Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan Landsskatteretten forbereder en klage, og hvordan den træffer afgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Landsskatterettens sagsforberedelse
  • Afledte ændringer
  • Klagers møde med Landsskatteretten
  • Landsskatterettens afgørelse
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

I Landsskatterettens forretningsorden er rettens organisation og opgaver mm. beskrevet. Se BEK nr. 974 af 17/10/2005.

Se også

Afsnit A.A.1.8 "Landsskatteretten".

Landsskatterettens sagsforberedelse

 

  • Opdeling af klagerne i Landsskatteretten
  • Sagsforberedelse
  • Syn og skøn
  • Sagsforberedelse - indstilling

Opdeling af klagerne i Landsskatteretten

Klagesagerne opdeles i:

  • Nævnssager, som afgøres med deltagelse af retsmedlemmer. Se SFL § 13 stk. 1.
  • Kontorsager, som afgøres uden deltagelse af retsmedlemmer. Se SFL § 13 stk. 3 og 4 og BEK nr. 1262 af 24/10/2007.
  • Inddrivelsessager, som afgøres uden deltagelse af retsmedlemmer. Se SFL § 13 stk. 3 og BEK nr. 1262 af 24/10/2007 § 1 stk. 8.

Kontorsagerne er karakteriseret ved at være klager i sagstyper, der generelt er ukomplicerede og som derfor kan afgøres af Landsskatterettens kontorer. Se SFL § 13 stk. 3, bemærkningerne til § 13 i LFF 2005-02-24 nr. 110 og BEK 1262 af 24/10/2007.

Retspræsidenten kan bestemme, at en kontorsag undtagelsesvist skal afgøres som en nævnssag, hvis klagen vedrører et principielt spørgsmål af betydning for fastlæggelse af Landsskatterettens praksis. Se SFL § 13 stk. 3, 2. pkt. og bemærkningerne til § 13 i LFF 2005 2005-02-24 nr. 110.

Inddrivelsessager kan ikke på tilsvarende vis blive til en nævnssag efter retspræsidentens bestemmelse. Se forretningsorden for Landsskatteretten § 24 stk. 2.

Sagsforberedelse

Sagsforberedelsen foretages af Landsskatterettens kontorer. Sagsforberedelsen er som udgangspunkt ens, uanset om det er en nævnssag, en kontorsag eller en inddrivelsessag, men enkelte punkter undlades i forberedelsen af inddrivelsessager.

Sagsforberedelsen består blandt andet af:

  • Underretning om klage til den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse
  • Anmodning til myndigheden om indsendelse af det materiale, der ligger til grund for afgørelsen.
  • Anmodning til myndigheden om udtalelse til klagen eller dele af klagen, hvis Landsskatteretten anser det for hensigtsmæssigt.
  • I særlige tilfælde anmodning til myndigheden om at udarbejde en ny sagsfremstilling, og eventuelt at afgive indstilling om klagens afgørelse.
  • I særlige tilfælde anmodning til myndigheden om at indhente en udtalelse til klagen fra en anden myndighed.
  • I følgende typer af klagesager kan Landsskatteretten anmode myndigheden om at udarbejde en sagsfremstilling og sende den til høring hos klageren:
  • Klager over skatteafgørelser, der ikke er behandlet af et skatteankenævn.
  • Klager over bindende svar.
  • Klager der skal afgøres uden deltagelse af læge retsmedlemmer.
  • Kontormøde med klageren, hvis han har anmodet om møde, eller hvis Landsskatteretten anser et møde for hensigtsmæssigt.

Se SFL § 42 b og §§ 4 - 8, 22  og 25 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten. 

SKAT har en frist på 14 dage til at indsende materiale og komme med en udtalelse, mens fristen for at udarbejde en sagsfremstilling er 1 måned. Landsskatteretten kan fastsætte længere frister i enkelte sager.

Bemærk klager over ejendomsvurdering

Landsskatteretten stiller klagebehandlingen i bero, hvis SKAT oplyser, at der er iværksat en revision, som omfatter den påklagede vurdering. Klageren underrettes skriftligt om berostillelsen. Landsskatteretten genoptager sagsbehandlingen, når revisionen er afsluttet. Se § 5 stk. 2 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Hvis en vurdering af en ejendom er påklaget af en anden end ejeren, skal ejeren have en frist på 14 dage til at udtale sig til klagen, inden klagesagen afgøres. Se § 6 stk. 2 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Bemærk inddrivelsessager

Sagsforberedelsen i inddrivelsessager er forenklet, idet klagen er oversendt fra restanceinddrivelsesmyndigheden og allerede er vedlagt udtalelse mv.

Klager på inddrivelsesområdet har ikke opsættende virkning. Landsskatteretten er derfor undergivet en frist på en måned for sagsbehandling af inddrivelsessager. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor sagen er fuldt oplyst. Se § 25 stk.2 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Syn og skøn

Der kan kræves syn og skøn udmeldt, når en klage er indbragt for et skatteankenævn eller Landsskatteretten. Se SFL § 47 stk. 1.

Se også

Afsnit A.A.11 "Syn og skøn".

