Gevinst og tab opgøres på grundlag af den del af pantebrevsrestgælden, der bortfalder, og forskellen i kursen ved optagelsen/overtagelsen og indfrielsen, jf. TfS 1996, 886. Dette kan også udtrykkes sådan, at gevinsten/tabet skal opgøres som forskellen mellem på den ene side kursværdien af den del af pantebrevsrestgælden, der herved bortfalder, opgjort med kursen på optagelses-/overtagelsestidspunktet, og på den anden side det betalte beløb (afdrag).

Ved kursværdien af pantebrevsrestgælden forstås det beløb, som pantebrevet kan indfries til. Pantebrevsrestgældens kursværdi kan derfor kun sættes til kursværdien af obligationsrestgælden i det omfang, indfrielsesbeløbet opgøres til et beløb svarende til kursværdien af obligationsrestgælden. Da opgørelsen af gevinst/tab skal ske på grundlag af det af realkreditinstituttet opgjorte indfrielsesbeløb, er det i forhold til opgørelsen af gevinst/tab uden betydning, på hvilken måde og til hvilken pris debitor har tilvejebragt indfrielsesbeløbet. Dette gælder også, hvor indfrielsen sker ved indlevering af obligationer, som debitor har anskaffet uden realkreditinstituttets medvirken.

Debitor har optaget lånetVed ordinær indfrielse forekommer der ikke gevinst/tab, da pantebrevet ved kontantlån altid har kurs 100 ved stiftelsen.

Ved hel, ekstraordinær indfrielse opgøres gevinsten/tabet som forskellen - på indfrielsestidspunktet - mellem pantebrevsrestgælden og det ekstraordinære afdrag.

Eksempel: Hel, ekstraordinær indfrielse, hvor debitor selv har optaget lånet

Optagelsestidspunktet:  Pantebrevsrestgæld 90.000 kr.    
         
Indfrielsestidspunktet: Indfrielsesbeløb 69.600 kr.    
  Pantebrevsrestgæld Nominel Kurs * Kursværdi
    80.000 kr. 87 69.600 kr.

 Gevinst: 80.000 kr. - 69.600 kr. = 10.400 kr.

* Ved udtrykket kurs forstås forholdet mellem kursværdien af pantebrevsrestgælden og den nominelle pantebrevsrestgæld. Pantebrevskursen skal beregnes med to decimaler og afrunding sker efter de almindelige afrundingsprincipper.

Ved delvis, ekstraordinær indfrielse opgøres gevinsten/tabet som forskellen mellem nedsættelsen af pantebrevsrestgælden og det ekstraordinære afdrag.

Debitor har overtaget lånetVed ordinær indfrielse opgøres den samlede gevinst/det samlede tab som forskellen mellem kursværdien af pantebrevsrestgælden på overtagelsestidspunktet og samtlige efterfølgende afdrag (=den nominelle pantebrevsrestgæld på overtagelsestidspunktet). Gevinst/tab pr. afdrag opgøres som afdraget x forholdet mellem det nævnte forskelsbeløb og den nominelle pantebrevsrestgæld på overtagelsestidspunktet.

Eksempel: Ordinær indfrielse efter en gældsovertagelse

Overtagelsestidspunktet:      
Pantebrevsrestgæld Nominel Kurs * Kursværdi
  85.000 kr. 104 88.400 kr.

Den samlede gevinst: 88.400 kr. - 85.000 kr. = 3.400 kr. Den samlede gevinst realiseres i takt med betaling af de ordinære afdrag.

Ved hel, ekstraordinær indfrielse opgøres gevinsten/tabet som forskellen mellem på den ene side kursværdien af pantebrevsrestgælden på indfrielsestidspunktet opgjort med kursen på overtagelsestidspunktet og på den anden side det ekstraordinære afdrag.

Eksempel: Hel, ekstraordinær indfrielse efter en gældsovertagelse

Overtagelsestidspunktet:        
  Pantebrevsrestgæld Nominel Kurs * Kursværdi
    85.000 kr. 86 73.100 kr.
Efterfølgende (ordinære) afdrag 5.000 kr.       
Indfrielsestidspunktet:        
  Indfrielsesbeløb  64.800 kr.     
  Pantebrevsrestgæld  Nominel  Kurs *  Kursværdi 
    80.000 kr.  81  64.800 kr. 

Gevinst: 80.000 kr. x 0,86 - 64.800 kr. = 4.000 kr.

Ved delvis, ekstraordinær indfrielse opgøres gevinsten/tabet som forskellen mellem på den ene side nedsættelsen af kursværdien af pantebrevsrestgælden på indfrielsestidspunktet opgjort med kursen på overtagelsestidspunktet og på den anden side det ekstraordinære afdrag.

*) Ved udtrykket kurs forstås forholdet mellem kursværdien af pantebrevsrestgælden og den nominelle pantebrevsrestgæld. Pantebrevskursen skal beregnes med to decimaler og afrunding sker efter de almindelige afrundingsprincipper.