Gældens alder

Gældens alder er et moment der kan indgå i vurderingen af om eftergivelse skal bevilges. Jo ældre gælden er, jo større er muligheden for eftergivelse.

Har skyldner haft henstand i forbindelse med påklage, skal gældens alder først vurderes fra det tidspunkt henstanden udløb.

Hvis der udover ældre gæld er ny gæld, som er anvendt til fornuftige formål for at komme videre efter en økonomisk nedtur, fx. lån til boligindskud, til nødvendig bil, til uddannelse, er dette momenter, der ikke må udelukke en eventuel delvis eftergivelse.

Gæld til private kreditorer

I henhold til de tidligere regler i opkrævningslovens § 15, stk. 3, kunne en afgørelse om eftergivelse alene finde sted hvis skyldner udelukkende eller i overvejende grad havde gæld til det offentlige. Bestemmelsen i § 13, stk. 3 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der træder i kraft den 1. januar 2009 ændrer dette.

Udgangspunktet er herefter, at RIM kan eftergive offentlig gæld, selvom skyldner overvejende har gæld til private, men RIM kan efter en konkret vurdering kan give afslag på eftergivelse på grund af gældssammensætningen og henvise skyldner til i stedet at søge gældssanering ved skifteretten.

Skyldner skal således fortsat henvises til at søge gældssanering ved skifteretten, når det vurderes, at det kun er gennem en gældssanering, at skyldner kan opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold. Det vil derfor fortsat være sådan, at skifteretten behandler sager, hvor skyldner har gæld både til private og offentlige kreditorer, mens RIM behandler sager om eftergivelse, når skyldner primært har gæld til det offentlige.

Bestemmelsen i § 13, stk. 3 anvendelsesområde vil således være tilfælde, hvor de private kreditorer reelt har opgivet at inddrive gælden, således at det alene er gælden til det offentlige, der er et problem for skyldner.