Parter

H1 Shipping A/S
(Advokat Lars N. Vistesen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Lars Apostoli)

Afsagt af byretsdommer

Poul Henrik Pedersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøgeren, H1 Shipping A/S, driver virksomhed ved køb og salg af ... produkter. I 1995 lejede sagsøgeren kajplads i G1 i England. Den lejede kajplads blev fremlejet til sagsøgerens engelske datterselskab, H1 Shipping UK Ltd. I 2001 kollapsede kajen. Efter en voldgiftssag, som blev afsluttet i 2003, har sagsøgeren forligsmæssigt betalt 65% af genopførelsesudgifterne samt 100% af modpartens advokatomkostninger, i alt 24.931.510 kr. Denne sag, som er anlagt den 2. februar 2009, angår spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren har fradragsret for denne udgift samt for et nedslag i lejen hos datterselskabet i 2003 på 1.904.526 kr.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om principalt at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2003 skal nedsættes med 26.836,036 kr. Subsidiært har sagsøgeren nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret skal nedsattes med 24.931.510 kr.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Den 4. november 2008 stadfæstede Landsskatteretten, at SKAT ikke havde godkendt de nævnte fradrag.

Det hedder i Landsskatterettens kendelse bl.a.

"...

Generelle oplysninger

H1 Shipping A/S beskæftiger sig med køb og salg af ... i Norge til kunder i Nordeuropa og England. Købet af ... sker primært fra det koncernforbundne selskab H2 AS, som H1 Shipping A/S ejer 64 % af (rettelig 66,40 %). Til og med 2002 forestod H1 Shipping A/S også transporten af varerne dels i egne pramme vha. lejede slæbebåde, og dels i lejede skibe med egne læsnings- og losningsfaciliteter. Fra og med 2003 er transporten skilt ud fra H1 Shipping A/S til et nystiftet og 100 % ejet datterselskab H1 Chartering ApS. Dette datterselskab er beskattet efter tonnageskatteloven (rederivirksomhed).

H1 Shipping A/S ejer

H1 Chartering ApS -100 %, rederi.
H1 Shipping Norge AS -100 %, handelsvirksomhed.
H1 Shipping UK Ltd. -99 %, handelsvirksomhed.
H2 AS -64 % (66,40 %), ...

Udgifter til genopbygning af kaj

...

H1 Shipping A/S (H1 DK) ejer 99 % af det engelske datterselskab H1 Shipping (UK) Ltd. (H1 UK). Direktør i H1 DK, A sidder i bestyrelsen i H1 UK.

H1 UK blev oprettet i 1995 til at stå for salget af ... i England. ... er en blanding af mindre ... (affaldsprodukter) som er blandet med større ... (ædelprodukter). Baggrunden for oprettelsen af det engelske selskab skyldes skattemæssige overvejelser.

H1 DK har i 1995 indgået en lejeaftale med G1 Ltd. i England. Aftalen omfattede kajplads 7 og 8 i G1 der ligger ... munding på nordsiden. Kajpladserne er samtidig fremlejet til H1 UK på samme vilkår og for samme leje. H1 UK har betalt lejen direkte til G1 og H1 DK har ikke beskæftiget sig ikke med driften af kajen i England. Grunden til at kontrakten er indgået mellem G1 og H1 DK og ikke H1 UK var et ønske fra G1, baseret på deres tidligere erfaringer.

I 1997 er der indgået en supplerende aftale mellem H1 DK og H1 UK, hvori det er præciseret, at H1 UK pr. 1. januar 1997 indtræder i alle forpligtelser og rettigheder som H1 DK har overfor G1.

I 2001 er en del af kajen styrtet sammen. Parterne har været uenige om, hvorvidt sammenbruddet skyldtes, at kajen er i nærheden af 100 år gammel, eller om der er læsset for meget gods op på den. I 2002 og 2003 er der pågået tekniske undersøgelser for at klarlægge ansvaret.

