmanden havde anslået bygningernes almindelige handelsværdi til en anden og væsentlig lavere værdi ikke føre til, at skattemyndighedernes ansættelse kunne tilsidesættes.
Skønserklæringen ikke tillagt betydning. |
|
|
SKM2001.64.ØLK |
Sagen drejer sig om salg af ejendom til selskab til overpris er anset som maskeret udlodning til hovedaktionæren.
Landsretten fandt, at sagsøgeren ved henvisning til skønsrapporten eller ved det i øvrigt foreliggende ikke har godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte det af sagsøgte udøvede skøn over ejendommens værdi på overdragelsestidspunktet, hvorfor sagsøgtes påstand om frifindelse tages til følge.
Skønserklæringen ikke tillagt betydning. |
|
|
UfR2000.2202.ØL |
Syns- og skønsmand fik et honorar på ca. 13.000 kr. for den første skønserklæring. For besvarelse af to supplerende spørgsmål krævede han 12.000 kr., idet han havde udarbejdet skitsetegninger og projekt. Byretten henviste til, at syns- og skønsmanden, forinden han påbegyndte dette, burde have kontaktet parterne. Derfor nedsattes honoraret til 6.000 kr., hvilket landsretten stadfæstede.
Honorar nedsat. |
|
|
Byretsdomme |
|
SKM2009.723.BR |
Sagen drejede sig om, hvorvidt underskud fra et hestestutteri skattemæssigt kunne trækkes fra. Sagsøgeren havde overtaget stutteriet i 1992 fra sin ægtefælle, som havde etableret dette i 1976.
Skønsmanden vurderede, at stutteriet på sigt ville kunne give et resultat på eller omkring 0 kroner.
Retten lagde til grund, at driften havde givet underskud i perioden fra overtagelsen i 1992 og frem til 2003/2004. I regnskabsåret 2003/2004 gav stutteriet overskud.
På trods af skønsmandens vurdering fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at stutteriet havde været drevet erhvervsmæssigt med overskud for øje.
Skatteministeriet blev herefter frifundet. Skønserklæring ikke tillagt betydning. |
Retten lagde i sin begrundelse vægt på, at sagsøgeren havde overtaget et etableret stutteri, hvor indkøringsfasen burde have været afsluttet allerede på overtagelsestidspunktet, og at driften blev opretholdt, på trods af at denne havde givet underskud i lang årrække.
Afgørelse viser altså, at det kan have betydning, om der på overdragelsestidspunktet ikke længere er tale om en indkøringsperiode.
|
|
SKM2009.367.BR |
Sagsøgeren - en fysioterapeut - drev et stutteri og mindre kvæghold fra sin landbrugsejendom. Driften havde i en årrække ikke givet overskud. Sagsøgeren besluttede i 1998 at nedlægge stutteriet og omlægge til kvægbrug og boksudlejning. Omlægningen forløb over perioden 1999-2001, hvor sagsøgeren øgede antallet af kvæg, indtil landbruget blev solgt i 2006. Sagen drejede sig om landbruget var erhvervsmæssigt drevet i 1999.
Ved et syn og skøn vurderede skønsmanden med en vis modifikation, at den af sagsøgeren drevne landbrugsvirksomhed i 1999 ud fra en teknisk/ landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet forsvarligt under en for en ejendom som den pågældende sædvanlige driftsform. Skønsmanden fastslog, at det var en driftsøkonomisk forsvarlig disposition at afvikle hesteholdet, og at driftsomlægningen i 1999 kunne karakteriseres som en driftsøkonomisk hensigtsmæssig beslutning.
Byretten fastslog, at uanset der var tale om en drift i omlægning, måtte udgangspunktet tages i driften i det pågældende år på baggrund af erfaringerne fra de foregående år og med de driftsmæssige muligheder, der foreligger for de nærmeste efterfølgende år. Retten fandt det ikke godtgjort, at ejendommen med den driftsform, den havde i 1999, blev drevet med et erhvervsmæssigt sigte, ligesom det måtte lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke havde udsigt til at blive overskudsgivende. Herefter blev Skatteministeriet frifundet.
Skønserklæring ikke tillagt betydning. |
|
|
SKM2009.45.BR |
Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens stutteri var erhvervsmæssigt drevet i indkomståret 1997.
Byretten lagde til grund, at sagsøgeren havde fået fradrag for underskud siden virksomhedens etablering i 1970 og til og med indkomståret 1996. Retten lagde endvidere til grund, at sagsøgeren og hendes ægtefælle havde været fagligt meget kompetente til at drive stutterivirksomhed.
Der havde været udmeldt syn og skøn og i skønsrapporten blev det udtalt, at ejendommen i 1997 ud fra en teknisk/ landbrugsfaglig bedømmelse ikke blev drevet forsvarligt, og at stutterivirksomheden med den valgte driftsform ikke kunne give et overskud på eller omkring 0 kroner, hverken før eller efter afskrivninger.
Retten fandt det imidlertid driftsmæssigt forsvarligt, at sagsøgeren havde neddroslet driften på grund af en verserende ekspropriationssag, og at det ikke var sandsynliggjort, at sagsøgeren kunne have lejet de omfattende driftsbygninger ud som foreslået af syns- og skønsmanden. På den baggrund fandt retten, at stutteriet i 1997 blev drevet på en i situationen sædvanlig og forsvarlig måde, og at der ikke havde været grund til at antage, at virksomheden ikke på ny ville blive overskudsgivende, når den efter ekspropriationssagens afslutning var blevet lagt i nye rammer. På den baggrund tog retten sagsøgerens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst til følge. Skønserklæring ikke tillagt betydning. |
Byrettens afgørelse blev ikke kæret selvom sagen efter SKATs opfattelse blev afgjort på fejlagtige forudsætninger. Retten lagde nemlig til grund, at den omstændighed, at selvangivelserne kun var tilsidesat i årene 1997 - 1999, var udtryk for, at SKAT anerkendte, at virksomheden havde været erhvervsmæssig i alle de øvrige år (1970-1996 og 2000-2008).
Retten forstod altså sagen på den måde, at der skulle tages stilling til, om der i den korte 3-års periode fra 1997- 1999 havde været et "hul", hvor virksomheden ikke var erhvervsmæssig.
Byrettens kendelse bør derfor kun tillægges betydning i de tilfælde, hvor det kan lægges til grund, at landbrugsvirksomheden i en lang årrække har været erhvervsmæssig - både før og efter den periode, som sagen nu drejer sig om. Den situation forekommer formentlig meget sjældent.
|
|
SKAT |
|
TfS1998.764.TSS
|
Told- og Skattestyrelsen oplyser, at styrelsen i en konkret syns- og skønssag, af syns- og skønsmandens faglige organisation fik medhold i, at det krævede honorar var for højt.
Honorar nedsat. |
|
| |
|
|
|