Indhold

I dette afsnit beskrives, hvad en kontoførende investeringsforening er, og hvordan den beskattes.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Betingelser
  • Lovens baggrund, formål og historik
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Se også

Se også ligningsvejledningen selskaber og aktionærer 2011-1, afsnit S.G.22 "Investeringsbeviser i kontoførende foreninger", hvor både udbytter og gevinst/tab fra kontoførende investeringsforeninger er beskrevet.

Regel

En kontoførende investeringsforening er et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Foreningen er skattefri, medmindre den driver erhvervsmæssig virksomhed.

Kontoførende investeringsforeningers handel med værdipapirer anses ikke for erhvervsmæssig virksomhed.

Se også

Se også ligningsvejledningen Selskaber og aktionærer 2011-1, afsnit S.C. 6.1 "Foreninger m.v. hjemmehørende her i landet", om erhvervsmæssig virksomhed i relation til foreninger mv. omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6.

Bemærk

Hvis en kontoførende forening opdeles i andelsklasser, beskattes medlemmerne ikke efter reglerne i lov om beskatning af medlemmer af kontoførende foreninger, men efter ABL § 19.

Betingelser

For at en investeringsforening kan anses for kontoførende, skal følgende betingelser være opfyldt:

  1. Investeringsforeningen er skattepligtig i henhold til SEL § 1, stk. 1, nr. 6, og medlemmerne kan ikke sælge deres andel af foreningen til andre end foreningen. Se lov om kontoførende investeringsforeninger § 2, stk. 1, 1. pkt.
  2. Alle medlemmer er berettiget til samme forholdsmæssige andel af årets afkast af hvert enkelt aktiv eller passiv i foreningen eller afdelingen. Se lov om kontoførende investeringsforeninger § 2, stk. 1, 2. pkt.
  3. Andelene skal lade alle medlemmer bære samme forholdsmæssige andel af samtlige årets udgifter i foreningen eller afdelingen bortset fra omkostninger ved foreningens eller afdelingens køb og salg i forbindelse med medlemmernes ind- og udtræden. De forholdsmæssige afkast mv. opgøres efter forholdet mellem andelens pålydende og pålydende af samtlige andele i foreningen eller afdelingen. Se lov om kontoførende investeringsforeninger § 2, stk. 1, 3. og 4. pkt.
  4. Investeringsforeningen har mindst 8 medlemmer, medmindre der sker en effektiv markedsføring over for offentligheden eller større dele heraf med henblik på at bringe antallet af medlemmer op. Koncernforbundne medlemmer, jf. KGL § 4, regnes i denne sammenhæng for ét medlem. Se SEL § 1, stk. 7.

Ad b og c

Betingelserne nævnt under b og c, gælder ikke for medlemmer, som beskattes efter pensionsafkastbeskatningsloven.

Ad d

En kontoførende investeringsforening med mindre end 8 medlemmer, som ikke opfylder de krav, der er nævnt under punkt d, beskattes dog i henhold til SEL § 1, stk. 1, nr. 6, hvis eventuelle investeringsforeningsbeviser i overensstemmelse med et vedtægtsmæssigt krav herom lyder på navn, og hvis der i overensstemmelse med et vedtægtsmæssigt krav herom alene optages medlemmer, der er juridiske personer, og ingen deltagere i de juridiske personer beskattes direkte af gevinst på investeringsforeningsbeviset eller af udlodning fra investeringsforeningen efter reglerne for fysiske personer. Bevisudstedende udloddende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger må ikke kunne optages som medlemmer. Se SEL § 1, stk. 8.