Sagsforberedelse - indstilling

Landsskatterettens kontor udarbejder en skriftlig redegørelse med indstilling til klagens afgørelse. Den sendes til udtalelse hos SKAT:

  • Hvis der skal afholdes retsmøde i sagen
  • Hvis SKAT har anmodet herom
  • Eller hvis Landsskatteretten anser det for hensigtsmæssigt.

Se § 9 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Afledte ændringer

Uanset klagens formulering har Landsskatteretten ret til at foretage afledte ændringer. Afledte ændringer kan være til klagerens gunst, såvel som til hans ugunst. Men det er en betingelse, at der er en direkte forbindelse mellem det påklagede forhold og det forhold, ankenævnet ønsker at ændre i ansættelsen. Se SFL § 45, stk.1.

Klageinstanserne er ►ikke ◄bundet af fristerne for ansættelsesændringer i Skatteforvaltningsloven, når der foretages afledte ændringer.

Så længe sagen ikke er afsluttet af klageinstansen, kan klageren trække sin klage tilbage, hvorefter klageinstansen ikke kan gennemføre ændringer.

Eksempel

En skatteyder havde trukket sin klage tilbage fra skatteankenævnet, efter han havde modtaget sagsfremstilling og forslag til afgørelse. Ankenævnet fortsatte sagsbehandlingen og traf afgørelse som foreslået. Landsskatteretten gav klageren medhold i, at ankenævnet ikke havde kompetence til at fortsætte sagsbehandlingen efter tilbagekaldelse af klagen. Se TfS 1995, 641 LSR

Klagers møde med Landsskatteretten

En klager har mulighed for at holde møde med Landsskatteretten. På samme måde har Landsskatteretten mulighed for at afholde retsmøder og kontormøde med klageren. Retsmøder er møde med Landsskatteretten, mens kontormøder er møde med en sagsbehandler i Landskatterettens kontor.

  • Retsmøde
  • Kontormøde

Retsmøde

Landsskatteretten kan afholde retsmøde med klageren hvis:

  • Klageren har anmodet om retsmøde,
  • SKAT har anmodet om retsmøde, eller
  • Landsskatteretten selv finder et retsmøde hensigtsmæssigt

Klager har ikke ret til at udtale sig mundtligt over for Landsskatteretten under et retsmøde, men han kan anmode om at få lejlighed til at udtale sig. Klageren kan ikke anmode om at udtale sig mundtligt i en sag, der afgøres, uden deltagelse af læge retsmedlemmer. Se SFL § 44 stk. 1.

SKAT kan tilsvarende anmode om at få lejlighed til at udtale sig mundtligt over for Landsskatteretten under et retsmøde. Landsskatteretten indkalder klageren til retsmødet, hvis retten imødekommer forvaltningens anmodning. Se SFL § 44 stk. 2.

Landsskatteretten kan nægte at imødekomme anmodning om retsmøde, hvis retten anser mødet for overflødigt. Landsskatteretten skal give klageren skriftligt afslag med vejledning om klagerens ret til et møde med Landsskatterettens kontor. SKAT har ikke en tilsvarende ret til et kontormøde, hvis anmodning om retsmøde er afslået. Men Landsskatteretten kan bede forvaltningen om at være repræsenteret ved et møde med klageren. SFL §§ 43 og 44 stk. 3 og § 12 i forretningsorden for Landsskatteretten.

Landsskatteretten kan også indkalde en klager til et retsmøde, hvis retten anser det for hensigtsmæssigt. Se § 12 i forretningsorden for Landsskatteretten.

Bemærk

Landsskatterettens afslag på retsmøde er ikke en forvaltningsafgørelse, men alene en procesledende beslutning, der ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Afslag på anmodning om retsmøde kan ikke påklages særskilt, men det kan efterprøves af domstolene, hvis Landsskatterettens kendelse indbringes for domstolene. Se TfS 2000,901 HRD.

Kontormøde

Landsskatteretten afholder kontormøde med klager hvis

  • klageren har bedt om kontormøde, eller
  • Landsskatteretten selv finder et kontormøde hensigtsmæssigt.

Klager har ret til at udtale sig ved et møde med Landsskatterettens kontor (en af Landsskatterettens sagsbehandlere), ind til Landsskatteretten har afgjort sagen. Klageren har imidlertid kun ret til ét møde, men han skal dog altid have mulighed for at fremsætte bemærkninger, hvis der fremkommer nye betydningsfulde oplysninger i sagen. Se SFL § 43 stk. 1 og §§ 6 - 8 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

SKAT har ikke en tilsvarende ret til at udtale sig ved et møde med Landsskatterettens kontor. Landsskatteretten kan anmode SKAT om en udtalelse til klagen eller dele af klagen. Se SFL § 43 modsætningsvist og §§ 4 og 5 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Landsskatteretten kan også indkalde en klager til et kontormøde, hvis retten anser det for hensigtsmæssigt. Se § 8 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Landsskatterettens afgørelse

 

  • Opdeling af sager
  • Landsskatterettens beslutningsdygtighed
  • Landsskatteretsmedlem uenig i en afgørelse
  • Krav til Landsskatterettens afgørelser

Se også

Afsnit A.A.1.8 "Landsskatteretten" om Landsskatterettens sammensætning og kompetence.

