Afgiftsgrundlaget for de virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget som lønsummen med tillæg af 90 pct., beregnes af den del af virksomhedens lønsum, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden.
 
Har virksomheden ansatte, der både udøver aktiviteter i den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden og andre aktiviteter, skal der ske en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden.
 
Kan virksomheden ikke foretage en faktisk opgørelse af tidsforbruget, skal virksomheden til afgiftsgrundlaget medregne den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Om den skønsmæssige vurdering se afsnit C.4.1.3.

Zoologisk have I SKM2009.760.ØLR fandt Østre Landsret det efter bevisførelsen ikke godtgjort, at dyrepasserne direkte bruger tid på aktiviteter vedrørende opnåelse af sponsorindtægter eller på de dele af sponsorarrangementer mv., der omfatter momspligtige aktiviteter.

Landsretten udtalte endvidere, at det forhold, at dyrepassernes arbejde med havens dyr og anlæg kan have betydning for havens mulighed for at opnå sponsorindtægter og indtægter ved salg af varer fra butik og café ikke er tilstrækkeligt til, at der skal ske en fordeling af lønudgiften til dyrepasserne ved beregning af lønsumsafgift, og at dyrepassernes arbejde således vedrører den afgiftspligtige del del af havens virksomhed, hvorfor der ikke skal ske fordeling af lønudgiften til dyrepasserne ved beregning af lønsum.

Landsretten udtalte videre, at den momsmæssige vurdering af virksomhedens delvise fradragsret efter momslovens § 38 ikke havde afsmittende betydning for vurderingen efter lønsumsafgiftsloven.