G1 har anlagt voldgiftssag mod H1 DK i 2003, da G1 betragter H1 DK som ansvarlig. Alle H1 koncernens omkostninger ved voldgiftssagen er betalt af H1 UK. H1 UK har herefter modtaget omkostningsdækning fra H1 DK.

I forløbet har G1 tilbudt et udenretligt forlig, som vil pålægge H1 DK at betale 65 % af genopbygningsomkostningerne. Den 19. december 2003 har H1 DK indgået forliget med G1 efter råd fra advokater m. v., da en engelsk voldgiftsafgørelse kan ankes og sagen derfor ville kunne fortsætte i årevis.

Da H1 UK var den forsikrede, og da H1 DK havde afholdt omkostningerne lagde H1 DK sag an mod H1 UK med krav om at få dækket omkostningerne, således at H1 UK kunne indlede forsikringssag mod forsikringsmæglerne. På grund af problemer med forsikringsforholdene er forsikringssagen opgivet efter forelæggelse for bestyrelsen i H1 DK, som vurderede, at usikkerhed om både udfald og omkostninger var for høje.

I løbet af 2004 er kajen genopført. Der har således været nedsat lagerkapacitet på kajen i perioden fra 2001 til 2004.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

SKAT har truffet afgørelse om ændring af den skattepligtige indkomst den 24. juli 2007. Idet Kontoret for International Selskabsbeskatning ved brev af 20. juli 2007 til SKAT har godkendt ændringen af den skattepligtige indkomst jf. SKM2005.443.TSS foreligger der ikke en ugyldig afgørelse.

Der kan derfor ikke gives medhold i den primere påstand.

Den skattepligtige kan i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a fratrække udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

H1 DK udøver bestemmende indflydelse over H1 UK og transaktioner mellem disse skal derfor svare til, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter jf. ligningslovens § 2, stk. 1.

H1 DK har ved aftaler i 1995 og 1997 overdraget alle rettigheder og pligter vedrørende lejeforholdet med G1 til H1 UK, herunder ansvaret for den daglige drift af havnen. Det er således også H1 UK, som har tegnet forsikring vedrørende driften af havnen. H1 DK kan derfor ikke anses som rette omkostningsbærer af erstatningsbetalingen til udlejer, G1.

Da H1 UK endvidere køber sine produkter fra det norske selskab H2 AS og siden etableringen i England har drevet selvstændig virksomhed uafhængig af H1 DK jf. aftalerne fra 1995 og 1997 kan H1 UK ikke anses som en integreret del af H1 DK's virksomhed på en sådan måde, at betalingen af udgiften til genopbygningen af kajen i G1 er et naturligt led i H1 DK' s virksomhed. Betalingen har derfor ikke den tilknytning til H1 DK's egen indkomsterhvervelse, der må kræves, for at udgiften kan fradrages som en driftsomkostning i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a..

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse med henvisning til statsskattelovens § 6, og ligningslovens § 2.

Nedslag i leje af kajplads

Sagens oplysninger

Selskabet fratrækker ved bilag 56243 "Nedslag til H1 UK G1 Collapse)" kr. 1.904.526 (£ 180.000). Bilaget er udstedt af H1 UK med teksten "Re-charge of Annual Rent for Berth 7/8 at G1 docks due to restricted use of space caused by Quay collapse, this being subject of lease between H1 AS and G1 London Limited. Rent f 240.000 @ 75 %."

Selskabet har ikke ydet et tilsvarende tilskud i andre år.

H1 UK betaler leje direkte til udlejer, G1.

SKATs afgørelse

Der kan ikke godkendes fradrag for betaling til datterselskabet H1 UK på 1.904.526 kr. som nedslag i lejen, fordi H1 UK ikke betaler leje til H1 DK. Der er således ikke nogen lejeindtægt at give nedslag i. Det beløb som H1 DK overfører til H1 UK må herefter betragtes som et kapitel tilskud/driftstilskud, som der ikke er fradrag for i H1 DK jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Vedrørende den subsidiære påstand stadfæster Landsskatteretten SKAT's afgørelse af de af SKAT anførte grunde

..."

