Indhold
Dette afsnit beskriver de generelle regler om indkomstopgørelsen for den efterlevende ægtefælle og en samlever, når dødsboet er omfattet af DBSL afsnit II.
Afsnittet indeholder:
- Personer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Undtagelse
- Regler for dødsfald før 1. juli 2008.
Se afsnit C.E.14 om definition af en samlever i forstand.
Personer omfattet af reglen
Reglen omfatter den efterlevende ægtefælle, når dødsboet er et selvstændigt skattesubjekt omfattet af DBSL § 3. Den efterlevende ægtefælle og afdøde må ikke være separeret ved dødsfaldet.
Reglen omfatter også en samlever.
Se afsnit C.E.3.5.1 om reglerne, når afdøde og den efterlevende ægtefælle var separeret ved dødsfaldet.
Hovedregel
Den efterlevende ægtefælle og en samlever skal bruge skattelovgivningens almindelige regler for personer i
- dødsåret
- de efterfølgende indkomstår.
Se DBSL § 42, stk. 1.
Det betyder, at den efterlevende ægtefælle beskattes af indtægter og udgifter vedrørende
- sin andel af ægtefællernes hidtidige fælleseje
- sit skilsmissesæreje
- sit fuldstændige særeje.
Se afsnit C.E.14 om forklaring af fælleseje, skilsmissesæreje og fuldstændigt særeje.
Når den efterlevende ægtefælle sælger nogen af sine aktiver til andre end afdødes arvinger og legatarer - mens dødsboet er under skifte - indgår skattepligtig fortjeneste eller tab også i den efterlevende ægtefælles indkomstopgørelse. En fortjeneste eller et tab vedrører ikke dødsboets indkomstopgørelse.
Bemærk
Når nogen af den efterlevende ægtefælles aktiver udloddes til afdødes andre arvinger eller legatarer er den efterlevende ægtefælle ikke skattepligtig af fortjeneste og tab. Se afsnit C.E.3.5.2.2.1.
Undtagelse
DBSL fastsætter en række regler, som afviger fra skattelovgivningens almindelige regler for personer.
Se afsnit
- C.E.3.5.2.1.2 om den efterlevende ægtefælle og en samlever som udlodningsmodtager i afdødes bo
- C.E.3.5.2.1.3 om udlodning af fast ejendom og KGL § 22, stk. 4
- C.E.3.5.2.1.4 om afdødes renteudgifter omfattet af LL § 5, stk. 8
- C.E.3.5.2.2 om regler, der kun gælder for den efterlevende ægtefælle.
Regler for dødsfald før 1. juli 2008
Dette skema viser, hvilke regler der er anderledes, når dødsfaldet er sket før 1. juli 2008:
Hvis dødsfaldet er sket ... |
Så ... |
før 1. juli 2008 |
er en samlever ikke omfattet af reglerne i DBSL kapitel 7, da samlevere først er blevet sidestillet med den efterlevende ægtefælle på visse områder i skattemæssig forstand ved lov nr. 521 af 17. juni 2008. |