§ 11 fastlægger de situationer, hvor der skal beregnes moms i forbindelse med erhvervelse af varer fra andre EU-lande. Bestemmelsen omhandler kun erhvervelse af varer.

Om overførsel af egne varer fra andre EU-lande, se D.9.2.

§ 11, stk. 2

Ved erhvervelse af en vare forstås efter § 11, stk. 2, erhvervelse af retten til som ejer at råde over en vare, som af sælgeren eller erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til erhververen fra et andet EU-land.

§ 11, stk. 1, nr. 1

Efter bestemmelsen skal der beregnes moms ved erhvervelser mod vederlag af varer fra andre EU-lande, når sælgerens virksomhed er momsregistreret, og erhververen er en momspligtig person eller en ikke momspligtig juridisk person, der er registreringspligtig efter §§ 47 eller 50, se afsnit M, eller som registreres efter §§ 49, 50 a, 51 eller 51 a.

Told- og Skattestyrelsen har i TfS 1998, 632 truffet afgørelse om, at en dansk taxavognmand skulle beregne erhvervelsesmoms af sit køb af en bil i et andet EU-land, når bilen skulle bruges til erhvervsmæssig kørsel her i landet. Den pågældende bil var brugt ved anskaffelsen, men var købt i et andet EU-land uden anvendelse af reglerne for brugtvaremoms. Om brugte varer, se nedenfor.

I SKM2007.668.SR fandt Skatterådet, at en kontrakt mellem en dansk virksomhed og en virksomhed fra et andet EU-land om levering af præfabrikerede bygningsmoduler til brug for den danske virksomheds opførelse af boliger her i landet, skal anses som en aftale om levering af varer. Den danske virksomhed skal derfor betale erhvervelsesmoms i Danmark.

Virksomheden skal selv beregne moms i forbindelse med erhvervelsen af den pågældende vare. Det samlede momstilsvar angives periodevis. Virksomheder, der er registrerede efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a, kan samtidig medregne momsen af den momspligtige erhvervelse til købsmomsen efter lovens almindelige regler.

►Der er dog ikke fradragsret for momsen, hvis erhvervelsen pålægges dansk moms, fordi erhvervelsen er sket under benyttelse af et dansk momsregistreringsnummer, se E.4.◄

Sælger virksomheden udelukkende momsfri ydelser, skal virksomheden også beregne og angive momsen periodisk efter § 64, men har ikke fradragsret for den beregnede moms af erhvervelsen af EU-varerne. Se evt. M.4 og P.9.

Trekantshandel

►Registrerede virksomheder (mellemhandlere), der ved erhvervelse af en vare fra et andet EU-land har opgivet dansk momsregistreringsnummer til sælgeren, kan efter momsbekendtgørelsens § 79, stk. 1, undlade at angive erhvervelsen på momsangivelsen, når det kan godtgøres, at◄

  1. ►varerne er sendt direkte fra ét EU-land til en registreret varemodtager i et andet EU-land, uden at mellemhandleren er registreret i afsender- eller modtagerlandet, og◄
  2. ►varemodtageren svarer afgift på vegne af mellemhandleren.◄

►Derudover skal virksomheden efterleve særlige krav om listeindberetning, se N.4.2.1.◄

Uanset moms i det andet EU-land

Det fremgår af artikel 21 i Rådets forordning (EF) nr. 1777/2005, at den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport, og hvor der er foretaget en erhvervelse af varer inden for Fællesskabet i henhold til artikel 28a i direktiv 77/388/EØF (momslovens § 11, § 48, og § 50), udøver sin kompetence til at pålægge moms, uanset den momsbehandling af transaktionen, der er foretaget i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne er påbegyndt. En eventuel anmodning fra leverandøren af varerne om tilpasning af den moms, han har faktureret og angivet i den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne er påbegyndt, behandles i denne medlemsstat i henhold til dens egne regler.

Køb og salg fra private mv

Der skal ikke betales moms, hvis sælgeren fra det andet EU-land er en ikke-momsregistreret virksomhed eller en privatperson.

Private her i landet skal heller ikke afregne moms af varer, som de køber fra andre EU-lande.

Der gælder dog særlige regler, jf. § 11, stk. 1, nr. 2, og stk. 4, for nye transportmidler. Se D.9.1.

Installations- og monteringsarbejde

Når sælgeren er etableret i , og installerer eller monterer en vare her i landet, skal køber afregne momsen, når køber er en , jf. § 46, stk. 1, nr. 2. Se L.1.2.2.

Brugte varer

Der skal ikke betales erhvervelsesmoms, når varen er momsberigtiget efter reglerne om brugtvaremoms i salgslandet, se R.2.

Landsskatteretten finder i SKM2002.606.LSR, at det er en betingelse for, at der ikke skal betales moms af erhvervelsen, at erhvervelsen rent faktisk er momsberigtiget efter brugtmomsreglerne. 

Landsskatterettens kendelse SKM2002.606.LSR er stadfæstet af Vestre Landsret ved dom af 26. marts 2004, jf. SKM2004.179.VLR. Landsretten fastslog, at sagsøgeren, som var taxavognmand, var erhvervelsesmomspligtig på objektivt grundlag i henhold til momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., af sit køb af en Mercedes bil fra en tysk sælger, idet bilen ubestridt ikke var afgiftsberigtiget i Tyskland efter brugtmomsreglerne, som det urigtigt var angivet i salgsfakturaen. Sagsøgers gode tro med hensyn til, at den tyske sælger havde afgiftsberigtiget bilen efter de særlige regler om brugtmoms, og betingelserne for afgiftsfritagelse herefter var opfyldt, kunne således ikke tillægges vægt ved bedømmelsen af momspligten.

Tredjelande