Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at A A/S skattemæssigt har fradragsret efter reglerne i kursgevinstlovens § 3 på tab på fordring på selskabets tidligere direktør, D?
2. Kan Skatterådet bekræfte, at A A/S kan fratrække tabet på fordringen på D, jf. spørgsmål 1, ved indgåelse af endelig aftale om delvis betaling og saldokvittering med D?

Svar

1. Nej, se Skatterådets indstilling og begrundelse.
2. Spørgsmålet bortfalder som følge af besvarelsen af spørgsmål 1.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Den 19. december 1990 erhvervede A ApS (det senere A A/S) anparterne i selskabet S ApS. A ApS indgik på dette tidspunkt i en koncern, hvor M A/S var moderselskab. M A/S var ejet af MM ApS med 80 pct., D med 15 pct., samt D's sekretær med 5 pct. D var direktør i M A/S. 

Ved aftale underskrevet den 30. december 1990 af D på vegne af A ApS blev anparterne i S ApS pr. 28. december 1990 videreoverdraget til et uafhængigt selskab, P ApS.

Den 15. marts 1991 erhvervede C via selskabet C Holding A/S aktierne i A ApS (det senere A A/S). Ved en vedtægtsændring den 5. april 1991 ændrede A ApS herefter navn til C Leasing ApS. Den 21. juni 1993 blev selskabet omdannet til et aktieselskab, og den 20. juni 1994 ændrede selskabet navn til det nuværende A A/S. 

Baggrunden for C Holding A/S's køb af A ApS (senere A A/S) var, at C efter at have talt med sin advokat og revisor var blevet anbefalet at købe et underskudsselskab og omdanne dette. Virksomheden i A ApS (senere A A/S) blev således i 1991 overført til det nuværende selskab fra et da likvideret selskab.

Den 19. februar 1992 indgav Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i medfør af bestemmelsen i den dagældende anpartsselskabslovs § 86 anmodning til Sø- og Handelsretten om opløsning af selskabet S ApS. Selskabet var efter at være blevet videreoverdraget fra A ApS (senere A A/S) til P ApS blevet overdraget flere gange. Likvidator indgav den 19. juli 1994 konkursbegæring mod selskabet, da der ikke var aktiver tilbage i selskabet.

C Holding A/S m.fl. solgte den 12. oktober 1998 og den 30. juni 1999 aktierne i A A/S til K A/S og indgik i den forbindelse sædvanlig aftale om, at sælgerne skulle friholde køberne (K A/S) for eventuel efterfølgende værdiforringelse af aktierne som følge af erstatninger, reguleringer af selskabsskatter mv., der vedrørte perioden før salget af aktierne til K A/S. 

På disse tidspunkter var A A/S af kurator i det tømte selskabs konkursbo blevet orienteret om, at der ville blive rejst krav mod selskabet, ligesom K A/S ved overtagelsen af aktierne var gjort bekendt med dette.

Baggrunden for K A/S's erhvervelse af aktierne i A A/S var, at selskabet producerer ..., og denne produktion udgjorde et naturligt supplement for K A/S' øvrige produktion i divisionen KD. Virksomheden i selskabet er således fortsat, også efter salget af selskabet til K A/S.

Kurator konstaterede i forbindelse med behandlingen af konkursboet efter S ApS, at selskabet havde været involveret i selskabstømning.

Spørgers repræsentant har forklaret selskabstømningen som følger:

"Det såkaldte overskudsselskab S ApS blev af dette selskabs aktionær X den 19.12.1990 solgt til det senere A A/S, der på det tidspunkt blev ejet af M A/S ved D.

Efter overdragelsen blev overskudsselskabet, der skiftede navn, tømt. Dette skete konkret ved, at M A/S overdrog selskabets aktiver (bankindestående) til M A/S's bankkonto og erlagde købesummen for anparterne med betaling fra samme konto.