Parterne er enige om den talmæssige opgørelse af de 2 fradragsposter.

Lejekontrakten mellem sagsøgeren og G1 Ltd. blev indgået den 27. februar 1995. Det fremgår af lejekontrakten, at sagsøgeren forpligtede sig til at tegne en forsikring på 5.000.000 £ som sikkerhed for sagsøgerens forpligtelser over for havnen. Tvister, som udsprang af lejeforholdet, skulle afgøres ved voldgift. Endvidere kunne der kun ske fremleje med havnens samtykke.

Den 1. marts 1995 indgik sagsøgeren en "terminal operation agrement" med det engelske datterselskab, H1 Shipping (UK) Ltd.

Det hedder i denne aftale i dansk oversættelse

"...

Til at forestå driften af sin(e) engelske terminal(er), idet opgaverne ifølge denne aftale omfatter
-	Forsvarlig losning af skibe (og sørge for tilsynsførende samt teknisk udstyr efter behov)
-	Brovægte, kontorer, anlæg og maskineri til den daglige drift af terminallen
-	Arbejdsmiljøforhold for de ansatte
-	Agent- og havneopgaver på de skibe, der leverer materialer
-	Sørge for den forsikring der måtte være nødvendig

H1 A/S vil sælge de ønskede materialer leveret ab kaj (DEQ) i de mængder H2 A/S kan producere, til en pris der aftales årligt.

Betalingsbetingelser og prisstigninger skal forhandles og aftales fra år til år.

Materialerne skal leveres med selvlossende skibe.

H1 Shipping (UK) Ltd. kan frit bestemme hvordan terminalen/terminalerne skal drives men skal dog følge de instruktioner og retningslinjer, som måtte blive pålagt H1 Shipping A/S i henhold til leje- eller forpagningsaftaler. Alle vilkår og betingelser af denne karakter skal oplyses over for H1 Shipping (UK) Ltd".

I januar 1997 blev der indgået en supplerende aftale mellem sagsøgeren og det engelske datterselskab, H1 Shipping (UK) Ltd."

Det hedder her i dansk oversættelse

"...

Vedlagt fremsendes aftalen mellem G1 og os vedrørende tilslagsmaterialer ved kajplads 6 /7 i havnen.

Ifølge aftalen af 1. marts 1995 skal I stå for driften af terminalen og fra 1. januar 1997 overtage det fulde ansvar for hele driften på terminalen.

I har accepteret at overtage ansvaret for pladsen og sikre at alle vilkår og betingelser i aftalen mellem havnen og os overholdes i henhold til aftalen.

Havnen vil som hidtil fortsat fakturere jer direkte, idet alle kontakter til havnen vil blive varetaget af jer.

Dette brev bedes underskrevet og returneret som bekræftelse af aftalen.

..."

Efter at sagsøgeren havde betalt forligsbeløbet rejste sagsøgeren ved brev af 26. februar 2004 et regreskrav mod datterselskabet, H1 Shipping (UK) Ltd.

Det hedder i brevet bl.a.

"Ifølge forligsaftalen af 19. december 2003 (i sagen vedrørende voldgiftsloven af 1996 og i sagen om voldgift) mellem havnen G1 Ltd. (klager) og H1 Shipping A/S (indklagede) af 19. december 2003, hæfter H1 Shipping A/S for 65% af de omkostninger, der var forbundet med udbedrings- og oprydningsarbejder, der var nødvendige ved reparationen af de skader, der var påført kajplads 7 og 8 i G1 Docks.

Med henvisning til aftalen om terminaldrift mellem H1 Shipping A/S og H1 Shipping UK Ltd. af 6. april 1994 beklager vi at måtte meddele jer, at vi betragter jer som 100% ansvarlige for ethvert økonomisk tab på grund af ovennævnte hændelse. En oversigt over de omkostninger incl. moms, der er påløbet pr. 31. januar 2004 viser følgende:

..."

Det samlede krav blev opgjort til 2.766.919,40 £, heri includeret et krav på 180.000 £ vedrørende "genberegnet årlig husleje (75% rabat til H1 UK)."