►Ved lovforslag nr. 84, fremsat den 24. november 2010, er der fremsat forslag om, at følgende udgår af SEL § 1, stk. 8, 2. pkt. "og kontoførende investeringsforeninger." Efter forslaget kan kontoførende foreninger fremover godt være medlemmer af bevisudstedende udlodende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger. Forslaget indebærer således, at kontoførende foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, dvs. også kontoførende fåmandsforeninger, jf. SEL § 1, stk. 8, kan være medlemmer af kontoførende og bevisudstedende udloddende investeringsforeninger. Hvis denne del af lovforslaget vedtages, fremgår det af lovforslagets § 14, stk. 11, at ændringen har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2011 eller senere.◄

Ved kontoførende investeringsforeninger forstås endvidere tilsvarende investeringsforeninger, hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Lovens baggrund, formål og historik

Beskatning af medlemmerne i en kontoførende investeringsforening sker i medfør af lov om beskatning af medlemmer af kontoførende investeringsforeninger.

De særlige regler om medlemmer af kontoførende foreninger blev indført i skattelovgivningen i 1962 samtidig med indførelsen af en særlig aktieavancebeskatning.

Ved lov nr. 231 af 2. april 2003 blev en helt ny lov om kontoførende investeringsforeninger indført. Formålet var at tydeliggøre reglerne.

Den seneste lovbekendtgørelse er nr. 471 af 23. maj 2006.

Skemaet nedenunder viser de ændringer der har været i lov om kontoførende investeringsforeninger efter vedtagelsen af lov nr. 231 af 2. april 2003.

Lovfor-slags nr.

Dato

Lov nr.

Dato

Ændring og baggrund for ændringen

Hvor i loven

60

05.11.2003

457

09.06.2004

§ 17 begrænses, således at den ikke gælder overdragelse af aktiver, der beskattes efter lagerprincippet.

§ 7

79

16.11.2005

1414

21.12.2005

Mest konsekvens-
ændringer

§ 6

120

28.01.2009

392

25.05.2009

Baggrunden for denne ændring er, at loven nu åbner mulighed for, at investerings-
foreningsafdelinger opretter andelsklasser.

§ 7

201

22.04.2009

462

12.06.2009

Konsekvens-
ændringer

§ 8

202

22.04.2009

525

12.06.2009

Konsekvens-
ændringer

§ 10

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser vedrørende kontoførende investeringsforeninger.

Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2010.64.SR

Skatterådet bekræfter, at en kontoførende investeringsforening ikke vil være skattepligtig af gevinster på aktier og obligationer, uanset om den kontoførende investeringsforenings gennemsnitlige ejertid måtte være under 5 år, og endvidere bekræftes det, at aktiviteten, herunder omsætningshastigheden, i en kontoførende investeringsforening ikke i sig selv kan føre til, at et medlem, der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, beskattes af den kontoførende investeringsforenings gevinster på aktier og obligationer.

Ikke skattepligtig af gevinster på aktier, uanset at ejertiden er under 5 år.

 

SKM2009.716.SR

Skatterådet bekræfter, at såfremt privatpersoner placerer frie midler i puljeordninger, vil det underliggende aktiv være bestemmende for, om der sker beskatning som aktieindkomst eller kapitalindkomst. Der stiftes ikke nogen egentlig forening eller sammenslutning, som kan have karakter af en skatteretlig selvstændig enhed. Puljen kan således ikke anses for en skatteretlig selvstændig enhed og kan dermed bl.a. heller ikke anses for en kontoførende investeringsforening omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Puljen er transparent og aktieudbytte, der hidrøre fra kundens andel af puljens aktier, skal beskattes direkte hos kunden som aktieudbytte(aktieindkomst), og kundens andel af puljens renteindtægter, skal beskattes hos kunden som renteindtægter (kapitalindkomst).

Ikke anset for en kontoførende investeringsforening, men en puljeordning.

TfS2000,394.SKM

I en sag om tilbagesøgning af udbytteskat, udtalte Skatteministeriets Departement, at akkumulerende og udloddende investeringsforeninger kan betragtes som skattemæssigt hjemmehørende og fuldt skattepligtige i Danmark. Det gælder dog ikke kontoførende investeringsforeninger.

Kontoførende investeringsforeninger anses ikke for skattemæssigt hjemmehørende og fuldt skattepligtige til Danmark.