Der forelå herefter - således som det er bedømt af landsretten og højesteret - den situation, at købesummen blev finansieret med anpartsselskabets egne midler, og dette var i strid med den dagældende anpartsselskabslovs § 84, stk. 2. De ulovlige dispositioner blev truffet af D i dennes egenskab af tegningsberettiget direktør for det købende selskab, det senere A A/S.

Da staten på grund af tømningen ikke fik sit skattetilsvar fra overskudsselskabet, blev der indledt sædvanlige erstatningssager mod X (sælgeren af overskudsselskabet), og købers bank.

Der blev under erstatningssagen anlagt en række adcitationssager, der inddrog rådgivere, det købende selskab A A/S, D m.fl. ..."

Vestre Landsret afsagde dom i sagen den ... 2001.

Udfaldet af hovedsagen var, at X og købers bank skulle betale erstatning til konkursboet efter det tømte selskab S A/S.

A A/S, D samt 2 efterfølgende købere af selskabet blev dømt til solidarisk at friholde køberen A A/S's bank for, hvad banken var dømt til at betale til konkursboet. I det indbyrdes forhold skulle D og de to øvrige købere solidarisk friholde A A/S.

A A/S og D blev ligeledes dømt til solidarisk at friholde X for, hvad denne var dømt til at betale til konkursboet indtil et beløb med 1.426.900 kr. med procesrente som anført. I det indbyrdes forhold skulle D friholde A A/S.

Endelig blev A A/S, D samt de 2 efterfølgende købere af selskabet dømt til solidarisk at friholde advokatfirmaet Y1 og Revisionsfirmaet Y2 for det beløb på 713.450 kr. med procesrente, hvormed advokatfirmaet og revisionsfirmaet skulle friholde sælgeren X. I det indbyrdes forhold skulle D og de to øvrige personer solidarisk friholde A A/S.

Af Vestre Landsrets dom fremgår blandt andet følgende:

"Forholdet mellem A A/S og D samt forholdet til de to efterfølgende købere:

Aftalerne vedrørende køb og videresalg af overskudsselskabet er underskrevet af D. D var samtidigt den person, som gennem selskabet M A/S tilrettelagde handlerne, og som i øvrigt disponerede over overskudsselskabets midler. Der er ikke holdepunkter for at antage, at D i forbindelse med videresalg af køberselskabet A A/S ... gav oplysninger om, at der var sket selskabstømning. D skal derfor friholde A A/S under sagen."

Dommen blev af såvel sælgeren X som A A/S indbragt for Højesteret. X indstævnede S ApS og A A/S, mens A A/S indstævnede banken og X. D blev imidlertid ikke inddraget i sagen for Højesteret.

Højesterets dom af ... 2004 ændrede på visse punkter Vestre Landsrets dom. Ved Højesterets dom blev X på ny dømt til at skulle betale erstatning til konkursboet efter det tømte selskab S ApS, hvorfor Vestre Landsrets dom blev stadfæstet på dette punkt, men selve beløbet blev nedsat. A A/S blev dømt til i det hele at friholde X for det erstatningsbeløb, X var dømt til at betale.

Om baggrunden for, at D ikke var inddraget i sagen for Højesteret, har repræsentanten oplyst følgende:

"D var ikke direkte part i højesteretssagen, idet X naturligvis koncentrerede sig om kravet mod A A/S, idet X var klar over, at dette selskab var i stand til at betale, og der derfor ikke var behov for at inddrage D i appelsagen, da denne måtte anses for at have begrænsede midler. D havde ikke appelleret dommen fra Vestre Landsret, herunder ikke afgørelsen vedrørende, at D skal friholde A A/S for selskabets tab.

Da D ved landsrettens dom var blevet idømt at skulle inddække selskabet ethvert tab i sagen, inddrog A A/S selvsagt ikke selv D i højesteretssagen."