Det engelske datterselskab H1 Shipping UK måtte opgive at rejse erstatningskrav mod de personer, der var ansvarlige for den manglende forsikringsdækning af tabet ved kajanlæggets sammenbrud. Det engelske datterselskabs advokat har den 26. oktober 2005 givet en redegørelse for mulighederne for erstatning. Advokatens konklusion lød således i dansk oversættelse:

"Det er meget sandsynligt, at det højeste H1UK vil kunne opnå, hvis man gennemtvinger et søgsmål mod JJ, vil være tilfredsstillelsen ved at se ham gå konkurs, hvilket der ikke kommer nogen penge ud af. Og hvis man gjorde det, ville H1UK skulle afholde yderligere omkostninger, man ikke kan få dækket fra anden side. Følgelig vil det ikke give nogen mening forretningsmæssigt at forfølge JJ alene. Det vil svare til at smide gode penge efter dårlige."

På baggrund af advokatens undersøgelser blev det den 3. november 2005 definitivt opgivet at rejse et krav.

Af det engelske datterselskabs årsregnskaber for årene 2000-2005 fremgår, at selskabet havde en egenkapital på 100 £. Regnskaberne for de pågældende år havde bl.a. følgende nøgletal:

Det engelske datterselskab H1 Shipping (UK) Ltd. havde den 31. december 2003 sendt en faktura til sagsøgeren på 180.000 £. Beløbet svarede til 75% af den årlige leje på 240.000 £, som blev betalt til G1. Det fremgår af fakturaen, at kravet er begrundet med den begrænsede brug af kajpladsen som følge af kajanlæggets kollaps.

