Ved ægtefællers indkomstopgørelse er det fordelingen af aktiver og passiver og de dertil knyttede indtægter og udgifter, som har størst interesse.

Det følger af KSL § 24 A, at det er den af ægtefællerne som ifølge ægteskabslovgivningen har rådighed over kapitalgodet eller - for så vidt angår kapitaludgifter - hæfter for betalingen, som skal medtage de respektive indtægter og udgifter ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst og kapitalindkomst.

For så vidt angår en eventuel lempelse efter KSL § 24 B af en eller begge ægtefællers udenlandske kapitalindtægter eller indkomst i form af udbytte, se D.C.3.

Ægteskabs-

lovgivningens regler En ægtefælle har ifølge ægteskabslovgivningen rådighed over sin bodel og eventuelle særeje, som er det, den pågældende:

• ejede ved ægteskabets indgåelse
• har modtaget under ægteskabet som arv, gave eller til sit personlige underhold, eller
• under ægteskabet har indtjent eller anskaffet for sin indtjening,

samt det, der træder i stedet herfor.

En ægtefælle hæfter med sin bodel og sit eventuelle særeje - uanset særejets art - for de forpligtelser, der påhviler den pågældende, hvad enten disse er opstået før eller under ægteskabet.

Hvilken af ægtefællerne, der hæfter for en given fordring, afhænger således af, hvilken af ægtefællerne, der har forpligtet sig overfor kreditor ved aftale eller har gjort sig skyldig i et erstatningspådragende forhold.

Bevis for ejerforholdetÆgtefællernes selvangivne fordeling af aktiver og passiver tillægges ikke kun betydning i skattemæssig henseende, men også ved bedømmelsen af ejerforholdet i civilretlig henseende, som f.eks. i relation til kreditorer og i relation til en eventuelt bodeling.

Skattemyndig-

hedernes kontrol med ændring af ægtefællernes fordelingDet betyder imidlertid ikke, at skattemyndighederne ikke kan undersøge ægtefællernes fordeling nærmere, såfremt ægtefællerne fra år til år foretager en væsentligt ændret fordeling af aktiver og passiver og de dertil knyttede indtægter og udgifter. I disse tilfælde vil det ofte være nødvendigt for skattemyndighederne at sikre, at kapitalindtægter ikke er gledet ud, og at kapitaludgifter ikke er medregnet hos begge ægtefæller.

Men også i tilfælde, hvor ægtefællerne et år foretager en væsentligt anden fordeling af kapitalindkomsterne, og denne fordeling ikke er uden skattemæssig betydning, vil skattemyndighederne være berettigede til at ændre den selvangivne fordeling, således at den bliver i overensstemmelse med KSL § 24 A, jf. TfS 1992, 138 LSR.

Vurderingen af, om et aktiv skal henføres til den ene eller den anden ægtefælles bodel eller eventuelle særeje, beror på en konkret bedømmelse af forholdet, hvor følgende momenter kan indgå:

Hvem fremstår som den formelle ejer af aktivet?

• For så vidt angår fast ejendom, bil og båd er spørgsmålet, hvem der er registreret som ejer.
• For så vidt angår andre aktiver kan det formelle ejerskab f.eks. fremgå af købekontrakten.

Hvem har finansieret aktivets erhvervelse?

• Såfremt der ikke foreligger bevis for det formelle ejerforhold, eller det formelle ejerforhold har formodningen mod sig, fordi den pågældende ægtefælle ikke har haft de fornødne midler til sin rådighed, må skattemyndighederne undersøge, hvordan erhvervelsen er finansieret, se f.eks. TfS 1997, 415 ØLD. Det kunne f.eks. være, at aktivet er erhvervet ved arv eller som gave, der er gyldigt overdraget.

Se Østre Landsrets dom af 21. januar 1993 offentliggjort i TfS 1993, 51 ØLD, hvor den fulde fradragsret for prioritetsrenter vedrørende en i lige sameje erhvervet ejendom blev tillagt manden i forbindelse med en samlivsophævelse i 1988. Landsretten lagde til grund, at der gennem en årrække havde foreligget en aftale om fordeling af rentefradragsretten til fordel for manden, samt at den senere bodelingsoverenskomst naturligt måtte forstås således, at denne aftale også var gældende for 1988.

Bindende retshandler mellem ægtefællerVed undersøgelse af ægtefællernes fordeling af aktiver og passiver skal skattemyndighederne være opmærksomme på, at ægtefællerne ifølge ægteskabslovgivningens regler kan indgå bindende retshandler med hinanden.

Der er således intet til hinder for, at ægtefæller kan indgå en aftale om udlån, og at dette lån skal forrentes.

Hvorvidt SKAT kan tilsidesætte en sådan aftale, må bero på en konkret bedømmelse af aftalen og dens indhold.

Såfremt den ene ægtefælle overdrager et aktiv, der ikke benyttes erhvervsmæssigt, til den anden ægtefælle, følger det af KSL § 26 B, at den ægtefælle, som overdrager aktivet, ikke skal medregne en eventuel fortjeneste eller tab ved overdragelsen. Dette gælder både overdragelse fra særeje til fælleseje og omvendt.

Aktivet anses til gengæld for erhvervet af den anden ægtefælle på samme tidspunkt, for samme beløb og til samme formål som ved den oprindelige anskaffelse.

Dette gælder også, selvom et aktiv, f.eks. en fast  ejendom, erhverves ved en tvangsauktion.

Om overdragelse mellem ægtefæller omfattet af KSL §§ 26 A, stk. 2 og 26 B se E.I.7.1.

LigedelingSåfremt det ikke kan afgøres, hvem af ægtefællerne et indkomstskattepligtigt beløb vedrører, skal hver af ægtefællerne medregne halvdelen, jf. KSL § 24 A.

Denne regel finder også anvendelse i de tilfælde, hvor det er ægtefællerne, der er i tvivl om, hvem der ejer det pågældende aktiv, eller hvem den aktuelle gældspost påhviler, jf. TfS 1987, 87 LSR.