Forældelseslovens § 18, stk. 4

Det fremgår af ændringen af § 18, stk. 4, i lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer med senere ændringer(forældelsesloven), at forældelse afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om indeholdelse i løn mv.

 

Koncerncentret har den xx. juni 2010 udsendt et styresignal, hvori det præciseres, hvornår en afgørelse om lønindeholdelse har afbrudt forældelsen. Samtidig ophævedes det tidligere styresignal SKM2009.7.SKAT.

1. Hvornår er forældelsen afbrudt ved en afgørelse om lønindeholdelse

Det fremgår af forældelseslovens § 18, stk. 4, at forældelse afbrydes ved restanceinddrivelsesmyndighedens (RIM) underretning til skyldneren om afgørelse om indeholdelse i løn m.v.

Der er således 2 forhold, der begge skal være opfyldt, for at en afgørelse om lønindeholdelse er forældelsesafbrydende. Der skal foreligge

A. en afgørelse om lønindeholdelse og
B. skyldner skal være underrettet om afgørelsen

Vedr. A: RIM skal have truffet en afgørelse om lønindeholdelse.

Alle afgørelser om lønindeholdelser er omfattet, uanset om de er fastsat:

  • med en lønindeholdelsesprocenten efter tabeltræk, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 
  • med en lønindeholdelsesprocent efter en betalingsevnevurdering, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens kap. 6
  • med en lønindeholdelsesprocent med en reduceret procent, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3
  • hvor lønindeholdelsen iværksættes uden forudgående varsel, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 8.

Afgørelsen skal altid være skriftlig og skal overholde de almindelige forvaltningsretlige regler. 
Underretningen til skyldner skal derfor altid oplyse,

  • at afgørelsen har forældelsesafbrydende virkning og
  • indeholde en klagevejledning der angiver, hvordan skyldner kan klage.

Bemærk at forældelsen afbrydes ikke ved varsling om lønindeholdelse. Dette medfører, at hvis et varsel om lønindeholdelse ikke følges op af en afgørelse, er forældelsen IKKE afbrudt.

Det forudsættes desuden, at skyldner opfylder betingelserne for, at der kan foretages lønindeholdelse. RIM kan derfor ikke træffe en afgørelse om lønindeholdelse over for en skyldner uden betalingsevne alene med det formål at afbryde forældelsen men må afbryde forældelsen ved et andet forældelsesafbrydende skridt fx. udlæg.

Se SKM2008.495.SKAT, der nærmere redegør for, hvilke betingelser, der skal være opfyldt for, at RIM kan afsende et varsel og træffe en afgørelse om lønindeholdelse.

Vedr. B: Skyldner skal være underrettet.

Skyldnere anses for underrettet, når afgørelsen om lønindeholdelse er kommet frem.
Underretningen anses for at være kommet frem, når skyldner ved at foretage de handlinger, der er almindelig skik og brug, fx. tømme postkasse på folkeregisteradressen, vil blive bekendt med afgørelsen.

Det er RIM, der har bevisbyrden for, hvornår afgørelsen om lønindeholdelse må antages at være kommet frem og dermed har afbrudt forældelsen. Afgørelse om lønindeholdelse anses normalt for at være kommet frem til skyldner, såfremt underretningen ikke returneres af PostDanmark, hvis den er fremsendt til en registreret adresse, fx. skyldners folkeregisteradresse.

Der er således ikke et krav om, at afgørelsen skal være kommet til skyldners kundskab.

Betingelsen om, at afgørelsen er kommet frem til skyldner, er ikke opfyldt i nedenstående sager - og dermed er forældelsen ikke afbrudt.

  • Hvis lønindeholdelse sker uden underretning af skyldner, da skyldner ikke er tilmeldt folkeregistret eller ikke har oplyst en adresse, hvortil breve kan sendes. Jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 6.

Der vil dog i disse sager kunne udløses en tillægsfrist efter forældelseslovens § 14. Se nedenfor under punkt 4.

  • Hvis underretning om afgørelse om lønindeholdelse returneres af postvæsenet.