Forklaringer

Sagsøgerens direktør, A, har forklaret, at koncernen på daværende tidspunkt bestod af 4 selskaber, herunder det norske selskab, H2 AS, hvoraf sagsøgeren på daværende tidspunkt havde en ejerandel på 66,4%. Sagsøgeren påbegyndte sin virksomhed i 1975 som et handelsselskab. Sagsøgeren var afhængig af de forskellige ..., og denne afhængighed var farlig. Sagsøgeren begyndte derfor at opkøbe H2, for at opnå kontrol over sine leverancer. Derefter så man på shipping-delen. Sagsøgerens forretningskoncept var at levere de forskellige produkter, men også at servicere køberne ud til sidste led, således at sagsøgeren kunne levere varen når som helst. For at opfylde dette mål begyndte sagsøgeren at leje terminaler rundt omkring ved havnene. Det var afgørende for sagsøgeren, at man havde terminalerne. I dag har sagsøgeren 45 terminaler rundt omkring i Europa, og det giver sagsøgeren en særstilling blandt konkurrenterne. Det er meget vanskeligt at skaffe sig terminalplads i dag, så sagsøgerens situation er unik. Sagsøgerens hovedaktivitet er afsætning af produkter fra H2 A/S. Sådanne produkter kan opdeles i ædle produkter og spildprodukter. Produktionen giver ca. 45% affaldsprodukter. Hvis et ... skal overleve, er det en betingelse, at man finder en løsning på problemet med affaldsprodukterne. Den manglende løsning på dette problem har ført til konkurs hos adskillige ..., fordi de kun solgte "guldkornene" mens affaldsprodukterne blev liggende. Det kræver stor lagerkapacitet at håndtere disse affaldsprodukter, som er ... i størrelsesordenen 0-16 mm. Disse ... kan kun sælges med tilførsel af større ... i størrelsesordenen 16-45 mm. Efter en sådan tilførsel kan produktet sælges som ... Efter murens fald kom der en enorm efterspørgsel fra Østtyskland, og H2 gik gradvist over til døgndrift. Dette havde den følge, at mængden af affaldsprodukter steg. Sagsøgeren afsatte på daværende tidspunkt kun sine produkter i Danmark og i Tyskland. Hos sagsøgeren begyndte man derefter at se på England som nyt marked. Her kunne der bl.a. blive tale om salg af produkter til ... Jo større produktionen blev af ...produkter jo større blev mængden af affaldsprodukter. Som følge heraf voksede interessen for afsætning af affaldsprodukter. Det var NT, som fandt frem til terminalen i G1. Vidnet mente, at der var tale om en unik chance for sagsøgeren. Vurderingen viste sig at være rigtig. Allerede det første år eksploderede salget af ..., som blev leveret på egne skibe. Sagsøgeren var eneaftager af produktionen hos H2 A/S og det engelske selskab H1 Shipping (UK) Ltd. havde ikke andre leverandører end sagsøgeren. Terminalen i G1 lå ideelt for sagsøgeren. Terminalen lå tæt ved ..., som havde et årligt forbrug af ...produkter på 60-80 mill.tons. Der var lagerfaciliteter på havnen, som gjorde det muligt for sagsøgeren at levere "just in time". Det engelske datterselskab havde kun en indskudskapital på 100 £, og fungerede alene som sagsøgerens forlængede arm. Dette gælder i øvrigt samtlige sagsøgerens datterselskaber, og ingen af disse tjener penge. Det var havnen, som forlangte at sagsøgeren skulle være lejer af terminalerne. Sagsøgerens salgspriser til det engelske datterselskab ligger på omkring 22 kr./tons for affaldsprodukterne. Den gennemsnitlige produktionspris hos H2 ligger på 31-32 kr./tons. I denne pris er includeret fri losning, men ikke fragten. I prislisten betegnes produktet som "subbase", og sagsøgeren tjener ikke penge på dette produkt. Det primære for sagsøgeren var at komme af med det. Det engelske selskab tjente heller ikke noget på dette produkter og kørte i øvrigt med underskud. Salget af affaldsprodukterne gav tilgang til "guldkornene", som hovedsagelig blev solgt i Tyskland og Danmark. Salget af affaldsprodukterne betød, at man var i stand til at øge totalproduktionen. Kajanlægget kollapse i maj 2001. Dette betød i begyndelsen, at havnen ikke ville tillade brug af kajanlægget, men senere fik man lov til det alligevel. Sagsøgeren sendte omkring 350.000 tons subbase til G1 om året, så kajanlæggets sammenbrud var en katastrofe. Havnen krævede, at sagsøgeren genetablerede kajanlægget. Efter sagsøgerens opfattelse var det havnen, der ikke havde sørget for, at kajanlægget havde tiltrækkelig bæreevne. Efter råd fra advokaterne indgik sagsøgeren på et forlig, således at sagsøgeren betalte 2/3 af genopførelsesudgifterne. Da forliget blev indgået forventede man hos sagsøgeren, at tabet var forsikringsdækket. Man havde en police hos Loyds, hvor der stod, at sagsøgeren var all-round forsikret. Det viste sig imidlertid, at Loyds på et tidligere tidspunkt havde sendt en e-mail til en af sine underwriters om, at kajpladsen i G1 ikke var omfattet af forsikringsdækningen. Denne e-mail var ikke blevet videresendt af den pågældende underwriter. Forsikringsaftalerne i England var indgået af datterselskabet H1 Shipping (UK) Ltd. Det