Repræsentanten har endelig oplyst følgende:

"A A/S har under sagens forløb løbende betalt de idømte beløb, idet størrelsen af rentetilskrivningen tilsagde, at der ikke blev afventet endelig afgørelse.

Der er således ultimo 2004 betalt kr. 6.380.478,16 inkl. procesrenter m.v., hvortil kommer beregnede renter med kr. 660.558,26 og yderligere omkostninger med kr. 188.649,03 (oprindeligt anslået til kr. 400.000) i alt kr. 7.229.685,45. Alle disse beløb er gjort gældende over for D ..."

Det er efterfølgende oplyst, at den formelle afvikling af D's skyld har fundet sted i februar 2006, hvor D indbetalte et beløb på 781.722,02 kr. med tillæg af renter, ... og modtog saldokvittering.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgeren repræsentant har ifølge anmodningen følgende opfattelse:

Fordringens opståen

Umiddelbart efter Vestre Landsrets dom af ... 2001 anmodede A A/S D's advokat om at oplyse, hvordan D ville opfylde landsrettens dom, og selskabets advokat tog herefter den på grundlag af Vestre Landsrets afsagte dom opgjorte fordring til inkasso. Dette blev meddelt D den 3. januar 2002 med anmodning om betaling af det da opgjorte beløb: 2.252.052 kr.

D erkender i skrivelse af 9. januar 2002 sin skyld, men oplyser at han på grund af andre erstatningssager samt bødestraffen fra straffesagen omkring selskabstømning ikke er i stand til at betale ...

Der er en omfattende korrespondance vedrørende betalingen af skylden.

D har under forhandlingerne om afvikling af skylden henvendt sig til Skatteforvaltningen i ... om de skattemæssige konsekvenser af en akkordering med kreditorerne af de skyldige beløb, herunder det til A A/S skyldige beløb.

Det fremgår bl.a. af en skrivelse fra skatteforvaltningen i ..., at skatteforvaltningen anser D's gæld til A A/S for endeligt fastslået den ... 2004 (datoen for Højesterets dom), og D herefter har fradragsret for de renter, der påløber gælden fra denne dato.  

Konstateringen af tabet på fordringen

Det stod allerede ved Højesterets afgørelse klart, at D ikke kunne betale sin skyld, som opgjort af Vestre Landsret med efterfølgende renter og omkostninger.

Den formelle afvikling af skylden har som nævnt fundet sted i februar 2006, hvor D indbetalte et beløb på 781.722,02 kr. med tillæg af renter ... og modtog saldokvittering.

Forespørgerens forslag til besvarelse af anmodningen

Vedrørende spørgsmål 1

Det er forespørgers opfattelse, at der foreligger tab på en fordring, og tabet er omfattet af reglerne i kursgevinstlovens § 3.

Der foreligger uden tvivl en fordring, og ikke blot et regreskrav. Dette er fastslået ved Vestre Landsrets dom af ... 2001, der fastslår, at D skal friholde selskabet for de beløb, som selskabet i kraft af den foreliggende sag skal betale i erstatning. Størrelsen af fordringen er fastslået ved Højesterets dom af ... 2004.

Hertil kommer, at D ikke på noget tidspunkt har bestridt, at han skyldte selskabet de pågældende beløb, men blot ikke har været i stand til at betale, og derfor selvsagt har forsøgt at trække afviklingen mest muligt.

I skrivelsen af ... fra skatteforvaltningen ... til D fremgår det da også, at D fra tidspunktet for Højesterets dom har påtaget sig en gæld til selskabet, og at renter, der påløber denne gæld, herefter er fradragsberettiget efter reglerne i ligningslovens § 5. Som følge heraf må der hos ... kreditor, dvs. A A/S foreligge en fordring.

Forespørger er opmærksom på Vestre Landsrets dom af 27. februar 2004, offentliggjort som SKM2004.139.VLR (TfS 2004, 258 V), hvor der blev nægtet fradragsret for et selskab på en regresfordring mod køberen af et overskudsselskab.

