Reglerne i forvaltningslovens kapitel 4 regulerer ligesom offentlighedslovens regler kun spørgsmålet om, i hvilket omfang forvaltningen er forpligtet til at give adgang til aktindsigt.

Den enkelte myndighed er derfor ikke afskåret fra efter eget skøn at give parten/parterne i en sag aktindsigt i videre omfang end fastsat i forvaltningsloven, hvis dette ikke strider mod regler om tavshedspligt. Det gælder, selv om forvaltningsloven ikke ligesom offentlighedsloven indeholder en særlig bestemmelse om meroffentlighed.

Det beror på, at forvaltningsloven er en minimumslov, der indeholder en lovfæstelse af de mindstekrav vedrørende de mest grundlæggende rettigheder, der tilkommer den, der er part i en forvaltningssag. Loven er således ikke til hinder for, at parten tillægges rettigheder og beføjelser, der går videre end loven kræver.

I de tilfælde, hvor en myndighed ikke på grund af tavshedspligt er afskåret fra at give meraktindsigt, forudsætter et afslag på meraktindsigt, at myndigheden udøver et konkret skøn og afvejer de hensyn som taler for at imødekomme anmodningen, over for de hensyn som taler imod. De hovedhensyn, som er bestemmende for skønsudøvelsen under en sådan afvejning, skal også indgå i et skriftligt afslag på meraktindsigt, jf. forvaltningslovens § 24. Se FOB 2009, 5-3 om Afvejning af hensyn og udformning af begrundelse ved afslag på meraktindsigt (J.nr. 2009-1997-601).

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området: