Indhold
Dette afsnit beskriver, hvornår dødsboet får overskydende skat for mellemperioden tilbage.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Eksempler.
Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperioden.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet er omfattet af reglerne for skattefritagne dødsboer.
Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
Bemærk
Når
- dødsboet er udleveret til boudlæg efter DSL § 18 og
- afdøde var gift og samlevende med den efterlevende ægtefælle
er dødsboet også omfattet. Se DBSL § 78, stk. 2.
Se også
Se afsnit C.E.5.1 om de skattemæssige forhold ved skifteformen boudlæg.
Regel
Når beregnet skat for mellemperioden inkl. eventuelle yderligere skatter er mindre end de foreløbige indkomstskatter, har dødsboet betalt for meget i skat for mellemperioden.
Kun når den for meget betalte skat for mellemperioden udgør et grundbeløb eller derover, udbetaler SKAT den overskydende skat til dødsboet. Se DBSL § 15, stk. 5.
Grundbeløbet i § 15, stk. 5 udgør 2.800 kr. (2010-niveau) og reguleres efter PSL § 20. Se DBSL § 15, stk. 7.
Se også
Se afsnit
- C.E.15 om, hvor meget grundbeløbet i DBSL § 15, stk. 5 er reguleret til for dødsåret
- C.E.3.6.3 om reglerne, når dødsboet ændrer status fra solvent til insolvent skifte
- C.E.10.2.1 om skattefradrag for seniorer, når dødsboet er skattefritaget.
Eksempler
Eksempel 1
Eksemplet viser en skatteberegning, hvor overskydende skat for mellemperioden ikke er stor nok til, at SKAT betaler den tilbage.
Det er i eksemplet forudsat, at dødsfaldet er sket i 2011.
Beregning af overskydende skat for mellemperioden |
Beløb |
Samlet mellemperiodeskat |
50.000 |
Samlede foreløbige indkomstskatter |
-52.400 |
Overskydende skat, som SKAT ikke udbetaler til dødsboet, fordi beløbet er under beløbsgrænsen for 2011 |
2.400 |
Eksempel 2
Eksemplet viser en skatteberegning, hvor overskydende skat for mellemperioden er så stor, at SKAT tilbagebetaler den.
Det er i eksemplet forudsat, at dødsfaldet er sket i 2011.
Beregning af overskydende skat for mellemperioden |
Beløb |
Samlet mellemperiodeskat |
50.000 |
Samlede foreløbige indkomstskatter |
-47.200 |
Overskydende skat som SKAT udbetaler til dødsboet |
2.800 |