Der findes en række krav til adgang til kasinoet, åbningstider og indretning af lokaler.

Adgang til kasinoet

Landbaserede kasinoer skal være offentligt tilgængelige. Som en præcisering heraf må dog alene personer over 18 år få adgang til kasinoerne. Se SPILL § 15.

Der må ikke stilles som betingelse, at man skal være medlem af et bestemt selskab, en forening eller lignende for at få adgang til et kasino.

En gæst kan dog afvises efter en konkret vurdering, eksempelvis fordi gæsten tidligere har udvist en adfærd, hvorefter det må antages at vedkommende vil forstyrre den nødvendige ro og orden i kasinoet. Det kan i denne forbindelse fremhæves, at registrering af falskspil eller andre strafbare handlinger ved spillenes afvikling kan medføre afvisning af den eller de personer som gæst i kasinoet i registreringsperioden. Se BEK nr. 1303/2011 § 6, stk. 1.

Det må ikke være tilladt for gæster at anvende elektronisk kalkulationsprogrammel under besøg i det landbaserede kasino. Se BEK nr. 1303/2011 § 2.

Åbningstider

Kasinoer kan som hovedregel holde åbent dagligt mellem kl. 10.00 og 05.00. Der kan dog i den enkelte tilladelse til kasinodrift fastsættes særlige regler om åbningstid. Sådanne særlige bestemmelser vil dermed udgøre en del af de særlige kriterier. Se BEK nr. 1303/2011 § 3.

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.2.1 Generelle kriterier for at udbyde spil i Danmark om information om sondringen mellem generelle og specifikke vilkår.

Indretning af lokaler

Lokaler med gevinstgivende spilleautomater skal sammen med det øvrige kasino udgøre et sammenhængende entréområde. Spillemyndigheden kan dog konkret tillade, at der i særlige, enkeltstående tilfælde afholdes turneringer i et nærtstående lokale.

Enhver gæst skal på begæring under sit ophold i kasinoet forevise legitimation. Se BEK nr. 1303/2011 § 1.