Opdeling af sagerne

Efter afslutning af sagsforberedelsen henføres en klagesag til en af to sagsgrupper efter kriterier, der er fastlagt af retspræsidenten. Det er:

  • Mere principielle sager, herunder alle sager, der behandles på retsmøde
  • Øvrige sager

Se § 10 stk. 1 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Opdelingen af sagerne afgør, hvordan retten træffer afgørelse.

Landsskatterettens beslutningsdygtighed

Hovedregel (mere principielle nævnssager)

Landsskatteretten træffer afgørelse ved enten skriftlig votering eller ved mundtlig votering på et ikke offentligt retsmøde. For at Landsskatteretten kan træffe en afgørelse skal mindst 3 retsmedlemmer deltage i afgørelsen. Heraf skal mindst en være retspræsidenten eller en retsformand og mindst 2 skal være valgt af Folketinget eller Skatteministeren. Ved stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende. Deltager retspræsidenten ikke i afgørelsen, er retsformandens stemme afgørende i stedet. Se SFL § 13 stk. 1 og §§ 10 - 15 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Bemærk

I sager om registreringsafgift af motorkøretøjer mv. skal mindst to retsmedlemmer være særligt motorsagkyndige medlemmer, der er udnævnt af Skatteministeren. Se SFL § 13 stk. 1 sidste pkt. og § 10 stk. 3 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Undtagelse 1

Kontorchef eller fuldmægtig i Landsskatteretten deltager i afgørelse af en klage (øvrige nævnssager).

Retspræsidenten kan bestemme, at en kontorchef eller fuldmægtig i Landsskatteretten skal deltage i afgørelse af en klage. Hvis voteringen ikke er enstemmig, skal sagen overgå til behandling efter hovedreglen uden deltagelse af medarbejdere i Landsskatterettens kontor. Se. SFL § 13 stk. 2 og § 10 stk. 4 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Undtagelse 2

Afgørelse af klage uden medvirken af retsmedlemmer (kontorsager).

Landsskatterettens retspræsident, en retsformand eller en kontorchef efter retspræsidentens bestemmelse afgør følgende typer sager uden medvirken af ordinære retsmedlemmer:

  • Klager over visse typer af afgørelser bestemt af retspræsidenten. Se SFL 13 stk. 3 og BEK nr. 1262 af 24/10/2007.
  • Afvisning af klage pga. formmangler. Se SFL § 13 stk. 4.
  • Anmodning om genoptagelse af en landsskatteretsafgørelse. Se SFL § 13 stk. 4
  • Tilbagebetaling af klageafgift. Se § 10 stk. 6 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Landsskatteretsmedlem uenig i en afgørelse

Landsskatterettens afgørelse skal oplyse, hvis der har været uenighed om resultat eller begrundelse. Stemmetallet for hver opfattelse skal oplyses, og endvidere om retsformanden deler mindretallets opfattelse. Se § 18 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Krav til Landsskatterettens afgørelser

Landsskatterettens afgørelser skal

  • dateres
  • angive navnene på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen
  • indeholde begrundelse for afgørelsen, herunder Landsskatterettens stilling til klagerens påstande mm., medmindre de anses for uvæsentlige og uden betydning for sagen.
  • begrundes, hvis anmodning om retsmøde er afslået.
  • indeholde vejledning om klage og omkostningsgodtgørelse, medmindre der gives fuldt medhold.
  • indeholde oplysning om afledte ændringer, hvis sådanne er foretaget

Se §§ 17 og 18 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten.

Bemærk

Landsskatteretten kan træffe en afgørelse, hvor det er SKAT, der skal foretage den beløbsmæssige opgørelse efter Landsskatterettens anvisninger

Se § 17 i BEK nr. 974 af 17/10/2005 Forretningsorden for Landsskatteretten. og SKM2006.617.SKAT "Hjemvisning, afgørelse, genbehandling", der fastlægger, hvor den fornyede behandling skal finde sted.

Bemærk

Landsskatterettens afgørelse kan indbringes for domstolene. Se SFL § 48.

Se også

Afsnit A.A.10.1.1 "Klagestruktur og særlige klageregler" om klagevejene.

Afsnit A.A.10.3 "Domstolsprøvelse".

Afsnit A.A.7.4.9 "Klagevejledning".

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
samt tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

TfS2000,901HRD

Landsskatteretten afslog anmodning om retsmøde i forbindelse med klagebehandling af en afgørelse om skattepligtig kørselsgodtgørelse og befordringsfradrag. Rettens afgørelse blev indbragt for domstolene og sagsøgeren påberåbte sagsbehandlingsfejl grundet afslag på retsmøde. Landsretten og efterfølgende Højesteret fandt ikke, at det var en sagsbehandlingsfejl at anmodningen om retsmøde ikke var imødekommet. 

 

Landsskatteretskendelser

TfS 1995, 64LSR

Landsskatteretten tog stilling til, om et skattankenævn havde kompetence til at fortsætte klagebehandlingen efter klageren havde tilbagekaldt sin klage. Klageren fik medhold.