Klagen skyldes, at regionen har anset klagerens vederlag fra B A/S vedrørende drift af turistbureauer som momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, ligesom klagerens indtægter fra sommerhusudlejning skal medtages med bruttoomsætningen ved beregning af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1. 

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkats afgørelse ændres.                     

Sagens oplysninger

Klageren, der har været momsregistreret siden 1999 er en virksomhed, der driver nogle turistbureauer samt en række aktiviteter i forbindelse hermed bl.a. salg af souvenirs. Endvidere formidler klageren sommerhusudlejning.

Klageren ejes 100 % af B A/S. Dette selskab har indgået aftale med kommunerne X, Y og Å om, at selskabet skal udføre diverse opgaver, som f.eks. erhvervsfremmende opgaver, drift af turistbureauer mm.     

Der er derfor indgået aftale mellem klageren og B A/S om, at klageren mod vederlag driver et helårsåbent autoriseret turistbureau i X samt et sæsonåbent autoriseret turistbureau i henholdsvis Z og i Ø. Klagerens repræsentant har fremlagt en kopi af aftalen. Klageren fakturerer B A/S for disse aktiviteter med moms.      

For så vidt angår sommerhusudlejningen er der tale om huse, der ikke ejes af klageren, men som regel af private. Lejekontrakterne bliver udfærdiget af klageren, som ligeledes står for al kontakt med lejerne, der også afregner overfor klageren, hvorefter klageren afregner med de enkelte ejere. Udlejningen sker i klagerens eget navn, men for fremmed regning. Der er fremlagt et eksempel på en lejekontrakt samt et eksempel på aftale om udlejning med en ejer af et sommerhus.   

Regionen har fremlagt klagerens årsrapporter for 2002 og 2003 med tilhørende specifikationer.  

ToldSkats afgørelse

Regionen har anset klagerens ydelser i forbindelse med turistbureauerne for omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, hvorfor der ikke skal moms på klagerens fakturering overfor B A/S vedrørende disse ydelser.

Endvidere skal klageren i forbindelse med opgørelsen af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, vedrørende indtægter fra sommerhusudlejningen anvende bruttoomsætningen, dvs. den fulde indtægt fra lejerne af sommerhusene og ikke kun klagerens vederlag. 

For så vidt angår momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, indeholder 6. momsdirektiv ikke nogen fritagelsesbestemmelse, som omfatter turistbureauer. Imidlertid har turistbureauers oplysnings- og informationsvirksomhed siden momsens indførelse i 1967 været fritaget for momspligten. Endvidere følger det af et direktivs retslige status, at det ikke er direkte bindende i de enkelte medlemslande, men derimod skal implementeres i de nationale lovgivninger.

Der skal derfor træffes afgørelse efter den danske bestemmelse. Som følge heraf er vederlagene ikke momspligtige. Klageren skal som en konsekvens heraf afregne lønsumsafgift.     

Vedrørende opgørelsen efter momslovens § 38, stk. 1, er der tale om ydelser omfattet af momslovens § 4, stk. 4, og derfor anses klageren for selv at have leveret den pågældende ydelse med sommerhusudlejning til lejerne. Konsekvensen heraf bliver, at indtægten fra lejerne er den omsætning, som klageren har, mens klagerens afregning overfor ejerne af sommerhusene så må betegnes som en omkostning for klageren, der ikke kan modregnes i fradragsprocenten, jævnfør herved Told- og Skattestyrelsens afgørelse offentliggjort i TfS 1998,463 vedrørende et flyselskab.    

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat principal påstand om, at de omhandlede vederlag fra B A/S ikke er momsfritaget, ligesom det alene er nettoindtægten, dvs. klagerens provision i forbindelse med sommerhusudlejningen, der skal anvendes ved beregning af den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1. Der er endvidere fremsat subsidiær påstand om, at afgørelsen vedrørende momslovens § 38, stk. 1, alene skal have fremadrettet virkning.   

For så vidt angår forholdene omkring turistbureauet har formuleringen af momslovens § 13, stk. 1, nr. 6, ikke tilstrækkelig hjemmel i 6. momsdirektiv, da det alene er rejsebureauer og ikke også turistbureauer, der kan være omfattet af momsfritagelsen.

Dette forhold har Skatteministeriet også været klar over, hvilket tydeligt fremgår af lovforslag L19 fremsat den 3. oktober 2001 om ændring af bl.a. momsloven. Eneste grund til, at lovforslaget ikke blev vedtaget er, at der kom et folketingsvalg i vejen og forslaget blev ikke genfremsat efter valgets afholdelse. 

Der er i øvrigt henvist til EF-Domstolens faste praksis, bl.a. dom af 18. januar 2001 i sag C-150/99 (Stockholm Lindöpark AB). Af denne afgørelse følger det, at klageren kan påråbe sig direktivbestemmelserne direkte, når national lovgivning er i strid med direktivet og til ugunst for borgeren.  

For så vidt angår opgørelsen efter momslovens § 38, stk. 1, er det alene nettoomsætningen af klagerens provisionsindtægter i forbindelse med sommerhusudlejningen, der skal medtages.

Dette synes også bekræftet af praksis hos andre ToldSkat regioner. Såfremt man skulle følge ToldSkatregionens afgørelse ville det betyde, at den samme omsætning principielt medvirker til at begrænse fradragsretten hos såvel klageren som hos sommerhusejeren. I overensstemmelse hermed bør den påklagede afgørelse alene have fremadrettet virkning fra et af Landsskatteretten fastsat tidspunkt.  