Imidlertid var der i denne sag tale om et regreskrav, som selskabet mente at have mod køberselskabet, der var under konkurs, og hvor kravet aldrig var blevet anerkendt af konkursboet, og hvor der ikke gennem retssystemet er konstateret, at der foreligger en retsgyldig fordring på køberselskabet, idet selskabet ikke havde forsøgt at få fastslået kravet.

Hertil kommer, at erstatningen, der eventuelt skulle kunne udløse et regreskrav mod køberselskabet, byggede på at selskabet havde gjort sig skyldig i ansvarspådragende forhold.

I nærværende sag er det ubestridt, at det er D, der har gjort sig skyldig i de ansvarspådragende forhold, at selskabet udelukkende er blevet tilpligtet at betale erstatning på grundlag af de objektive regler i anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, om tilbagebetaling af beløb, der er anset for omfattet af reglerne i § 84, stk. 2, om selvfinansiering, og det er i Vestre Landsrets dom slået fast, at de aktionærer, der erhvervede selskabet fra D og M A/S ikke var gjort bekendt med, at selskabet før aktieoverdragelsen havde medvirket til selskabstømning, samt at D's ligningsmyndighed har anerkendt, at D har en gæld til A A/S fra det tidspunkt, hvor Højesterets dom foreligger.  

Vedrørende spørgsmål 2.

Forespørger er opmærksom på, at der først vil foreligge fradrag på fordringer omfattet af kursgevinstlovens regler, når tabet er realiseret, jf. § 25, stk. 1.

Det er forespørgers opfattelse, at der vil være fradrag for tabet i det øjeblik, D betaler de beløb, som han er i stand til mod saldokvittering for det resterende beløb, idet bemærkes, at modtagelsen af en del af beløbet mod saldokvittering er en forretningsmæssigt begrundet handling for at sikre et så stort provenu på fordringen som muligt.

På dette tidspunkt, hvor der er afgivet saldokvittering, er der endeligt gjort op med fordringen, jf. endelig dom fra Højesteret, og tabet er herefter endeligt realiseret jf. reglerne i kursgevinstlovens § 25, stk. 1.

Repræsentanten har ikke haft bemærkninger til sagsfremstillingen, men hans bemærkninger til SKATs indstilling gengives nedenfor i forbindelse med SKATs indstilling og begrundelse.

SKATs indstilling og begrundelse

I Højesterets dom af ... er der om A A/S's (køberselskabets) tilbagebetalingspligt bl.a. anført følgende:

"...

Der påhviler derfor køberselskabet - nu A A/S - tilbagebetalingspligt i medfør af § 84, stk. 4, i den dagældende anpartsselskabslov, idet det ikke kan føre til et andet resultat, at de senere erhververe af selskabet var uden kendskab til de omtalte forhold.

Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at det culpaansvar, som påhviler X over for overskudsselskabets konkursbo, ikke kan anses for subsidiært i forhold til A A/S' tilbagebetalingspligt efter den tidligere anpartsselskabslovs § 84, stk. 4, og at den sidstnævnte forpligtelse derfor ikke er til hinder for, at boet kan gøre sit erstatningskrav gældende mod X.

...

Højesteret tiltræder endvidere, at A A/S bør friholde banken for det, banken er dømt til at betale til konkursboet, idet der herved er lagt vægt på, at A A/S hæfter for de ulovlige dispositioner, som blev foretaget af D.

...

Af de samme grunde finder Højesteret, at A A/S også i det hele bør friholde X for det, denne er dømt til at betale til konkursboet. Det forhold, at X har handlet uagtsomt i forbindelse med salget af overskudsselskabet, kan efter Højesterets opfattelse ikke begrunde, at X i forhold til køberselskabet, som må anses for at have handlet forsætligt, skal fralægge sig den berigelse, X opnåede i kraft af den aftalte overkurs. X's påstand over for A A/S tages herefter til følge."

