Forbehold for modregning

Af afgørelsen om eftergivelse af skattebeløb skal det fremgå, at det eftergivne beløb nedsættes i det omfang, der på årsopgørelsen for det pågældende indkomstår som følge af en senere ansættelsesændring fremkommer en overskydende skat. Dette følger af, at betalt skat som hovedregel ikke eftergives.

Konneks modregning - afskrevne krav

Fordringer, der eftergives efter reglerne i INDOG § 13, stk. 1, søges ikke inddrevet senere og skal endeligt afskrives. Opnår en skatteyder som følge af en ændring af skatteansættelsen for et givet indkomstår en overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag, og der for det samme indkomstår er bevilget eftergivelse af restskat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, eller særlig indkomstskat, skal den afskrevne fordring dog dækkes ved modregning, da den overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold, som den afskrevne fordring (konnekse krav).

Konneks modregning - forældede krav

En fordring, der er ophørt som følge af forældelse eller præklusion, er ikke længere retskraftig og må ikke forsøges inddrevet hos skyldneren, men skal endeligt afskrives. Opnår en skatteyder som følge af en ændring af skatteansættelsen for et givet indkomstår en overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag, og der for det samme indkomstår tidligere er afskrevet restskat, arbejdsmarkedsbidrag, B-skat, tillægsskat eller særlig indkomstskat som forældet mv., skal den afskrevne fordring dog dækkes ved modregning, da den overskydende skat/overskydende arbejdsmarkedsbidrag er udsprunget af samme retsforhold, som den afskrevne fordring (konnekse krav).