Det endelige goodwillbeløb fremkommer ved, at restbeløbet kapitaliseres med en individuelt fastsat kapitaliseringsfaktor. Kapitaliseringsfaktoren udtrykker forholdet mellem det forventede årlige afkast i form af en forrentningsprocent og goodwillens forventede levetid som udtryk for, i hvor mange år man kan forvente et afkast på den erhvervede goodwill.

Forrentningen fastsættes til den på overdragelsestidspunktet gældende kapitalafkastsats, jf. VSL § 9, plus 8 pct. Kapitalafkastsatsen er 4 pct. i indkomståret 2009, og den samlede rente udgør således 12 pct. Det fremgår af VSL § 9, at kapitalafkastsatsen kun beregnes én gang årligt. Satsen beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit opgjort af en af Københavns Fondsbørs dagligt udregnet effektiv obligationsrente for årets første 6 måneder. Satsen offentliggøres derfor først medio i året. Den sammensatte forrentningssats skal sikre, at der sker en løbende tilpasning til ændringer i samfundets generelle renteniveau, jf. afsnit E.I.4.1.2.8.

Goodwill kan have varierende levetid, og kapitaliseringsfaktoren må ansættes i forhold hertil. For en virksomhed, hvis produkter efter Landsskatterettens vurdering nærmest havde karakter af standardprodukter, fandt retten, at levetiden på goodwill passende kunne ansættes til 7 år, jf. SKM2002.50.LSR. Ligningsrådet tager udgangspunkt i de 7 år, medmindre afgørende forhold taler for en længere eller kortere levetid, jf. SKM2004.173.LR og SKM2004.174.LR.

Baggrunden for individuel fastsættelse af levetiden på den erhvervede goodwill - og dermed individuel fastsættelse af kapitaliseringsfaktoren - hviler på den forudsætning, at den goodwill, der erhverves fra overdrageren, gradvis erstattes af goodwill, der opbygges af erhververen.

Følgende faktorer kan nævnes som eksempler på, hvad der må antages at være afgørende for levetiden for erhvervet goodwill:

  • Type og kompleksitet af virksomhedens produkter og/eller tjenesteydelser. Eksempelvis må det antages, at goodwill typisk har en længere levetid, hvor der er tale om produktion og/eller salg af helt unikke produkter/tjenesteydelser. Modsat hvor der er tale om produktion/salg af standardiserede og masseproducerede produkter.
  • Produktion/forhandling af et indarbejdet og anerkendt varemærke må antages at have en forlængende effekt på goodwillens levetid.
  • Hvis køber i løbet af kort tid ved etablering af en helt ny virksomhed kan opbygge en goodwill svarende til den, der er knyttet til den aktuelle virksomhed, må goodwill antages at have en forholdsvis kort levetid. Dette gælder eksempelvis mindre håndværksvirksomheder.

I SKM2004.174.LR var hovedaktiviteten charteringvirksomhed med formidling af kontakt mellem befragtere og redere. Ifølge afgørelsen var denne formidling meget afhængig af hovedanpartshaverens personlige kontakter med redere og befragtere, som var opbygget gennem års tillidsfuldt samarbejde med de forskellige redere og befragtere. Der var dog ikke tale om forhold, der talte for at fravige udgangspunktet om en levetid på 7 år.

Eksempler på levetidens betydning for kapitaliseringsfaktoren under forudsætning af en rente på 12 pct. og 13 pct.:

Levetid (år) Kapitaliseringsfaktor (r=12 pct.)  Kapitaliseringsfaktor (r=13 pct.)
1  0,45 0,44
2  0,87 0,86
3  1,26 1,25
4  1,63 1,60
5  1,96 1,93
6  2,28 2,23
7  2,57 2,52
8  2,85 2,78
9  3,10 3,02
10  3,34 3,25
11  3,57 3,46 
12   3,77 3,65 
13   3,97 3,83 
14   4,15 4,00 
15  4,32 4.16 
16   4,48 4,31 
17   4,63 4,45 
18   4,78 4,58 
19   4,91 4,70 
20  5,03 4,82

I TSS-cirkulære 2000-10 var de anførte kapitaliseringsfaktorer afrundede til hele tal. Afhængigt af om der rundes op eller ned kan en sådan afrunding imidlertid føre til, at beskatningsgrundlaget for goodwill bliver højere eller lavere. Udgangspunktet er derfor, at der ikke bør ske afrunding af den beregnede kapitaliseringsfaktor medmindre ligningsmyndigheden og skatteyderen kan nå til enighed herom. Der kan dog ikke foretages en afrunding, som er til ugunst for skatteyderen.