Højesteret anser således A A/S for at have handlet forsætligt og i forhold til de andre erstatningsansvarlige at hæfte for D's ulovlige dispositioner.

Det er SKATs opfattelse, at højesteretsdommen må forstås på den måde, at A A/S har udvist en adfærd, der er fuldt ud lige så dadelværdig som den af D udviste adfærd. Når D ifølge landsrettens dom skulle friholde A A/S, må dette anses for en konsekvens af, at det er D, der har oppebåret hele udbyttet af selskabstømningen, selvom begge parter har et fælles ansvar.

Det krav, A A/S har mod D, er således snævert forbundet med den erstatningsbetaling, som begge parter har et ligeligt ansvar for. A A/S's regreskrav må derfor anses for at være opstået som følge af dispositioner, som ligger uden for en normal varetagelse af selskabets egne økonomiske interesser.

Spørgsmålet om fradragsret efter kursgevinstlovens regler for tab lidt på en regresfordring opstået i forbindelse med erstatningsbetaling i en selskabstømmersag har allerede foreligget til afgørelse ved domstolene, jf. SKM2004.139.VLR (TfS 2004, 258 V). Sagen vedrørte det tab, som sælger havde lidt på en regresfordring mod køberen opstået ved, at sælgeren havde betalt erstatning til det tømte selskabs konkursbo.

I dommen (SKM2004.139.VLR) udtaler landsretten bl.a. følgende:

"Sagsøgte [Skatteministeriet] har videre gjort gældende, at det sagsøgende selskab ikke kan fradrage et tab i medfør af kursgevinstlovens § 2, jf. § 1. Der er med Told- og Skattestyrelsens ordning i forbindelse med sælgers erstatningsbetaling efter cirkulære nr. 19 af 25. juni 1997 gjort op med spørgsmålet om fradragsret for tab i forbindelse med selskabstømning, idet der ikke foreligger nogen fordring for selskabet i skattemæssig henseende, og således ikke er lidt noget tab, der kan fradrages.

Landsrettens begrundelse og resultat

Sagsøgeren har som ejer af  H2 ApS medvirket ved salget af de tømte overskudsselskaber under omstændigheder, der ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Ved salget var der i selskabet likvide midler til dækning af passiverne, som udelukkende bestod af selskabsskatter for 10.189.852 kr. Den aftalte købesum svarede til selskabernes egenkapital med et tillæg på 76 % af skattetilsvaret. Sagsøgeren har ved sin medvirken til overdragelsen pådraget sig et erstatningsansvar svarende til det ikke-indbetalte skattebeløb.

Under de anførte omstændigheder, herunder sagsøgerens medvirken ved handlen, den berigelse, som datterselskabet H2 ApS har været forpligtet til at fralægge sig, og den erstatning, der i øvrigt er udredt af sagsøgeren til dækning af skattetilsvaret, er der efter almindelige skatteretlige grundsætninger ikke grundlag for at anerkende et regreskrav, der bygger herpå, i skattemæssige henseende.

Skattemyndighederne skal i det hele stilles således, at de med hensyn til betalingen af skatterne holdes skadesløse. Regreskravet kan derfor ikke danne grundlag for beregninger af et tab, der er omfattet af kursgevinstlovens § 2, jf. § 1, og som udløser fradragsret.

Landsretten tager allerede som følge heraf Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge."

Landsretten gav efter SKATs opfattelse Skatteministeriet medhold i, at "almindelige skatteretlige grundsætninger" afskærer kurstabsfradrag på et afledet regreskrav, når det tab, regreskravet bygger på, er opstået ved betaling af erstatning for medvirken til salg af et overskudsselskab under omstændigheder, der ikke har karakter af en normal forretningsmæssig disposition, i hvert fald når dette foreligger i kombination med den foreliggende situation, hvor et tabsfradrag vil medføre, at skattevæsenet ikke holdes skadesløs med hensyn til betaling af skatterne.