2. Hvornår opstår der en ny forældelsesfrist?

Der opstår en ny forældelsesfrist på et krav, som regnes fra

A. det tidspunkt, da der træffes afgørelse om lønindeholdelsens ophør, eller
B. senest fra det tidspunkt, da lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år.

Se forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt.

Vedr. A: Afgørelse om lønindeholdelsens ophør

Selvom RIM som udgangspunkt ikke træffer afgørelser om ophør af en lønindeholdelse, vil RIM dog i 2 situationer sædvanligvis træffe en formel afgørelse om ophør:

  1. Hvis skyldners økonomiske forhold ændrer sig, og RIM herefter, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 9, ændrer lønindeholdelsesprocenten til 0, således at lønindeholdelsen bortfalder, foreligger der en afgørelse om ophør efter forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt., 1. led.
  2. Hvis RIM efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 10, foretager en betalingsevnevurdering og på baggrund af denne konstaterer, at skyldner ikke har en betalingsevne, og at lønindeholdelse dermed skal ophøre, foreligger der en afgørelse om ophør efter forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt., 1. led.

Se også
Afsnit 8.2 i SKM2008.495.SKAT, hvor retningslinjerne for tilbagekaldelser af lønindeholdelser fremgår.
Som følge af forældelseslovens § 19, stk. 6, 2. pkt., skal RIM dog først tilbagekalde lønindeholdelser, når der er gået mindst 365 dage efter at der ikke længere modtages afregninger.

Vedr. B: Lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år

Den status, de enkelte fordringer har i Det fælles lønindeholdelsesregister (DFLS) (primært aktiv, booket, bero), må ikke forveksles med de begreber, der anføres i forældelsesloven.

I relation til forældelse af krav, der er omfattet af en afgørelse om lønindeholdelse, defineres:

Aktiv =  Krav omfattet af en afgørelse om lønindeholdelse, hvor kravet nedbringes med indbetalinger fra lønindeholdelsen.
Bero  =  Krav omfattet af en afgørelse om lønindeholdelse, men kravet nedbringes ikke, idet betalingen tilgår et andet krav eller der lønindeholdes ikke.

Forældelseslovens begreb "bero" svarer i DFLS til

  • aktiv, men ikke-afregnede lønindeholdelser
  • en booket lønindeholdelse
  • et krav omfattet af samme afgørelse, hvor afregningen sker til et andet krav i afgørelse, fx. skat for et ældre indkomstår.

Begrebet bero kan således omfatte både dårligere prioriterede krav i en afgørelse, krav i en afgørelse, hvor der ikke lønindeholdes samt bookede krav.

Hvis RIM træffer afgørelse om, at lønindeholdelsen skal ophøre, efter at lønindeholdelsen har været i bero i mere end 1 år, vil det ikke medføre at begyndelsestidspunktet for den nye forældelsesfrist udskydes. Det afgørende tidspunkt for beregning af begyndelsestidspunktet for den nye forældelsesfrist vil således stadig være udløbet af bero-perioden på 1 år.

2.1. Regnes forældelsesfristen på afgørelsesniveau eller fordringsniveau

Ved en afgørelse om lønindeholdelse afbrydes forældelsen på alle krav, der er omfattet af afgørelsen, forudsat at afgørelsen er kommet frem til skyldner.

Som ovenfor nævnt defineres bero  =  Krav omfattet af en afgørelse om lønindeholdelse, men kravet nedbringes ikke, idet betalingen tilgår et andet krav eller der lønindeholdes ikke.