Kapitaliseringsfaktoren udregnes efter nedenstående formel: 

Hvor:
n=levetid
t=tidspunkt(år) og
r=renten

Det er forudsat, at afkastet fra den erhvervede goodwill falder lineært over tid.

Formlens anvendelse kan illustreres med følgende eksempel:

Det antages, at den erhvervede goodwill har en levetid på 4 år, og det er forudsat, at den beregnede rest til forrentning af goodwill er 100 kr. Herefter beregnes det årlige gennemsnitlige afkast fra goodwill tilbagediskonteret til nutiden under anvendelse af diskonteringsfaktoren (1 + r )-n.

Med en startværdi primo år 1 på 100 kr. og en levetid på 4 år er værdien ultimo år 1 faldet til 75 kr. Det gennemsnitlige afkast fra goodwill i år 1 bliver således (100 + 75):2, eller 87,50 kr., der skal tilbagediskonteres 1 år. Med en rente på 12 pct. er nutidsværdien af 87,50 kr. lig med 78,10 kr. (87,50 x (1+0,12)-1).

Primo år 2 er værdien 75 kr., og ultimo år 2 er værdien 50 kr. Det gennemsnitlige afkast for år 2 udgør 62,50 kr., og beløbet tilbagediskonteres 2 år. Nutidsværdien af 62,50 kr. er 49,80 kr. (62,50 x (1+0,12)-2).

Primo år 3 er værdien 50 kr., og ultimo år 3 er værdien 25 kr. Det gennemsnitlige afkast for år 3 udgør 37,50 kr., og beløbet tilbagediskonteres 3 år. Nutidsværdien af 37,50 kr. er 26,70 kr. (37,50 x (1+0,12)-3).

Primo år 4 er værdien 25 kr., og ultimo år 4 er værdien 0 kr. Det gennemsnitlige afkast for år 4 udgør 12,50 kr., og beløbet tilbagediskonteres 4 år. Nutidsværdien af 12,50 kr. er 7,90 kr. (12,50 x (1+0,12)-4).

Summen af de 4 års nutidsværdier er 162,50 kr. (78,10 + 49,80 + 26,70 + 7,90), hvorefter den relevante kapitaliseringsfaktor i det givne eksempel, hvor levetiden er fastsat til 4 år, afrundet udgør 1,63.

Beregningsreglen kan illustreres med følgende eksempler:

Eksempel 1

 

3. sidste år 

2. sidste år 

sidste år

Regnskabsmæssigt resultat 50.000 210.000 430.000
Ikke udgiftsført løn til medarb. ægtefælle   0   0 0
- finansielle indtægter - 12.000 - 10.000 - 8.000
+ finansielle udgifter + 62.000 + 50.000 + 53.000
Ekstraordinære poster 0 0 -75.000
Reguleret resultat 100.000   250.000  400.000

 Reguleret indkomst/vægtet indkomst:

Tredie sidste år 100.000 x 1 100.000
Næstsidste år 250.000 x 2 500.000
Sidste år 400.000 x 3 1.200.000
I alt 1.800.000
Divideret med 6 = gennemsnitsindtjening 300.000
Udviklingstendens:  
(400.000 - 100.000)/2 +150.000
  450.000
- driftsherreløn 50 pct. (min. 250.000 og max. 1 mio. kr.) - 250.000
- forrentning af virksomhedens aktiver bortset  fra goodwill: 7 pct. af 1.000.000 kr. -70.000
Rest til forrentning af goodwill 130.000
Kapitalisering (12 pct./levetid 7 år) faktor 2,57 334.100
Beregnet værdi af goodwill (afrundet) 330.000

Eksempel 2 Som eksempel 1, men der er her tale om en virksomhed, der for ca. 80 pct. vedkommende er ordreproducerende. For det næste regnskabsår har virksomheden, modsat tidligere, alene modtaget ordrer svarende til ca. 30 pct. af den normale omsætning. Det er således overvejende sandsynligt, at virksomheden i det/de kommende år vil få vanskeligt ved at forrente en goodwill på 330.000 kr. I denne situation må den indregnede udviklingstendens anses for at være urealistisk. Der vil derfor skulle ske en efterfølgende regulering af den beregnede værdi i nedadgående retning.

Udgangspunktet for anvendelse af anvisningen er, at virksomheden har aflagt årsregnskab/skatteregnskab for de seneste 3 regnskabsår/indkomstår. Såfremt dette ikke er tilfældet, må anvisningen anvendes med de fornødne tilpasninger.