Selvom man i øvrigt er enig i, at formelt set er forholdet her omfattet af momslovens § 4, stk. 4, siger denne bestemmelse ikke noget om, hvorledes den delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, skal opgøres. 

Endvidere bør man lægge vægt på transaktionens bruttoresultat, jævnfør herved EF-Domstolens dom af 14. juli 1998 i sag C-172/96 (First National Bank of Chicago). 

Endeligt er der henvist til Landskatterettens kendelse af 21. marts 2005, offentliggjort i SKM2005.363.LSR samt til SKATs udmelding vedrørende opgørelse af fradragsretten i finansielle virksomheder.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Af 6. momsdirektivs artikel 28, stk. 3, b), fremgår der følgende:

"I den i stk. 4 omhandlede overgangsperiode kan medlemsstaterne:

(...)

b) fortsat fritage de transaktioner, der er opregnet i bilag F, på de i medlemsstaten gældende betingelser;  

(...)"

Af 6. momsdirektivs bilag F, nr. 27, fremgår der følgende:

"LISTE OVER TRANSAKTIONER OMHANDLET I ARTIKEL 28, stk. 3, LITRA b)

(...)

27) Tjenesteydelser præsteret af de i artikel 26 omhandlede rejsebureauer og af rejsebureauer, der handler i den rejsendes navn og for hans regning, i forbindelse med rejser inden for Fællesskabet."   

Af momslovens § 4, stk. 1, og stk. 4, fremgår der følgende:

"§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. 

(...)

Stk. 4. Når en formidler af en ydelse handler i eget navn, men for en andens regning, anses formidleren for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse."

Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 8 og nr. 16, vedrørende fritagelser, fremgår der følgende:

"§ 13. Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

8)Administration, udlejning og bortforpagtning af fast ejendom, herunder levering af gas, vand, elektricitet og varme som led i udlejningen eller bortforpagtningen. Fritagelsen omfatter dog ikke udlejning af værelser i hoteller og lign., udlejning af værelser i virksomheder, der udlejer for et kortere tidsrum end 1 måned, udlejning af camping-, parkerings- og reklameplads, samt udlejning af opbevaringsbokse.  

(...)

16) Rejsebureauvirksomhed og turistkontorers oplysnings- og informationsvirksomhed og lign.

(...)"

Af momslovens § 38, stk. 1, vedrørende delvis fradragsret fremgår følgende:

"§ 38. For varer og ydelser, som en registreret virksomhed anvender både til fradragsberettigede formål efter § 37 og til andre formål i virksomheden, kan der foretages fradrag for den del af afgiften, der forholdsmæssigt svarer til omsætningen i den registreringspligtige del af virksomheden.(...)"

Det bemærkes, at der ikke i 6. momsdirektivs bilag F, nr. 27, jævnfør artikel 28, stk. 3, b), er mulighed for at fritage turistbureauers aktivitet for momspligt, men alene rejsebureauer. Den danske regel i momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, er således på dette punkt ikke i overensstemmelse med direktivet. Samtidig er det fastslået i EF-domstolspraksis at fritagelsesbestemmelserne i 6. momsdirektivs artikel 13, skal fortolkes strengt, jævnfør bl.a. EF-Domstolens dom af 18. januar 2001 i sag C-150/99 (Stockholm Lindöpark AB), præmis 25. I overensstemmelse hermed må dette ligeledes antages at gælde fritagelserne efter direktivets bilag F, jævnfør artikel 28, stk. 3, litra b). 

Som følge heraf er regionen ikke berettiget til at anse klageren for at være omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, vedrørende turistbureauaktiviteten.  

Klageren kan derfor fortsat opkræve moms for sine turistbureauydelser i overensstemmelse med momslovens § 4, stk. 1.  

For så vidt angår den delvise fradragsret efter momslovens 38, stk. 1, bemærkes, at der er enighed mellem regionen og klageren om, at klageren er omfattet af momslovens § 4, stk. 4.

Klageren må således anses for selv at have leveret sommerhusudlejningen og modtaget lejeindtægterne herfor. Som følge heraf er det omsætningen ved udlejningen, dvs. den fulde leje, der skal anvendes ved opgørelsen efter momslovens § 38, stk. 1, og ikke kun klagerens provision. Det bemærkes i denne forbindelse, at i Landsskatterettens kendelse af 21. marts 2005, offentliggjort i SKM2005.363.LSR, var der tale om en situation, hvor klageren her ikke var omfattet af momslovens § 4, stk. 4, og således ikke kunne anses for selv at have modtaget og leveret ydelsen. Forholdene findes derfor ikke sammenlignelig med nærværende sag, ligesom forholdene i EF-Domstolens dom af 14. juli 1998 i sag C-172/96 (First National Bank of Chicago) ligeledes ikke findes sammenlignelige, da der her var tale om opgørelsen af beskatningsgrundlaget for valutatransaktioner, og samtidig ikke tale om en formidlingssituation. Endelig ses der ikke at være grundlag for, at regionens afgørelse vedrørende momslovens § 38, stk. 1, alene skal have fremadrettet virkning.  

Den påklagede afgørelse ændres herefter, hvilket er tiltrådt af SKAT, Hovedcentret.