Virksomheder skal registreres som oplagshaver efter nedenstående regler, se i øvrigt de generelle regler om registrering i A.5. Virksomheder, der registreres efter naturgasafgiftsloven, skal også registreres efter CO2-afgiftsloven, se F.5.

Ved anmeldelse til registrering bruges blanket nr. 23.020. Registreringsanmeldelsen omfatter tillige registrering for CO2-afgift. Blanketten kan hentes på www.webreg.dk eller fås ved henvendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

§ 3, stk. 1Virksomheder, der indvinder, fremstiller eller leverer afgiftspligtig gas, samt kraftværker og kraftvarmeværker, der er omfattet af bilag 1 til loven og som anvender naturgas, skal anmelde sig til registrering hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Centrale kraftværker og kraftvarmeværker omfattet af bilaget til loven er følgende:

  • H. C. Ørstedsværket
  • Svanemølleværket
  • Amagerværket
  • Avedøreværket
  • Kyndbyværket
  • Asnæsværket
  • Stigsnæsværket
  • Masnedøværket
  • Fynsværket
  • Enstedværket, inkl. Blok 3
  • Vestkraft, Esbjerg- og Herningværkerne
  • Midtkraft, Studstrup- og Ârhusværkerne
  • Randersværket
  • Nordjyllandsværket
  • Vendsysselværket
  • Skærbækværket
  • Østkraft, Rønneværket

§ 3, stk. 2Ved virksomheder, der leverer afgiftspligtig gas, jf. § 3, stk. 1, forstås distributionsselskaber og transmissionsselskaber, der driver bevillingspligtig virksomhed omfattet af § 10 i lov om naturgasforsyning, samt selskaber, der driver særlige bygasnet.

§ 4Registrerede virksomheder har ret til at modtage gas uden afgift fra andre registrerede virksomheder og fra udlandet.

VaremodtagereDer er ingen registreringsbestemmelse for varemodtagere.

Der er endvidere ikke krav om registrering af virksomheder i andre EU-lande, der har fjernsalg af naturgas og bygas til en privat køber i Danmark. Men ikke-registrerede modtagere af afgiftspligtig gas fra udlandet skal betale afgift ved modtagelsen af gassen, jf. § 13, stk. 1.

Forbrugsregistrering for gas og varme og registrering for mellemhandel af varmeVed lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der sket en ændring af registreringsbestemmelserne, som gør det muligt for større energiforbrugere - på visse betingelser - at blive registreret for forbrug af gas, el og varme. Endvidere kan varmeleverandører - på visse betingelser - blive registreret for mellemhandel af varme.

Betingelser for forbrugsregistrering for gas:

1. Forbrugs- og godtgørelsesgrænser

Som en betingelse for forbrugsregistrering skal virksomhedens årlige forbrug af gas målt pr. afregningsmåler være over 75.000 m3 og godtgørelsen af energi- og CO2-afgift af gas skal samlet set udgøre mindst 90 pct. af afgiften efter gasafgiftsloven og CO2-afgiftsloven.

Endvidere skal gassen leveres direkte af en virksomhed, der er registreret efter gasafgiftsloven hos told- og skatteforvaltningen som leverandør af gas. Ved en leverandør af gas forstås en distributionsvirksomhed eller transmissionsvirksomhed, som transporterer gassen frem til forbrugeren, og som er ansvarlig for aflæsning af afregningsmåleren hos forbrugeren.

2. Restancer:

Virksomheden må ikke være i restance med skatter og afgifter på tidspunktet for ansøgning om registrering.

Betingelser for forbrugsregistrering for varme:

1. Forbrugs- og godtgørelsesgrænser

Som en betingelse for forbrugsregistrering skal virksomhedens årlige forbrug af varme målt pr. afregningsmåler være over 4.000 GJ og godtgørelsen af energi- og CO2-afgift skal samlet set udgøre mindst 90 pct. af energiafgiften og CO2-afgiften, der er indeholdt i varmeleverancen.

Endvidere skal varmen leveres direkte af et afgiftsregistreret centralt kraftvarmeværk eller af en varmeleverandør, der er registreret hos told- og skatteforvaltningen for mellemhandel af varme.

Ved et centralt kraftvarmeværk forstås de værker, der er omfattet af bilaget til bl.a. mineralolieafgiftsloven, fx Fynsværket og Nordjyllandsværket.

Ved en mellemhandler af varme forstås en virksomhed, der transporterer varme fra et centralt kraftvarmeværk til en forbrugsregistreret virksomhed.

2. Restancer:

Virksomheden må ikke være i restance med skatter og afgifter på tidspunktet for ansøgning om registrering.

 

Betingelser for registrering for mellemhandel af varme: 

1. Leveringsgrænser:

Det er en betingelse for at blive registreret som mellemhandler af varme, at virksomheden transporterer varme leveret direkte fra et afgiftsregistreret centralt kraftvarmeværk, og at mindst 50 pct. af varmen transporteres til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme.

Mellemhandleren skal ved anmeldelse til registrering kunne dokumentere overfor SKAT, at mindst 50 pct. af varmen i de seneste 12 måneder er transporteret til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme - eller kunne sandsynliggøre, at den indenfor de kommende 12 måneder leverer mindst 50 pct. af varmen til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme. Ved opgørelsen anvendes mellemhandlerens egne målinger af varme leveret til virksomhederne. 

2. Sikkerhedsstillelse:

Mellemhandlere af varme skal stille sikkerhed overfor told- og skatteforvaltningen for afgiften af den varme, som transporteres til andre forbrugere end virksomheder, der er forbrugsregistret for varme. Sikkerhedens størrelse fastsættes efter reglerne i lov om opkrævning af skatter og afgifter (opkrævningsloven).

