Det er ejeren, der kan foretage afskrivning (se om ejerskab i afsnit E.C.1.1.2). Afgørende for, om et aktiv skal afskrives efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe eller reglerne om delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe, er den brug, ejeren selv gør af aktivet. Et aktiv skal kun afskrives efter reglerne om delvist erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe (blandede aktiver), hvis ejeren selv gør privat brug af aktivet. Hvis ejeren af en virksomhed f.eks. stiller en bil til rådighed for en funktionær, så denne ved siden af den erhvervsmæssige anvendelse kan benytte bilen til privat kørsel, skal bilen således afskrives efter reglerne om afskrivning på udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler og skibe. Se endvidere afsnit E.C.2.4 og E.C.2.5.1.
Driftsmidlerne i et interessentskab afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2 om udelukkende erhvervsmæssig benyttelse, når den pågældende interessent alene benytter driftsmidlet erhvervsmæssigt, men efter reglerne om delvis erhvervsmæssig benyttelse, når han tillige benytter det privat. Er det kun en af interessenterne, der benytter driftsmidlet såvel erhvervsmæssigt som privat, skal han afskrive efter reglerne om delvis erhvervsmæssig benyttelse, medens de øvrige interessenter skal afskrive efter reglerne om udelukkende erhvervsmæssig benyttelse. Den andel af en bil, der tilhører medinteressenten, skal betragtes som en arbejdsgiverbil, og værdien heraf beskattes efter reglerne for firmabiler, jf. LV Almindelig del afsnit A.B.1.9.2.