Leveringsstedet fastlægges i en række bestemmelser til det sted, hvor den afgiftspligtige leverandør eller aftager har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed (se om begrebet økonomisk virksomhed i C.1.4).
For at afgøre, hvor den afgiftspligtige persons sted for den økonomiske virksomhed er, er det nødvendigt at tage hensyn til en række faktorer, såsom virksomhedens officielle hovedkontor, stedet for dens centrale administration, det sted, hvor ledelsen mødes, og det sted, som regel identisk, hvor virksomhedens overordnede forretningspolitik fastlægges. Andre faktorer, såsom virksomhedsledernes bopæl, stedet, hvor generalforsamlingen afholdes, stedet, hvor administrative dokumenter og regnskabsmateriale opbevares, og stedet, hvor selskabets finansielle transaktioner, især bankforretninger, hovedsageligt foretages, kan endvidere tages i betragtning.
Stedet for den økonomiske virksomhed er således det sted, hvor de væsentlige beslutninger vedrørende den overordnede ledelse af virksomheden bliver vedtaget, og hvor dens centrale administrations funktioner udføres. Den omstændighed, at det sted, hvorfra den afgiftspligtige persons aktiviteter rent faktisk udøves, ikke er beliggende i den medlemsstat, skal ikke udelukke muligheden for, at den afgiftspligtige person har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed der, hvor den overordnede ledelse udøves.
Tilstedeværelsen af en postkasse eller af en navneskilt kan ikke anses for at være udtryk for, hvor den afgiftspligtige person har hjemsted.
EF-domstolen har i dommen i sag C-73/06, Planzer Luxembourg Sàrl, udtalt, at for så vidt angår et selskab som det i hovedsagen omhandlede vedrører begrebet hjemsted for økonomisk virksomhed i trettende direktivs artikel 1, nr. 1, det sted, hvor de beslutninger, der vedrører den almindelige ledelse af selskabet, træffes, og hvor selskabets centrale administration udøves.
Fastlæggelsen af hjemstedet for et selskabs økonomiske virksomhed indebærer, at der skal tages hensyn til en bred vifte af faktorer, herunder først og fremmest selskabets vedtægtsmæssige hjemsted, stedet, hvor selskabets centrale administration befinder sig, hvor ledelsen træffes, og stedet - normalt det samme - hvor selskabets forretningspolitik fastlægges. Andre faktorer, såsom ledernes bopæl, stedet, hvor generalforsamlingen afholdes, hvor administrations- og bogholderiakter opbevares, og stedet hvor selskabets finansielle transaktioner, især af bankmæssig art, foretages, kan endvidere tages i betragtning. En fiktiv etablering, som er kendetegnet ved et »postkasse«- eller »skærm«-firma, udgør således ikke hjemstedet for den økonomiske virksomhed som omhandlet i trettende direktivs artikel 1, nr. 1.