Som led i EU´s kontrol med overholdelse af reglerne på foderområdet, er der indført importrestriktioner på en række produktgrupper af ikke-animalsk oprindelse. Disse produktgrupper er typisk produkter som kan udgøre en sundhedsrisiko eller som kan indeholde ikke EU-godkendt plantemateriale. For disse produktgrupper er der krav om at importsendingen skal kontrolleres af myndighederne, før sendingen kan frigives til omsætning i EU.

Plantedirektoratet er den myndighed, der har ansvar for at udføre importkontrol af disse foderstoffer  og for at give SKAT besked om frigivelse, når produktet er kontrolleret. SKAT undlader at frigive de kontrolpligtige forsendelser indtil importkontrol er gennemført og SKAT har modtaget frigivelsesattest fra Plantedirektoratet.

Plantedirektoratets hjemmeside indeholder en nærmere beskrivelse om reglerne på foderområdet. Se www.pdir.dk Reglerne beskrives kun i korte træk her.

Foder og tilsætningsstoffer til foder af ikke-animalsk oprindelse kan pt. indføres uden forhåndsanmeldelse og kontrol, med mindre produktet er opført på "Importkontrollisten for foder". Listen er offentliggjort på Plantedirektoratets hjemmeside:

"Importkontrollisten for foder"

For de produkter, der er opført på importkontrollisten, skal importøren anmelde varesendingen mindst 24 timer før ankomsten til Danmark til Plantedirektoratet. Ved anmeldelsen skal importøren eller dennes repræsentant anvende blanketten "Forhåndsanmeldelse af foder med særlige importrestriktioner"

Hvis der er tale om foder af animalsk oprindelse eller fødevarer, er Fødevarestyrelsen den nationale kompetente myndighed, der sikrer, at importbestemmelserne overholdes.

Lovgivning:

Lovgivningen, der giver Plantedirektoratet hjemmel til at kontrollere og tilbageholde produktgrupper, der er pålagt importrestriktioner:

  1. Rådets Forordning (EF) 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed. Kommissionen kan med hjemmel i artikel 53, stk. 2, træffe beslutninger om særlig kontrol. De kommissionsbeslutninger, der er taget med baggrund i artikel 53, stk. 2, danner baggrund for de nedenstående importrestriktionsbekendtgørelser. Kommissionsforordningerne er udarbejdet med baggrund i artikel 53, stk. 1, litra b).
  2. Kommissions forordning (EF) Nr. 1135/2009 af 25. november 2009 om særlige importbetingelser for visse produkter, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, og om ophævelse af beslutning 2008/798/EF.
  3. Kommissions forordning (EF) Nr. 1151/2009 af 27. november 2009 om fastsættelse af særlige betingelser for import af solsikkeolie med oprindelse i eller er afsendt fra Ukraine på grund af risiko for forurening med mineralsk olie og om ophævelse af beslutning 2008/433/EF.
  4. Bekendtgørelse nr. 341 af 8. maj 2008 om særlige restriktioner for import af foder med indhold af guar gummi.
  5. Bekendtgørelse nr. 618 af 11. juni 2010 om særlige restriktioner for import af foder med indhold af "Bt 63" -ris (har erstattet bekendtgørelse nr. 271 af 23. april 2008 om særlige restriktioner for import af foder med indhold af "Bt 63" -ris og "LL RICE 601").
  6. Kommissionens Forordning (EF) Nr. 669/2009 af 24. juli 2009 om gennemførelse af Europaparlamentets og Rådets forordning nr. 882/2004 for så vidt angår en mere intensiv offentlig kontrol af visse foderstoffer og fødevarer af ikke-animalsk oprindelse og ændring af beslutning 2006/504/EFG. Kommissionen har med forordningen intensiveret importkontrollen med de foderprodukter, der er opført bilag I i forordningen.
  7. Kommissionens forordning (EU) Nr. 212/2010 af 12. marts 2010 om ændring af forordning (EF) Nr. 669/2009 om gennemførelse af Europaparlamentets og Rådets forordning nr. 882/2004 for så vidt angår en mere intensiv offentlig kontrol af visse foderstoffer og fødevarer af ikke-animalsk oprindelse.