Forældelsesfristen skal derfor regnes på fordringsniveau (følger det enkelte krav, herunder den enkelte rate) - ikke på afgørelsesniveau.

eksempel

Den 1/1 2010 træffes en afgørelse om lønindeholdelse på følgende krav:

a. Tre krav, fx. restskat 2005, 2006 og 2007 (kategori 1)
b. Et krav, fx. underholdsbidrag (kategori 2) 
c. To krav, fx. tilbagebetalingspligtig kontanthjælp og SU (kategori 3)

  • Lønindeholdelsen vil således først gå til nedbringelse af kategori 1-kravet, restskat 2005 - dette er således aktivt, alle tre kategori 1 krav vil i DFLS stå som aktive, uanset at kun et krav nedbringes.
  • De øvrige tre krav (kategori 2 og 3) vil ikke blive nedbragt, da lønindeholdelsen alene dækker det 1. krav - disse er således bookede i DFLS.

Forældelsen er afbrudt for alle seks krav den 2/1 2010 (er afgørelsen sendt som A-post, anses den for "kommet frem" dagen efter afsendelse)

Vedr. a. løber der ingen ny forældelsesfrist, idet lønindeholdelsen er aktiv, men indkomstårene 2006 og 2007 vil være i "bero", idet betalingen ikke tilgår dem, og efter 1 år vil der starte en ny 3-årig forældelsesfrist.

Vedr. b og c. løber der en ny forældelsesfrist, når lønindeholdelsen har været stillet i bero uafbrudt i 1 år. Den 2/1 2011 starter der derfor en ny forældelsesfrist på typisk 3 år for de tre krav.

3. Særligt vedrørende renter

Afgørelse om lønindeholdelse træffes efter bestemmelsen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 8. Indeholdelsen omfatter foruden den misligholdte gæld renter, omkostninger, gebyrer og udlagte retsafgifter, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1.

Det er Koncerncentrets opfattelse, at løbende renter på en fordring, der er omfattet af en afgørelse om lønindeholdelse, også er omfattet af selve afgørelsen om lønindeholdelse, men ikke af de særlige forældelsesregler vedrørende lønindeholdelse. Dette medfører således, at renter påløbet efter afgørelsens dato kan dækkes forud for hovedkravet.

Bemærk at forældelsesfristen for renter altid er 3 år, uanset om forældelsesfristen for hovedstolen er på 10 år, jf. forældelseslovens § 5, stk. 2.

4. Tillægsfrist efter forældelseslovens § 14.

Hvis RIM er afskåret fra at afbryde forældelsen på grund af

  • ukendskab til skyldnerens opholdssted eller
  • en hindring, som ikke beror på egne forhold

er forældelsen ikke som tidligere suspenderet, men i stedet omfattet af en generel regel om tillægsfrist, jf. forældelseslovens § 14.

Dette medfører, at der gives en tillægsfrist på 1 år i de tilfælde, hvor fordringshaveren på grund af forskellige typer af hindringer er afskåret fra at afbryde forældelsen.

Det vil typisk drejer sig om tilfælde, hvor RIM er afskåret fra at underrette skyldneren om en afgørelse om lønindeholdelse, da personen er uden kendt bopæl og ikke har anført en postadresse.
På det tidspunkt, hvor skyldner tilmeldes en folkeregisteradresse, vil der løbe en frist på 1 år, hvor RIM har mulighed for at gøre skyldner bekendt med kravet og foretage et forældelsesafbrydende skridt. Det er uden betydning, hvornår RIM bliver klar over, at skyldner har en registreret adresse i folkeregistret. Fristen regnes fra registreringsdatoen.

Som eksempel på en anden relevant hindring kan nævnes det tilfælde, at skattemyndighederne ikke kan sagsøge en skyldner, der er bosat i et andet land, fordi den fremmede domstol ikke vil foretage en prøvelse af kravet.

Et andet eksempel findes i Vestre Landsrets dom optrykt i UfR1997.1259 V, hvor et konkursbo efter et aktieselskab blev genoptaget efter at have været sluttet uden behandling efter konkurslovens § 143.

5. Foreløbig afbrydelse af forældelsen efter forældelseslovens § 20 og 21

Hensigten og formålet med §§ 20 og 21, er at kreditor indrømmes en kortere frist i tilfælde af, at kreditor har iværksat retslige skridt, men hvor sagen afsluttes, uden at der sker egentlig afbrydelse af forældelsen. Bestemmelsen benyttes i sager, hvor kreditor har iværksat:

  • Retssag eller andet retsligt skridt uden at dette fører til realitetsafgørelse (fx sagen hæves, afvises e.l.).
  • Rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen (men der tages ikke stilling til fx kravets størrelse)
  • Indbringelse for en administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand
  • Indbringelse for private klage- og ankenævn
  • Begæring om syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag (forudsætter at skyldner har været inddraget i skønnet)
  • Indledning af forhandling om fordringen (Kreditor har bevisbyrden - fristen regnes fra sidste kommunikation mellem parterne)

6. Særligt hvis skyldner har fratrådt sit ansættelsesforhold

Hvis SKAT har truffet en afgørelse om lønindeholdelse, men lønindeholdelsen aldrig gennemføres, da skyldner fx. er fratrådt sit ansættelsesforhold, har SKAT i denne situation opfyldt betingelserne for, at der er sket en egentlig afbrydelse af forældelse, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4:

  1. truffet afgørelse om lønindeholdelse og
  2. afgørelsen er kommet frem til skyldner

og det fremgår herefter af forældelseslovens § 19, stk. 6, at når forældelsen er afbrudt ved underretning om afgørelse om lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye forældelsesfrist fra det tidspunkt, da lønindeholdelsen har været stillet i bero uafbrudt i 1 år.

Er betingelserne for at forældelsesfristen er afbrudt efter § 18, stk. 4, opfyldt, men lønindeholdelsen ikke gennemført, idet der aldrig er sket afregning, starter der derfor en ny forældelsesfrist på typisk 3 år, regnet fra 1 års dagen for det tidspunkt, hvor afgørelsen er kommet frem til skyldner.

7. Afgørelse om lønindeholdelse efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 8.

Hvis skyldner har en aktiv lønindeholdelse, og der kommer en ny fordring til inddrivelse, kan RIM træffe afgørelse uden varsel for det nye krav, hvis lønindeholdelsesprocenten bibeholdes, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 8. Afgørelsen kan udformes, så den også omfatter de fordringer, der allerede er i lønindeholdelse, samt de renter, der er påløbet efter den oprindelige afgørelse. Da forældelsen afbrydes på alle de fordringer, der er omfattet af afgørelsen (hvis den komme frem til skyldner), betyder det, at der sker ny afbrydelse af forældelsen på alle fordringerne.

8. Oversigt over om forældelsen er afbrudt

Selve varslet om lønindeholdelse er relevant for, hvorvidt lønindeholdelsen gyldigt kan iværksættes, men uden betydning for forældelsesfristen og beregningen heraf.


Er der sendt varsel ?
Er der truffet en afgørelse og er den kommet frem ? Aktiv = bliver kravet nedbragt med lønindeholdelsen ?   Er forældelsen afbrudt ?
 JA
 NEJ 
der er ikke truffet en afgørelse
 NEJ  NEJ
uden betydning  JA  JA
 JA
Forældelsen afbrydes løbende i takt med at kravet nedbringes med lønindeholdelsen / der indbetales på kravet. 
uden betydning  JA   NEJ 
lønindeholdelsen går til dækning af et bedre prioriteret krav eller der modtages ikke lønindeholdelse

  JA 
Efter 1 år uden betaling på kravet starter en ny forældelsesfrist (samme frist som kravet har i forvejen, 3, 5 eller 10-årig)
uden betydning
 Afgørelsen er truffet, men er IKKE kommet frem.
Fx. er brevet kommet retur via Postdanmark eller RIM har truffet en afgørelse, men skyldners adresse er ukendt så afgørelsen er ikke afsendt
 JA  NEJ
uden betydning  JA
  JA
men midt i lønindeholdelsesforløbet bliver lønindeholdelsen ikke afregnet eller sat i bero, fx. fratræder skyldner sit arbejde - eller der træffes afgørelse om lønindeholdelse på et bedre prioriteret krav
  JA
men der løber en ny forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor lønindeholdelsen har været i bero i 1 år.