En af de få undtagelser fra kravet om afdækning i et forsikringsselskab eller en pensionskasse af et pensionstilsagn fra arbejdsgiveren til de ansatte, er de såkaldte "direktørpensionsordninger". Uafdækkede direktørpensionsordninger er ikke omfattet af pensionsbeskatningsloven, hverken afsnit I, II eller II A. Løbende ydelser skal medregnes til den skattepligtige indkomst i henhold til SL § 4, litra c.

Hvis en direktør har modtaget en livsforsikring eller lign. som sikkerhed for sit pensionstilsagn, vil direktørpensionsordningen være omfattet af PBL § 53 A, se nærmere afsnit A.C.3.3.1. Ordningen anses i så fald af lovgiver for afdækket skattemæssigt. Ændringen har virkning for sikkerhedsstillelse m.v., der sker den 7. oktober 2004 eller senere, og for præmier eller bidrag, der indbetales den 7. oktober 2004 eller senere, samt afkast heraf.

     

En kapitaludbetaling til afløsning af et sådant uafdækket pensionstilsagn medregnes i den skattepligtige indkomst, jf. AL § 40, stk. 9 og LL § 7 O, stk. 1, nr. 3. Indkomsten opgøres efter reglen i LL § 7 O, stk. 2. 

Såfremt afløsning af et pensionstilsagn sker ved indbetaling af et engangsbeløb til en ordning omfattet af PBL kap. 1, indgår det indbetalte beløb ikke i den skattepligtige indkomst, jf. PBL § 19. Se som eksempel SKM2003.489.LR, hvor et konkursbo kunne afløse en uafdækket pension ved at indbetale på en livrente for enken efter den tidligere direktør.   

I SKM2006.263.SR blev et engangsvederlag til en direktør i forbindelse med fratræden ved pensionsalderens indtræden anset for afløsningssum for et uafdækket pensionstilsagn omfattet af LL § 7 O, stk. 1, nr. 3.

►Udbetalingen af et engangsvederlag til en direktør skete derimod forud for pensionsalderens indtræden i bl.a. SKM2010.90.LSR. Udbetalingen kunne derfor ikke betragtes som et vederlag til afløsning af et uafdækket pensionstilsagn omfattet af LL § 7 O, stk. 1, nr. 3, men blev sidestillet med  en fratrædelsesgodtgørelse.◄

Se TfS 1997, 2 LSR, her fandt Landsskatteretten, at skatteyderen havde opnået pensionstilsagn i egenskab af at være enke efter den tidligere direktør, hvorfor engangsvederlag skulle beskattes efter den dagældende lov om særlig indkomstskat.     

Se endvidere TfS 1995.135 LSR, hvor en modtager var en begrænset skattepligtig person.    

Virksomheden vil kunne fradrage den løbende pensionsydelse efter SL § 6, litra a. En afløsningssum afskrives over en periode på 7 år eller mere efter AL § 40, stk. 3.  Udgør ydelsen tillige med andre ydelser omfattet af AL § 40, stk. 3 tilsammen mindre end 5 pct. af den samlede lønudgift i yderens virksomhed i det pågældende indkomstår, fradrages de dog fuldt ud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for dette indkomstår.