RIM skal følge tilsynet nøje og skal hurtigt gribe ind over for tilsynet, hvis redegørelser, angivelser eller betaling udebliver i betalingsstandsningsperioden.

For at følge et tilsyn er det nødvendigt for RIM at sikre sig, at der fra tilsynets side er iværksat tilstrækkelige initiativer til at følge skyldneren nøje, herunder om skyldneren følger tilsynets anvisninger.

RIM skal følge forløbet af betalingsstandsningen nøje, og misligholder tilsynet/skyldneren sine forpligtelser til at betale skatter og afgifter, skal tilsynet rykkes for den manglende betaling. Udebliver betalingen, skal RIM vurdere, om skyldneren bør erklæres konkurs, ligesom det bør overvejes, om der i tilfælde af manglende dækning for fortrinsberettigede krav kan gøres erstatningsansvar gældende over for tilsynet.

Se i den anledning TfS 2000, 975 HD, hvor et tilsyn havde medvirket ved etableringen af en betalingsstandsning med det formål at få gennemført en akkord med kreditorerne. Ved betalingsstandsningsperiodens begyndelse forelå der ikke forhold, der kunne bevirke, at tilsynet skulle iværksætte instruktioner og kontrolforanstaltninger over for skyldnerens virksomhed ud over det sædvanlige, da bl.a. regnskabet blev varetaget af en regnskabsuddannet medarbejder, og regnskabet var ajour.

Et regnskab udarbejdet under betalingsstandsningen viste modsat det budgetterede regnskab et underskud, hvorfor en akkordordning måtte opgives. Endvidere konstateredes det, at likviditeten var stram. Betalingsstandsningsperioden blev herefter forlænget med det formål at sælge virksomheden, og kreditorerne blev orienteret herom. 2 måneder efter forlængelsen af betalingsstandsningen kunne det beregnes, at driften under betalingsstandsningen ville indebære et driftsunderskud på mere end 100.000 kr., ligesom det kunne konstateres, at der var alvorlige likviditetsproblemer og væsentlige restancer til det offentlige.

Højesteret fandt ikke tilsynets ændring af formålet med betalingsstandsningen ansvarpådragende, men mente, at tilsynet efter konstateringen af den stramme likviditet burde have iværksat skærpende foranstaltninger, såsom hyppigere og mere direkte kontrol af virksomhedens drift. Efter kendskab til virksomhedens økonomiske situation 2 måneder efter den seneste forlængelse af betalingsstandsningsperioden fandt Højesteret, at tilsynet ved at have undladt at iværksætte en skærpende kontrol og ikke have underrettet skifteretten i henhold til KL § 16 d, stk. 2, havde tilsidesat sine pligter og derved var ansvarlig for det tab, der var påført Skatteministeriet. I den konkrete sag var der dog ikke ført det fornødne bevis for, at tabet skyldtes tilsynets ansvarspådragende forhold.

Se også dommen i TfS 2003,89, hvor det beskikkede tilsyn blev pålagt erstatningsansvar for den manglende afregning af A-skatter, der var indeholdt de sidste 2 måneder inden virksomhedens konkurs. Tilsynet fandtes at have handlet ansvarspådragende ved at fortsætte betalingsstandsningen på trods af, at resultatet af virksomhedens drift forværredes og var negativt allerede 4 måneder før konkursen. 

I forbindelse med vurderingen af et eventuelt erstatningsansvar ses der på tilsynets professionsansvar, herunder hvilke tiltag, der er sædvanlige for et tilsyn, og hvorvidt disse sædvanlige tiltag skal udvides eller skærpes. Denne udvidelse eller skærpelse afhænger af den konkrete situation, fx tilsynets vurdering af forventningen til den fremtidige drift, undersøgelser fra tilsynets side inden iværksættelse af betalingsstandsning, vurdering af forslag til kreditorordning, forslag til videre drift af skyldnerens virksomhed og virksomhedens likviditetssituation mm. Der må dog indrømmes tilsynet en vis margin i dets skøn, inden der tages beslutning om videre drift af virksomheden eller ændring af betalingsstandsningens formål.

Der kan ikke her gives nogen facitliste over, hvad der forstås ved sædvanlig kontrol og instruktion fra tilsynets side, men der kan i vurderingen lægges vægt på, om tilsynet er sikret en betryggende opfølgning af virksomhedens drift i form af tilstrækkelig intern kontrol med driften samt opfølgning på regnskaber, herunder budgetter og likviditetsbudgetter samt instruktioner om betaling af skatter og afgifter under betalingsstandsningen.

Tilsynets erstatningsansvar hviler som nævnt på et professionsansvar og de almindelige erstatningsretlige grundsætninger. Ifølge disse grundsætninger påhviler det også den tabslidende part om muligt at søge sit tab begrænset, hvilket kan ske ved at rykke tilsynet for manglende betaling af skatter og afgifter. I tilfælde af udeblevne betalinger trods rykkere må forholdet indberettes til skifteretten, som herefter kan vurdere sagen under hensyn til KL § 16 d, stk. 2. En rykker vil også tydeligt henlede tilsynets opmærksomhed på virksomhedens manglende betalinger af skatter og afgifter.

Viser det sig under en efterfølgende konkurs, at der som følge af svigt hos tilsynet ikke bliver fuld dækning til SKATs fortrinsberettigede krav, bør det overvejes, hvorvidt der skal anlægges erstatningssag mod tilsynet.

Ved siden af RIMs vurdering af, hvorvidt der skal rejses erstatningssag mod tilsynet, kan det også vurderes, hvorvidt der skal rejses erstatningssag mod ledelsen i skyldnerens virksomhed.

RIM skal forelægge spørgsmålet om erstatning for Koncerncentret, der tager endelig stilling til, om der skal rejses erstatningssag.