Bestemmelsen implementer Momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra f) (tidligere 6. momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f) i dansk ret.

Efter bestemmelsen skal der ikke betales moms af ydelser præsteret af selvstændige grupper af personer, der udøver en virksomhed, som er fritaget for moms, eller for hvilken de ikke er momspligtige.

Ydelserne skal være præsteret med henblik på at yde deres medlemmer de for udøvelsen af deres virksomhed direkte nødvendige tjenesteydelser.

Det er en forudsætning, at det enkelte medlems betaling for disse ydelser svarer helt til medlemmets andel i de fælles udgifter, og at momsfritagelsen ikke vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

Efter bestemmelsen er det en betingelse for momsfritagelse, at

• medlemmerne hver især skal være fritaget for moms,
• ydelserne skal være direkte nødvendige for medlemmernes virksomhed,
• medlemmernes betaling skal svare nøjagtigt til deres andel af udgifterne og
• fritagelsen ikke må fremkalde konkurrencefordrejning.

Betingelserne indebærer ifølge lovbemærkningerne, at det kun i meget begrænset omfang vil være muligt at opnå momsfritagelse efter bestemmelsen.

Den omstændighed, at ydelserne skal være direkte nødvendige for medlemmernes virksomhed, forudsætter, at der skal være tale om ydelser, der, selv om de ikke kan betragtes som en integreret del af medlemmernes momsfritagne aktiviteter og fritages som sådan, ikke desto mindre må betragtes som en uundværlig og uadskillelig del af denne specielle aktivitet.

Medlemmernes betaling må ikke overstige egen omkostningsrefusion. Hvert enkelt medlem skal refundere netop dets andel af de fælles udgifter. Der må således ikke ske en omkostningsudligning mellem medlemmerne, og der må hverken oparbejdes underskud eller overskud i forbindelse med aktiviteterne.

EF-domstolen har i sag C-407/07, Stichting, udtalt, at sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), skal fortolkes således, at de tjenesteydelser, som selvstændige grupper leverer til deres medlemmer, er omfattet af den fritagelse, der er fastsat i denne bestemmelse, selv om disse ydelser kun leveres til et enkelt eller nogle af medlemmerne, forudsat at de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Om udgiftsfordelingen og betingelsen om, at ydelserne skal være direkte nødvendige for medlemmernes virksomhed, se også SKM2007.16.SR omtalt nedenfor.

Konkurrencefordrejning

Fritagelsen må ikke kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Konkurrencefordrejning foreligger, når en momsfritagelse påvirker de gældende konkurrencevilkår på markedet til skade for andre virksomheder, der udøver tilsvarende aktiviteter.

Det er tilfældet, hvis det enkelte medlem i kraft af samarbejdet kan få leveret ydelser uden moms, som andre uafhængige virksomheder udbyder med moms.

Ikke alene aktuelle konkurrenceforhold må i den forbindelse tages i betragtning. En fritagelse må således ikke kunne være en hindring for etablering af konkurrerende virksomheder. Er der tvivl om, hvorvidt en momsfritagelse vil kunne skabe konkurrencefordrejning på et senere tidspunkt, kan en fritagelse efter bestemmelsen gøres tidsbegrænset.

Hensynet til lige konkurrencevilkår indebærer, at aktiviteter, der normalt er forbundet med erhvervsvirksomhed, ikke vil kunne fritages efter bestemmelsen. Det betyder f.eks., at ydelser som almindelig administration og edb-behandling for medlemmerne ikke vil kunne fritages.

Momsnævnet traf i TfS 1997, 309 afgørelse om, at foreningen Taksatorringen ikke opfylder betingelserne for at opnå afgiftsfritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, for foreningens levering af vurderingsydelser til medlemsvirksomhederne, som er små og mellemstore forsikringsvirksomheder. Der blev ved afgørelsen henvist til, at en fritagelse reelt ville afskære al konkurrence. Afgørelsen blev af Assurandør-Societetet som mandatar for Taksatorringen indbragt for Østre Landsret. Under retssagen gjorde Taksatorringen gældende, at foreningens ydelser er momsfritaget enten efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, eller efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, om forsikringsvirksomhed mv. Østre Landsret forelagde for EF-domstolen fem præjudicielle spørgsmål om fortolkning af artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f) og artikel 13, punkt B, litra a) i 6. momsdirektiv.

EF-domstolen har i dommen i sag 8/01, Assurandør-Societetet som mandatar for Taksatorringen, udtalt, at det andet og det tredje spørgsmål herefter skal besvares med, at sjette momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), skal fortolkes således, at indrømmelse af momsfritagelse i henhold til denne bestemmelse til en forening som den, der er tale om i hovedsagen - der opfylder alle bestemmelsens øvrige betingelser - skal nægtes, hvis der består en reel risiko for, at fritagelsen i sig selv, aktuelt eller i fremtiden, kan fremkalde konkurrencefordrejning.

Domstolen udtaler endvidere, at det fjerde spørgsmål herefter skal besvares med, at en national lovgivning, hvorefter det er muligt at indrømme en tidsbegrænset fritagelse - som den i hovedsagen omhandlede - i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt fritagelsen vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning på et senere tidspunkt, er forenelig med sjette momsdirektivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), på betingelse af, at fritagelsen forlænges, så længe den pågældende opfylder bestemmelsens betingelser.

Endeligt udtaler EF-domstolen, at det femte spørgsmål herefter skal besvares med, at det ikke har betydning for besvarelsen af det første, andet og tredje spørgsmål, at de største forsikringsselskaber lader taksation af motorkøretøjsskader udføre af deres egne ansatte taksatorer, hvorved de undgår, at disse tjenesteydelser pålægges moms.

I den efterfølgende dom fra Højesteret blev det lagt til grund, at taksatorringens andel af marked for autotaksation udgjorde ca. 25%, mens 6 større forsikringsselskaber med egen taksatororganisation dækkede ca. 70%. De resterende ca. 5% af markedet bestod af 6 mindre forsikringsselskabers køb af momspligtige taksationsydelser hos store forsikringsselskaber. Endvidere lagde Højesteret til grund, at Taksatorringens priser for taksationsydelser var konkurrencedygtige, og at forsikringsselskaber med egen taksatororganisation ikke foretog markedsføring af taksationsydelser. Endelig lagde Højesteret til grund, at der ikke var virksomheder (danske eller udenlandske), der overvejede at etablere sig på markedet med taksationsydelser som forretningsgrundlag.

Under hensyn til at undtagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, skal fortolkes under hensyn til dens formål, der inden for forsikringsområdet må antages at være at give mulighed for større konkurrencemæssig lighed mellem selskaber med egen taksatororganisation, som ikke betaler moms for taksationen, og selskaber uden egen taksatororganisation, og at bestemmelsen skal fortolkes således, at den i praksis får et reelt anvendelsesområde, fandt Højesteret, at der - i hvert fald under hensyn til at de store forsikringsselskabers salg kun udgjorde en uvæsentlig del af det enkelte forsikringsselskabs forretningsområde og kun udgjorde en beskeden del af det samlede marked for autotaksation - måtte bortses fra dette salg ved vurderingen af, om en momsfritagelse for Taksatorringen ville kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

Højesteret fandt derfor, at der med de nuværende forhold på markedet for autotaksation ikke bestod en reel risiko for, at momsfritagelse af Taksatorringen ville kunne fremkalde konkurrencefordrejning, hvorfor Taksatorringens påstand blev taget til følge, jf. SKM2009.501.HR. Se også D.11.10.

SKAT har i SKM2006.395.SKAT udtalt, at efter Landsskatterettens kendelse i SKM2005.363.LSR kan formidling af personbefordring i andres navn og for andres regning ikke længere anses for momsfri. Tidligere afgørelser fra Momsnævnet om momsfrihed må anses for ændret ved Landsskatterettens kendelse. For så vidt angår Momsnævnets afgørelse Mn. 711/80 som ændret ved Mn. 1031/88 om bestillingskontorers formidling af taxakørsel er det dog SKATs umiddelbare opfattelse, at afgørelsen stadig må anses for gældende, idet hjemlen til afgørelsen dog retteligen må anses for at være momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, og ikke nr. 15. Der er her lagt vægt på bestemmelserne om bestillingskontorers virksomhed i §§ 17-23 i bekendtgørelse nr. 220 af 31. marts 2000 om taxikørsel mv. SKAT har i den forbindelse fundet, at en fritagelse efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 20, ikke vil medføre konkurrencefordrejning. SKAT vil derfor indtil videre fortsat indrømme momsfritagelse i overensstemmelse med Momsnævnets afgørelse Mn. 711/80 som ændret ved Mn. 1031/88.

Skatterådet har i et bindende svar, SKM2007.16.SR, anset en sammenslutning af 4 lokalforeninger af en faglig organisation for momsfritaget efter § 13, stk. 1, nr. 20. De 4 foreninger havde således med en samarbejdsaftale dannet et fællessekretariat/sammenslutning, hvis ydelser til de 4 foreninger bestod i en række aktiviteter vedrørende politisk interessevaretagelse på vegne af foreningerne. De 4 foreninger var omfattet af fagforeningsfritagelsen efter § 13, stk. 1, nr. 4. Fællessekretariatet/sammenslutningen havde en politisk ledelse, og skulle varetage opgaver af fagforeningsmæssig karakter, herunder interessevaretagelse og fagforeningspolitisk arbejde. Da sekretariatets arbejde byggede på den fagforeningsmæssige repræsentation, kunne opgaven ikke varetages af konkurrerende virksomhed udenfor det pågældende fagforeningsmæssige regi. Der fandtes derfor ikke at foreligge en reel risiko for, at en momsfritagelse af sekretariatets ydelser kunne medføre konkurrenceforvridning. Sekretariatets udgifter blev dækket forholdsmæssigt af foreningerne ud fra disses medlemstal, og ved hjælp af et fordelingsregnskab mellem foreningerne. Fordelingsregnskabet blev hvert år nulstillet, og de 4 lokalforeninger hæftede endvidere i fællesskab, fordelt efter medlemstal, hvis der opstod uforudsete udgifter. Da sekretariatet varetog fælles opgaver og interessevaretagelse, ansås den fastlagte udgiftsfordeling opgjort på basis af medlemstal for at være et reelt udtryk for den enkelte lokalforenings andel af de fælles udgifter. Endvidere ansås foreningernes indskud i sekretariatet af modtagne tilskudsmidler ligeledes for at udgøre indbetalinger, der svarede til den enkelte lokalforenings andel i de fælles udgifter. Fordelingsregnskabet medførte, at der ikke kunne opbygges et over- eller underskud i sekretariatet. Da det følger af § 13, stk. 1, nr. 20, at de ydelser, der leveres fra sammenslutningen til de momsfritagne eller ikke-momspligtige medlemmer, skal være direkte nødvendige for disse medlemmers virksomhed, måtte de ydelser, som fællessekretariatet leverede alene vedrøre de fritagne eller ikke-momspligtige aktiviteter, som medlemmerne havde, og måtte følgelig ikke vedrøre momspligtige aktiviteter. Da der ikke i øvrigt var momspligtige aktiviteter i fællessekretariatet, ansås betingelserne for momsfritagelse efter § 13, stk. 1, nr. 20, for opfyldt.