3. Restancer:

Virksomheden må ikke være i restance med skatter og afgifter på tidspunktet for ansøgning om registrering.

Ikrafttræden mv.: 

Bestemmelserne er trådt i kraft den 1. september 2004, jf. bekendtgørelse nr. 807 af 12. juli 2004.

Ordningerne om forbrugsregistrering for varme og mellemhandel af varme er nærmere beskrevet i følgende 2 nyhedsbreve:

1) Nyhedsbrev af juli 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering for gas, el og varme (nettoafregning af afgift) og mellemhandlerregistrering for varme).

2) Nyhedsbrev af september 2004 (Energiafgifter - Forbrugsregistrering - Opgørelse af nettoafgift af gas, el og varme og opgørelse af afgiftsindholdet i varme).  

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

Forbrugsregistrering - Justeringer mv. pr. 1. januar 2006 

Der er i hovedtræk tale om følgendende justeringer mv. af ordningen:

1. "Afregningsmålerprincippet" er ændret til et "virksomhedsprincip":

Efter de hidtil gældende regler er det det årlige forbrug pr. afregningsmåler (Gas: 75.000 m3) og (Varme: 4.000 GJ), og godtgørelsens størrelse på 90 pct. af den samlede energi- og CO2-afgiftsbelastning, der er afgørende for, om en virksomhed kan forbrugsregistreres.

"Afregningsmålerprincippet" er blevet ændret til et "virksomhedsprincip", dvs. at de hidtidige krav til forbrugets størrelse og godtgørelsens størrelse for at blive forbrugsregistreret er ændret fra at gælde for hver afregningsmåler til at gælde inden for samme lokalitet. Det betyder bl.a., at en virksomhed, der indenfor samme lokalitet har 2 eller flere afregningsmålere, kan få alle målere omfattet af én forbrugsregistrering, hvormed det er det samlede forbrug inden for lokaliteten og ikke hver enkelt måler, der er afgørende for registreringen. Der er samtidig tale om en administrativ forenkling.  

Ved lokalitet forstås virksomhedens geografiske forretningssted. Har virksomheden flere forretningssteder (flere geografiske lokaliteter) - er det forbruget ved de enkelte lokaliteter, der er afgørende for, om den enkelte lokalitet kan blive omfattet af en forbrugsregistrering.

   

2. Adgangen til forbrugsregistrering for varme er udvidet til også at omfatte virksomheder, der aftager varme fra et decentralt/industrielt gasfyret kraftvarmeværk, der registreres efter gasafgiftsloven, jf. punkt 3 nedenfor:

Betingelserne mv. for forbrugsregistrering for varme fra decentrale og industrielle kraftvarmeværker er de samme som for øvrige forbrugsreregistrerede virksomheder.

 

3. Decentrale/industrielle gasfyrede kraftvarmeværker, der overvejende leverer varme til virksomheder, som er omfattet af punkt 2 ovenfor, kan registreres efter gasafgiftsloven:

1. Leveringsgrænser:

Det er en betingelse for at blive registreret efter gasafgiftsloven, at mindst 50 pct. af varmen leveres til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme.

Værket skal ved anmeldelse til registrering kunne dokumentere over for SKAT, at mindst 50 pct. af varmen i de seneste 12 måneder er transporteret til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme, eller kunne sandsynliggøre, at det inden for de kommende 12 måneder leverer mindst 50 pct. af varmen til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme.  

2. Sikkerhedsstillelse:

Værket skal stille sikkerhed over for SKAT for afgiften indeholdt i den varme, som leveres til andre forbrugere end virksomheder, der er forbrugsregistret for varme. Sikkerhedens størrelse fastsættes efter reglerne i lov om opkrævning af skatter og afgifter (opkrævningsloven).

3. Restancer:

Værket må ikke være i restance med skatter og afgifter, når den ansøger om registrering.

------

Justeringerne og udvidelsen er nærmere beskrevet i Nyhedsbrev af december 2005 (Forbrugsregistrering for gas, el og varme - justeringer mv. af afgiftsreglerne).

Nyhedsbrevet indeholder endvidere et afsnit, hvori der er redegjort nærmere om identifikation af afregningsmålere herunder brug af målestedsidentifikation/aftagenummer (EAN-nummer) for afregningsmålere, der er omfattet af en forbrugsregistrering.

Der vil ved en senere ajourføring ske den fornødne tilretning af Punktafgiftsvejledningen.

 

Forbrugsregistrering - justeringer juni 2008 Ved lov nr. 528 af 17. juni 2008 er der sket en præcisering af reglerne for decentrale/industrielle gasfyrede kraftvarmeværker. Varme fra et værks varmeproduktionsanlæg, som bruger andet afgiftspligtigt brændsel end gas (dvs. olie eller kul), kan leveres uden afgift til virksomheder, der er forbrugsregistreret for varme, efter de samme regler, som gælder for gasbaseret varme fra kraftvarmeværket.

Det er en betingelse, at varmeproduktionsanlægget ligger indenfor samme lokalitet som kraftvarmeværket. Ved lokalitet forstås værkets geografiske beliggenhed/adresse. Det er herved også en forudsætning, at varmen fra kraftvarmeværket og varmeproduktionsanlægget leveres via samme forsyningsnet. Det forudsættes endvidere, at værket er registreret/registres efter mineralolieafgiftsloven eller kulafgiftsloven samt CO2-afgiftsloven.

Decentrale/industrielle gasfyrede kraftvarmeværker, der er registreret for at levere varme uden afgift til virksomheder, som er forbrugsregistreret for varme, kan således på nævnte betingelser også levere varme uden afgift fra rene varmeproduktionsanlæg til forbrugsregistrerede virksomheder.