Den omstændighed, at selskabet senere er blevet solgt til en køber, der ikke har været involveret i selskabstømningen, har efter SKATs opfattelse ikke betydning for bedømmelsen af fradragsretten efter kursgevinstloven, da selskabets fradragsret ikke kan være påvirket af, at den nuværende ejer ikke selv er anset for erstatningspligtig for deltagelse i selskabstømningen. Såfremt en ny ejer lider et tab, skyldes dette udelukkende de vilkår, som overdragelsen er gennemført under, hvorved bemærkes, at det i den konkrete sag netop er oplyst, at den ultimative ejer, K A/S, har sikret sig mod tab forbundet med, at det overtagne selskab måtte blive anset for erstatningsansvarlig for dispositioner hidrørende fra før overtagelsen.

Spørgers repræsentant har haft følgende bemærkninger til SKATs indstilling

Repræsentanten finder ikke, at det er en korrekt, når SKAT fortolker højesteretsdommen således, at A A/S har udvist en adfærd, der er fuldt ud lige så dadelværdig som den af D udviste adfærd.

Repræsentanten anfører således hertil, at det er D, der disponerede på selskabets vegne og modtog fordelen deraf, og D er da også blevet dømt til fuldt ud at skulle friholde A A/S for den idømte erstatning.

Når A A/S pålægges erstatningen i første række, skyldes det udelukkende det objektive ansvar, der er anset at foreligge i anpartsselskabslovens § 84, stk. 4.

Når erstatningssagen først og fremmest har været rettet mod A A/S, skyldes det de processuelle forhold, hvor sagsøgerne og de i sagen inddragne parter har været klar over, at A A/S - i modsætning til D - kunne honorere erstatningskravene.

Repræsentanten henviser til sin gennemgang af, hvorledes SKM2004.139.VLR (TfS 2004, 258 V) efter hans opfattelse adskiller sig fra den forelagte sag, og fremhæver under henvisning til det ovenstående citat fra dommen, at det afgørende efter hans opfattelse er, at Vestre Landsret er enig i Skatteministeriets påstand om, at der ikke foreligger en fordring i skattemæssig henseende.

Efter repræsentantens opfattelse er der imidlertid i den forelagte sag på grundlag af de faldne domme klart opstået en fordring med A A/S som kreditor og D som debitor, og denne fordring er omfattet af reglerne i kursgevinstlovens §§ 1 og 2.

Selskabet påstår ikke, at der er skattemæssigt fradrag for den erstatning, der er ydet.

Selskabet påstår, at der i kraft af, at D er dømt til at erstatte selskabet de udlæg, som selskabet har haft som følge af erstatningskravene, er opstået en fordring på D. Tabet på denne fordring er skattemæssigt fradragsberettiget efter de almindelige regler i kursgevinstloven.

SKATs bemærkninger til høringssvaret.

Det anføres i høringssvaret, at A A/S af Højesteret udelukkende er dømt erstatningsansvarlig som følge af det objektive ansvar hjemlet i anpartsselskabslovens § 84, stk. 4.

SKAT bemærker i den forbindelse på ny, at Højesteret i dommen helt udtrykkeligt har fastslået, at A A/S i forbindelse med selskabstømningen har handlet forsætligt.

Det var for Højesteret nødvendigt at tage stilling til, om A A/S hæftede efter den objektive regel i anpartsselskabslovens § 84, stk. 4, fordi selskabet da også hæftede for selskabsskattelovsrenter samt konkursomkostninger, hvilket ikke var tilfældet, hvis der alene påhvilede selskabet et culpaansvar.

