Berettiget til at foretage indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto er fuldt skattepligtige personer, som i indkomståret har oppebåret lønindtægt eller som indtil 5 år efter etableringen af selvstændig erhvervsvirksomhed, jf. ETBL § 5, oppebærer lønindtægter eller overskud fra den selvstændige erhvervsvirksomhed, og som ved udgangen af indkomståret ikke er fyldt 67 år, ETBL § 2.
Folketinget har den 20. december 2006 vedtaget en ændring af ETBL § 2, således at betingelsen om, at man "ved udgangen af indkomståret ikke er fyldt 67 år", bliver ændret til "til og med indkomståret efter det indkomstår, hvor den pågældende når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension". Ændringen træder i kraft den 1. juli 2009, jf. lov nr. 1587 af 20. december 2006.
Indskuddet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. I TfS 2000, 504 ØLD rejste en skatteyder den 23. september 1996 til Australien, og hans skattepligt til Danmark ophørte samme dato. Han indsendte selvangivelse for 1996, omfattende perioden fra den 1. januar til den 23. september 1996, og fratrak indskud på etableringskonto med 50.000 kr. Indskuddet blev foretaget den 7. maj 1997. Landsretten bemærkede, at han ikke var fuldt skattepligtig til Danmark, da indskud på etableringskontoen blev foretaget, hvilket er en af betingelserne for fradrag. Han var derfor ikke berettiget til fradrag for indskud.
Der kan foretages indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto, selv om den skattepligtige - foruden lønindtægten - har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Efter at etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed eller erhvervelse af virksomhed i selskabsform ved anskaffelse af aktier eller anparter i et selskab har fundet sted, kan fradrag for indskud kun opnås for det indkomstår, hvor etablering eller erhvervelse finder sted, jf. ETBL § 5, og de nærmest efterfølgende 4 indkomstår. Fradrag kan ikke opnås for efterfølgende indkomstår, hvori indskudte beløb endnu ikke er hævet fuldt ud, jf. ETBL § 1, stk. 3. Om ægtefællers etablering, se E.D.2.7. Adgangen til at indskyde på etableringskonto eller iværksætterkonto i etableringsåret og de nærmest efterfølgende 4 indkomstår tilkommer alene skatteydere, der inden etableringen af den selvstændige erhvervsvirksomhed har indskudt på etableringskonto eller iværksætterkonto.
En skatteyder, der havde lønindtægt i Norge og kun renteindtægt i Danmark, kunne fradrage indskud på etableringskonto fuldt ud i den danske renteindtægt, TfS 1984.370.
Der kan ikke foretages indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto efter skatteyderens død, jfr. DBSL § 22, stk. 1, nr. 2.