| Der findes 4 former for rentebærende lån fra SUstyrelsen. Økonomistyrelsen administrerer SU-lån, når tilbagebetalingspligten indtræder.
Lån 4 er statslån ydet i støtteårene 1982/83 - 1987/88. Lån 5 er studielån ydet i støtteårene 1988/89 - 1990. Lån 6 er studielån - herunder slutlån ydet fra og med støtteåret 1991. Herudover løber endnu et begrænset antal Lån 1, som er statslån ydet i støtteårene 1970/71 - 1974/75. Støtteåret fulgte indtil 31. juli 1990 undervisningsåret (1. august til 31. juli). Det har fra 1. januar 1991 fulgt kalenderåret, idet perioden 1. august - 31. december 1990 udgjorde et selvstændigt (overgangs) støtteår på 5 måneder (støtteåret 1990).
Lån 4 forrentes i uddannelsesperioden med diskontoen minus 3 pct. p.a. Derefter forrentes gælden med den til enhver tid gældende diskonto plus 1 pct. p.a. Lån 5 og Lån 6 forrentes i uddannelsesperioden med 4 pct. p.a. Derefter forrentes gælden med diskontoen plus et tillæg (på højest 1 pct.) eller minus et fradrag. Tillægget/fradraget fastsættes på finansloven for ét år ad gangen.
Låntagere med Lån 4 og/eller Lån 5 - og evt. tillige Lån 6 - skal efter loven om statens uddannelsesstøtte normalt begynde tilbagebetalingen af lånet/lånene, herunder tilskrevne renter, 1 år efter udløbet af det støtteår, hvori uddannelsesperioden er ophørt, dog tidligst 1. august.
Låntagere, som alene har Lån 6 - dvs. som kun har fået lån efter 1. januar 1991 - skal efter loven normalt begynde tilbagebetalingen af lånet, herunder tilskrevne renter, 1 år efter udløbet af det støtteår, hvori uddannelsesperioden er ophørt, dvs. normalt den 1. januar (første gang 1. januar 1993).
Tilbagebetalingen af Lån 4, 5 og 6 sker med lige store af Økonomistyrelsen fastsatte ydelser hver anden måned. Låntager kan vælge at betale med en anden frekvens f.eks. hver måned.
Lån 1 er rentefrit under uddannelsen indtil den støtteberettigende studietid er opbrugt. Derefter forrentes gælden med den til enhver tid gældende diskonto plus 1 pct. p.a. Tilbagebetalingen af Lån 1, herunder tilskrevne renter, skal normalt begynde 1 år efter uddannelsens afslutning eller afbrydelse. Tilbagebetalingen sker med lige store, af Økonomistyrelsen fastsatte ydelser hver tredje måned.
Fælles for alle SU-lånDer kan normalt ikke fastsættes tidligere tilbagebetalingstidspunkter end de ovenfor nævnte, og der kan ikke indgås aftale om tilbagebetaling før disse tidspunkter. Låntagerne kan dog før tilbagebetalingstidspunktet når som helst med frigørende virkning frivilligt indbetale beløb efter eget ønske på deres lån til Økonomistyrelsen, jf. § 49, stk. 6 i Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1408 af 7. december 2007. Ydelserne dækker først de tilskrevne renter, derefter afdrag på hovedstolen. Det samme gælder frivilligt indbetalte beløb før tilbagebetalingstidspunktet. Der kan ikke aftales anden afdragsmetode. Ca. 2 måneder før tilbagebetalingstidspunktet får låntageren en tilbagebetalingsplan fra Økonomistyrelsen. Heraf fremgår bl.a. den samlede rentetilskrivning på lånet, indtil tilbagebetalingen skal begynde (forfaldstidspunktet). De i årets løb tilskrevne renter fremgår af låntagers årsopgørelse. På den første årsopgørelse fra Økonomistyrelsen efter at tilbagebetalingen er påbegyndt, vil den samlede rentetilskrivning frem til den 31. december året før fremgå.
Fradrag for renter kan normalt først foretages, når tilbagebetalingen af lånet/lånene skal begynde i henhold til den af Økonomistyrelsen fastsatte tilbagebetalingsordning. For renter, der tilskrives i uddannelsesperioden og i den tilbagebetalingsfrie periode, er der ydet henstand, indtil tilbagebetalingsordning fastsættes. Derefter kan betalte renter fradrages, og renter tilskrevet i løbet af året fradrages på forfaldstidspunktet, uanset om de er betalt, forudsat at tilbagebetalingsordningen overholdes. Såfremt låntager benytter sig af sin ret til at indbetale frivillige ydelser, før tilbagebetalingspligten er indtrådt, vil de faktisk betalte renter anses for forfaldne på betalingstidspunktet. Årets tilskrevne renter vil ikke kunne fradrages, medmindre de faktisk betales. Kun rentedelen af de indbetalte frivillige ydelser udløser fradragsret.
Af låntagers årsopgørelse fra Økonomistyrelsen vil fremgå, hvor stor en del af årets indbetalinger som udgør betalte renter.
Fra indkomståret 2003 vil Økonomistyrelsen indberette årets fradragsberettigede renter, og disse vil automatisk blive printet på selvangivelsen.
MisligholdelseSåfremt et statslån/studielån (lån 1, 4, 5 eller 6) misligholdes som følge af f.eks. manglende betalinger af renter og afdrag, vil lånet blive opsagt til skadesløs betaling. I en misligholdelsessituation forfalder alle endnu ikke betalte renter, der er påløbet i studietiden, samt renter påløbet indtil misligholdelsestidspunktet, og fradragsretten fremrykkes i denne situation. Alle renter, der ikke tidligere er fratrukket vil i misligholdelsesåret blive indberettet af Økonomistyrelsen og printet automatisk på selvangivelsen. Lånet overgår herefter til inddrivelse i SKAT som en ny fordring. I følge praksis beregnes der kreditrente (lån 4, 5 og 6) af hele det skyldige beløb, herunder tidligere tilskrevne, men ikke betalte renter, til og med 1 måned efter opsigelsestidspunktet. Herefter skal der betales morarenter - simpel rente - af hele gælden. Disse morarenter indberettes efter de sædvanlige regler i skattekontrolloven, idet lånet efter misligholdelse betragtes som et normalt lån i skattemæssig henseende. Eftergivelse af studiegæld efter reglerne i kap. 3 i lovbekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld, er skattefri, jf. LL § 7, nr. 23. Endvidere er for meget udbetalt uddannelsesstøtte, der eftergives efter § 31, stk. 4 i lovbekendtgørelse nr. 983 af 27. juli 2007 om statens uddannelsesstøtte, skattefri efter LL § 7, nr. 23. Renter der tidligere er fratrukket, men ikke er betalt skal genbeskattes jf. LL § 5, stk. 9. |