var sagsøgeren, der havde losset ind på havnen, og det var derfor også sagsøgeren, der var ansvarlig for, at der var losset for højt. Da man fra sagsøgerens side i 2004 rejste krav mod det engelske datterselskab om kompensation for de afholdte udgifter, var man ikke klar over, at der ikke havde tilstrækkelig forsikringsdækning. Når man således fra sagsøgerens side rejste krav mod datterselskabet var det også for at få forsikringen til at betale en del af skaden. Det engelske datterselskab havde haft en lejeudgift til havnen og stillede krav om en kompensation på 180.000 £ for den mindre brug, man havde kunnet gøre af kajanlægget efter sammenbruddet. Det engelske datterselskab tjente ikke så meget. Vidnet ved ikke, om pengene til lejebetalingen kom fra sagsøgeren. Det engelske datterselskab har i 2009 haft et underskud på 250.000 £. Sidste år var egenkapitalen nogenlunde af denne størrelse, så vidnet forventer, at datterselskabet ved årets udgang har en egenkapital på 0. Kravet om erstatning hos de såkaldte underwriters blev opretholdt indtil 2005. I begyndelsen troede vidnet, at det ville blive nødvendigt med en retssag mod Loyds, men senere fandt man hos sagsøgeren ud af, at kravet skulle rettes mod de såkaldte underwriters, men omkostningerne steg, og der var ikke udsigt til, at de pågældende kunne betale. Der var ingen alternative havnefaciliteter til G1. Vidnet husker ikke i detaljer begrundelsen for, at det engelske datterselskab ultimo 2003 sendte sagsøgeren en faktura på 180.000 £. Begrundelsen var, at man i det engelske datterselskab kun havde kunnet gøre brug af måske 25% af det samlede areal på kajen. Det var det engelske datterselskab, som betalte lejen til G1. Det gjorde det lettere, idet man hos sagsøgeren kun ønskede at have så få folk ude som muligt. Der gælder en knaldhård priskonkurrence i branchen. Der findes kun et selskab i branchen, som driver virksomhed efter samme koncept som sagsøgeren. Dette selskab, som er schweizisk ejet, driver virksomheden world wide og er meget større end sagsøgeren. Det er en værdi i sig selv at kunne komme af med affaldsprodukterne, som sælges under produktionsprisen. Den pris, som affaldsprodukterne afregnes til over for det engelske datterselskab svarer til markedsprisen. Såvel de norske som de engelske skattemyndigheder har været dybt inde i problematikken omkring afregningspriserne. Det var ikke realistisk at tro, at det engelske datterselskab ville have være i stand at betale regreskravet. Der lå ikke skattemæssige overvejelser bag, da regreskravet blev opgivet. Det var sagsøgeren som havde indgået lejekontrakten med G1, og det var hos sagsøgeren, at tabet lå. Der var ikke mulighed for at få lejenedslag hos havnen, idet man hos havnen mente, at det var sagsøgeren, der var ansvarlig for skaden ved at have udsat lagerpladsen for et for stort tryk.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der er fradragsret for beløbene i medfør af Statsskattelovens § 6, stk. 1 a. Sagsøgeren har opfyldt den supplerende regel om armslængdeprincippet i Ligningslovens § 2, stk. 1. Sagsøgerens betaling for genopførelsen har snæver forbindelse med sagsøgerens løbende indkomsterhvervelse. Det engelske datterselskab havde kun til formål at fungere som afsætningskanal for sagsøgerens produkter. Opretholdelselsen af det engelske datterselskab var således en nødvendig del af sagsøgerens virksomhed. Aftalerne mellem sagsøgeren og det engelske datterselskab vedrørende kajanlægget er alene koncerninterne aftaler uden skattemæssig realitet. Det samme gælder opgivelsen af regreskravet mod det engelske datterselskab. Der er ikke fra sagsøgerens side sket nogen begunstigelse af det engelske datterselskab. Sagsøgeren har udelukkende handlet i egen interesse. Det er hensynet til afsætningen af affaldsprodukterne, der ligger bag sagsøgerens dispositioner. Der er hos sagsøgeren en snæver sammenhæng mellem afsætningen af de ædle produkter og affaldsprodukterne. Det var lykkedes sagsøgeren at skabe en rimelig sikker afsætningskanal i England for sine affaldsprodukter. Det var som led heri, at det engelske datterselskab blev oprettet og aftalen med G1 indgået. Hvis sagsøgeren i stedet havde valgt at oprette en filial i England kunne der ikke være tvivl om, at sagsøgeren havde opnået fradragsret for udgifterne. Nu har man formelt lavet et udenomsværk i form af et selskab, men denne formalitet kan ikke være afgørende for spørgsmålet om sagsøgerens fradragsret. Den reelt hæftende var sagsøgeren. Det har formentlig været en fordel for salget, at det var et engelsk selskab, som stod for salget. Kajanlæggets kollaps betød en risiko for tab af omsætning af affaldsprodukter til det engelske marked. Opretholdelsen af datterselskabet var et centralt og nødvendigt led i sagsøgerens forretningsgrundlag. Hvis det engelske selskab gik ned, ville det i omverdenen have en stor negativ signalværdi for sagsøgeren. Udadtil var det sagsøgeren, som hæftede. Det har ingen betydning, hvem der hæftede indadtil, idet der ikke var nogen forretningsmæssig realitet i de interne aftaler. Det engelske datterselskab med en egenkapital på 100 £ kunne ikke afholde udgifterne til genopførelse, og når sagsøgeren har afholdt disse udgifter, er det sket i egen interesse. Der er ikke tale om, at sagsøgeren prøver at opnå fradragsret for tab på sit regreskrav. Når regreskravet ovehovedet blev rejst, skyldtes det alene, at man regnede med, at datterselskabet var forsikret. Hvis regreskravet skulle gennemføres måtte det kræve, at der hos det engelske datterselskab var begået fejl i brugen af det lejede. Der var væsentlig bevistvivl om dette spørgsmål. Det reelle var, at de interne aftaler ikke kunne gøres gældende, og kravet blev derfor opgivet. Det var naturligt for sagsøgeren at kompensere det engelske datterselskab for de reducerede muligheder for benyttelse af kajanlægget. Det engelske datterselskab var af sagsøgeren pålagt at forsætte med at aftage affaldsprodukterne som hidtil. Dette måtte man kompensere det engelske datterselskab for, og den sproglige benævnelse for denne kompensation er ikke afgørende.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren har ydet sit engelske datterselskab H1 Shipping (UK) Ltd. et kapitaltilskud, idet sagsøgeren har afholdt udgifter, som i det indbyrdes forhold mellem de to selskaber påhvilede det engelske datterselskab at dække. Sagsøgeren har således undladt at gøre et regreskrav gældende imod sit engelske datterselskab, selv om sagsøgeren reelt havde krav på regres for de udgifter til erstatning for ødelagt kajanlæg m.v., som sagsøgeren havde betalt. Yderligere har sagsøgeren ydet det engelske datterselskab en kompensation for nedsat anvendelighed af kajen, hvilket sagsøgeren ikke havde nogen retlig forpligtelse til. I det indbyrdes forhold mellem sagsøgeren og det engelske datterselskab er der således ikke disponeret i overensstemmelse med armslængdeprincippet i Ligningslovens § 2. Det beror på interessefællesskabet, at sagsøgeren endeligt har afholdt samtlige udgifter i stedet for at fastholde regreskravet. Hvis det engelske selskab ikke havde tilhørt sagsøgeren selv, må det antages, at sagsøgeren ikke ville have opgivet sit krav. Tilsvarende er det et udslag af interessefællesskabet, at sagsøgeren har ydet datterselskabet et kompensationsbeløb benævnt "nedslag i leje af kajplads" Sagsøgeren har ikke ført bevis for en driftsmæssig begrundelse for at opgive kravet mod det engelske datterselskab. Det samme gælder med hensyn til det såkaldte "nedslag i leje af kajplads". I denne forbindelse skal det særlig fremhæves, at et sådant bevis ville indebære dokumentation for, at sagsøgeren ville have disponeret på samme måde af hensyn til sin egen løbende drift, hvis det engelske selskab havde tilhørt fremmede og dermed havde været uafhængig af sagsøgerens ejerinteresser. Selv om det havde været naturligt, eller måske ligefrem fordelagtigt for sagsøgeren at afholde de pågældende udgifter, er dette ikke ensbetydende med, at sagsøgeren har fradragsret for beløbet, idet det ikke var sagsøgeren, der havde den retlige forpligtelse til at afholde udgifterne. Betalingen af udgifterne har haft karakter af et kapitalindskud i datterselskabet, og der kan derfor ikke indrømmes sagsøgeren fradragsret. Sagsøgeren har ikke ført bevis for, at man ville have tilført en uafhængig part samme kapital af hensyn til sagsøgerens egen løbende indkomsterhvervelse. Sagsøgeren har således ikke ført bevis for, at kapitalindskuddet har omkostningskarakter, og at ejerforholdet ikke har betydet noget. Rent civilretligt var det datterselskabet, der hæftede for udgifterne, idet dette selskab var indtrådt i sagsøgerens retsstilling. Det følger således af kontraktsforholdet, at sagsøgeren kunne sende erstatningskravet videre til fremlejeren - det engelske datterselskab. Dette skete også, men da det viste sig, at forsikringsforholdene ikke var i orden blev kravet opgivet, men risikoen for, at der var mangler ved forsikringsaftalen, lå hos det engelske datterselskab. Regreskravet blev først opgivet, da det viste sig, at der ikke var nogen forsikringsdækning. Det må lægges til grund, at kravet kun blev opgivet, fordi man selv var ejer af det selskab, som kravet blev rettet mod. Kravet blev fuldstændig opgivet, og man prøvede ikke at få et moratorium eller en anden ordning. Dette skyldtes kun sagsøgerens ejerskab. Desuden havde sagsøgeren et overskud, så fradragsretten ville hos sagsøgeren få reel betydning. Ved udnyttelse af fradragsretten gjorde man så at sige dårlige penge gode. Det er ikke bevist, at det var driftsmæssige synspunkter, der lå bag lejenedslaget. Sagsøgeren var forpligtet til at betale fuld leje til havnen, og det engelske selskab havde en tilsvarende forpligtelse over for sagsøgeren.

