Eftergivelsen kan efter INDOG § 15 tilbagekaldes, såfremt skyldneren
- i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold eller
- groft tilsidesætter sine forpligtelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden
Der kan fx være tale om, at skyldneren gennem længere tid undlader at betale, skønt den pågældende har midler dertil.
Er det fx en konjunkturændring, en almindelig krise indenfor branchen, arbejdsløshed eller sygdom, der er årsag til misligholdelsen, er denne ikke udslag af grov tilsidesættelse af forpligtelserne, og eftergivelsen fastholdes.
Nogle få dages forsinkelse med afdrag kan heller ikke anses for en grov tilsidesættelse. Der må ses både på misligholdelsens omfang og grund.
►Se SKM2010.587.LSR. Landsskatteretten afgjorde, at det var med rette, at RIM havde tilbagekaldt en delvis eftergivelse af gæld med henvisning til INDOG § 15, stk. 1, nr. 2, da klageren groft havde tilsidesat sine forpligtelser ifølge RIMs afgørelse om delvis eftergivelse. Der blev lagt vægt på, at klageren ikke var i god tro omkring modtagelse af et fejlagtigt udbetalt beløb fra SKAT på 64.875,54 kr. Beløbet stammede fra de 170.000 kr., som klageren i henhold til den delvise eftergivelse havde indbetalt til afvikling af den ikke eftergivne del af gælden. Klageren havde dermed udvist manglende betalingsvilje ved ikke at efterkomme SKATs opfordring til at tilbagebetale beløbet. ◄
Mulighederne for bortfald af eftergivelsen skal fremgå af afgørelsen om hel- eller delvis eftergivelse.