Efter AMBL § 10, stk. 2, 1. pkt. udgør bidragsgrundlaget for de erhvervsdrivende, der benytter virksomhedsordningen, summen af overførsler fra virksomheden til den skattepligtige, hidrørende fra virksomhedens skattepligtige overskud. Herfra skal fradrages det kapitalafkast, der overføres til den skattepligtige, inden fristen for at indsende selvangivelse for indkomståret udløber. Endvidere indgår i bidragsgrundlaget de beløb, der er overført fra virksomhedens konto for opsparet overskud til den skattepligtige, den dertil svarende virksomhedsskat samt den rentekorrektion, der medregnes til den skattepligtiges personlige indkomst efter VSL § 11, stk. 3. Der henvises til E.G.2.12 og E.G.2.13.3.

For så vidt angår sygedagpenge og lignende overførselsindkomster henvises til E.B.8.3.1.1.

Ved lov nr. 538 af 6. juni 2007 (L 190 2006/07) er indsat § 10 A i lov om arbejdsmarkedsbidrag. Forfattere m.fl. fritages herefter for at betale arbejdsmarkedsbidrag af deres indtægter fra biblioteksafgifter. Godtgørelsessatsen udgør 8,7 pct. og er fastsat i forhold til den gældende sats for arbejdsmarkedsbidrag. Godtgørelsen indgår i bidragsgrundlaget efter arbejdsmarkedsbidragsloven. Godtgørelsen skal medregnes i forfatterens skattepligtige indkomst i det pågældende indkomstår og modregnes i den skattepligtiges slutskat. Teknisk set vil godtgørelsen blive betragtet som indbetalt forskudsskat. I det omfang, at godtgørelsen resulterer i overskydende skat, vil denne blive behandlet efter de almindelige regler, der gælder herom. Det har været nødvendigt at indføre en godtgørelsesordning for de selvstændigt erhvervsdrivende forfattere, der anvender virksomhedsordningen. Når virksomhedsordningen anvendes, opkræves der først arbejdsmarkedsbidrag, når overskuddet tages ud af virksomheden. På det tidspunkt er det ikke muligt at identificere den andel, der kommer fra biblioteksafgiftsbeløb. Det er derfor valgt at kompensere selvstændigt erhvervsdrivende forfattere, der har valgt virksomhedsordningen, i det indkomstår, hvor de modtager biblioteksafgiftsbeløb." Lovændringen har virkning for indkomst erhvervet i indkomståret 2007 eller senere, jf. § 4 i lov nr. 538/2007.

Virksomhedsunderskud I samme omfang, der fremføres negativ personlig indkomst til fradrag i den selvstændigt erhvervsdrivendes personlige indkomst efter PSL § 13, stk. 3 og 4, skal beløbet fradrages i bidragsgrundlaget. Dette fremgår af AMBL § 10, stk. 2, 3. pkt., jf. § 10, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til E.B.8.3.1.1 og E.G.2.14.5.

Ophør Hvis en skattepligtig under virksomhedsordningen afstår sin virksomhed eller ophører med at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, kan den pågældende under visse betingelser vælge at anvende virksomhedsordningen til og med udløbet af det indkomstår, hvori afståelsen eller ophøret finder sted. I denne situation indgår salgssummen i virksomhedsordningen, jf. VSL § 15, stk. 1, 2. og 3. pkt. Indestående på konto for opsparet overskud ved indkomstårets udløb med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat medregnes til den personlige indkomst i det efterfølgende indkomstår, og beløbet indgår i bidragsgrundlaget, jf. AMBL § 10, stk. 2. Der henvises til E.G.2.15.1.2.

Salgssummen indgår også i virksomhedsordningen i den situation, hvor en skattepligtig afstår sin virksomhed eller ophører med at drive selvstændig virksomhed, overtager eller påbegynder en anden virksomhed inden udløbet af indkomståret efter ophørsåret og samtidig fortsætter i virksomhedsordningen. Fortjenesten indgår på den måde i virksomhedens skattepligtige indkomst og vil, når der sker overførsel fra virksomhedsøkonomien til privatøkonomien, indgå som personlig indkomst og hermed også i bidragsgrundlaget, jf. AMBL § 10, stk. 2. Der henvises til E.G.2.15.1.3.

Hvis den pågældende afstår sin virksomhed eller ophører med at drive selvstændig erhvervsvirksomhed og samtidig vælger  at træde ud af virksomhedsordningen, medregnes indestående på konto for opsparet overskud med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat til den personlige indkomst i samme år. Salgssummen indgår i denne situation ikke i virksomhedsordningen. Hvis avancer ved afståelse af virksomhedens aktiver særskilt beskattes som personlig indkomst indgår disse i bidragsgrundlaget efter AMBL § 10, stk. 1. Der henvises til E.G.2.15.1.1.