I relation til spørgsmålet om den indbyrdes fordeling af ansvar mellem de forskellige erstatningsansvarlige parter havde Højesteret imidlertid anledning til at foretage en vurdering af selskabets subjektive handlemåde. Højesteret slog i den forbindelse fast, at A A/S hæfter for de ulovlige dispositioner, som blev foretaget af D, samt at selskabet må anses for at have handlet forsætligt. Det er således selskabet som selvstændig juridisk person, der har handlet forsætligt, fordi D handlede på selskabets vegne. At A A/S har et regreskrav over for D, som oppebar det tømte selskabs penge på bekostning af skattemyndighederne, ændrer ikke ved, at A A/S - som selvstændig juridisk person - har handlet så ansvarspådragende, at Højesteret karakteriserer handlemåden som forsætlig.

For så vidt angår dommen i SKM2004.139.VLR (TfS 2004, 258 V), er det ikke korrekt, at Vestre Landsret i denne sag fandt, at der ikke forelå en fordring i skattemæssig henseende. Vestre Landsret fandt derimod, at fordringen - regreskravet - ikke kunne danne grundlag for beregning af tab, der er omfattet af kursgevinstlovens § 8, jf. § 1, og som udløser fradragsret. På grund af de af Vestre Landsret opregnede omstændigheder ved fordringens opståen kunne manglende betaling af fordringen således ikke kvalificeres som et fradragsberettiget tab.

Efter SKATs opfattelse foreligger der i nærværende sag ganske tilsvarende omstændigheder. A A/S' regreskrav mod D kan således - som følge af omstændighederne ved regreskravets opståen - ikke danne grundlag for beregningen af et fradragsberettiget tab.

Vestre Landsrets afgørelse er efter SKATs opfattelse udtryk for, at kurstabsfradrag kan være afskåret som følge af overordnede retlige principper, som ikke (specifikt) vedrører beskatningen af kursgevinster og - tab.

Den i retspraksis udviklede driftstabslære bygger på det princip, at et tab opstået som følge af egne dispositioner, der ligger uden for rammerne af en sædvanlig varetagelse af den pågældende virksomhed, ikke kan påvirke indkomstopgørelsen til gunst for den skattepligtige. Efter SKATs opfattelse er dette udtryk for et grundlæggende skatteretligt princip, der tilsvarende er en overordnet forudsætning bag kursgevinstlovens regler.

Denne forudsætning er udtryk for, at kun tab, der har erhvervsmæssig karakter, kan påvirke en erhvervsmæssig virksomheds indkomstopgørelse. Det er SKATs opfattelse, at kursgevinstlovens regler om generel beskatning for selskaber på samme måde hviler på en forudsætning om, at selskabets fordringer og gæld er "erhvervsmæssige" forstået på den måde, at de er erhvervet som led i en sædvanlig varetagelse af selskabets virksomhed. Svigter denne forudsætning svigter også baggrunden for den generelle skattepligt for selskaber.

I denne sag er der enighed om, at A A/S ikke med hjemmel i driftstabslæren (statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a) kan fratrække de idømte erstatningsbetalinger. Et sådant fradrag er udelukket, fordi A A/S' erstatningspådragende handlinger ligger uden for rammerne af den sædvanlige varetagelse af selskabets virksomhed. Efter SKATs opfattelse kan en adfærd, der har påført skattemyndighederne et ganske betydeligt tab, og som af Højesteret karakteriseres som forsætlig, ikke være foretaget som led i en sædvanlig varetagelse af selskabets interesser.

Fradragsret i den foreliggende situation vil derfor stride mod et grundlæggende skatteretligt princip, som også kursgevinstloven bygger på.

SKATs indstilling

SKAT indstiller på den baggrund, at spørgsmål 1 besvares med Nej. Spørgsmål 2 bortfalder herefter som følge af besvarelsen af spørgsmål 1.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling, hvorefter der ikke er fradragsret for det omhandlede beløb, idet der henvises til Vestre Landsrets dom SKM2004.139.VLR (TfS 2004, 258 V).