| Forord Afgift af totalisatorspil fremgår af totalisatorafgiftsloven, lovbekendtgørelse nr. 22 af 16. januar 2006, se nedenstående oversigt.
Loven trådte i kraft i 1950.
Der er i medfør af loven udstedt en bekendtgørelse - bekendtgørelse nr. 878 af 3. december 1999 - om indbetaling af afgift af totalisatorspil.
Lovændringer mv. Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv.:
Lov om afgifter af spil►Folketinget har den 4. juni 2010 vedtaget en ny lov om afgifter af spil, lov nr. 698 af 25. juni 2010. Loven træder i kraft på et senere tidspunkt. Loven er en generel lov, som samler og moderniserer reglerne om afgifter på spil, herunder reglerne om registrering af virksomheder og indbetaling af afgift. Der bliver indført nye afgifter på de typer spil, der bliver tilladt i et liberaliseret marked, herunder online-kasinospil og væddemål. Dette følger af en ny lov om spil, som er vedtaget samtidig med lov om afgifter af spil. De to love vil træde i kraft samtidig. Det følger af lov om spil, at den bl.a. ophæver totalisatorafgiftsloven. Når den nye lov om afgifter af spil træder i kraft, erstatter den bl.a. reglerne om afgift efter totalisatorafgiftsloven. Der vil være tale om en forenkling af reglerne, der dog ikke vil betyde væsentlige ændringer af afgiftsbetalingen. Reglerne i den nye lov om afgifter af spil vil blive indarbejdet i vejledningen, når loven træder i kraft.◄ |