Rettens begrundelse og resultat

Efter de aftaler, der var indgået mellem sagsøgeren og det engelske datterselskab H1 Shipping (UK) Ltd. i marts 1995 og januar 1997, var det engelske datterselskab indtrådt i alle sagsøgerens rettigheder og forpligtelser i forhold til G1. Det engelske datterselskab betalte således lejen direkte til havnen, og det var det engelske datterselskab, som havde tegnet forsikring vedrørende terminalen. Det var i overensstemmelse her med, at sagsøgeren i et brev af 26. februar 2004 rejste et regreskrav mod datterselskabet, idet man hos sagsøgeren ifølge brevet fandt datterselskabet 100 % ansvarlig for ethvert økonomisk tab på grund af kajens kollaps. Da det senere viste sig, at datterselskabet ikke var forsikringsdækket, og at der ikke var mulighed for at gennemføre erstatningskrav mod de såkaldte underwriters, blev regreskravet opgivet. De dispositioner, der er foretaget selskaberne i mellem, kan ikke betragtes som blot koncern-interne transaktioner uden betydning i forhold til omverdenen herunder i skatteretlig henseende.

Spørgsmålet om fradragsret for de omhandlede genopførelsesudgifter og nedslaget i lejen kunne derfor først blive aktuelt, da regreskravet blevet opgivet. Sagsøgeren begrundelse for i første omgang at afholde udgifterne, må på denne baggrund anses for at være uden betydning for spørgsmålet om fradragsret. Man valgte hos sagsøgeren at opgive sit - som det må antages - berettigede regreskrav, og sagsøgeren har ikke godtgjort, at man udelukkende som følge af driftsmæssige synspunkter også ville have opgivet kravet, hvis skyldneren ikke havde været et datterselskab. Da sagsøgeren således ikke har dokumenteret, at armslængde princippet i Ligningslovens § 2, stk. 1 er overholdt, kan der ikke gives sagsøgeren fradrag for de omhandlede udgifter, som således må betragtes som ikke fradragsberettigede kapitalindskud i det engelske datterselskab.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

Efter sagens udfald i forhold til de nedlagte påstande skal sagsøgeren betale sagsøgte sagsomkostninger. Sagsomkostningsbeløbet 150.000 kr. skal dække sagsøgtes udgifter til advokat inkl. moms.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren H1 Shipping A/S betale sagsøgte Skatteministeriet 150.000 kr. i sagsomkostninger.

Sagsomkostningsbeløbet forrentes i.h.t. rentelovens § 8a.