åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "S.H.10 Erhvervsmæssig indkomst" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Erhvervsmæssig indkomst Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes overskud fra erhvervsvirksomhed opgjort efter sædvanlige regler. Foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven skal således også medregne indtægt fra omsætning med medlemmer i modsætning til foreninger omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, jf. SEL § 1, stk. 5. Bortset herfra vil indkomst fra erhvervsmæssig virksomhed kunne afgrænses efter samme retningslinjer, som er gældende for skattepligtige, der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, jf. SEL § 1, stk. 4, jf. afsnit S.C.6.1.1.

Nedenfor under afsnit S.H.18.1 er omtalt et særligt forhold vedrørende fastlæggelsen af arbejdsmarkedssammenslutningers erhvervsmæssige indkomst.

Udenlandsk indkomst Til den erhvervsmæssige indkomst medregnes også indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed i udlandet.

SEL § 3, stk. 4 Efter SEL § 3, stk. 4, anses indkomst, der erhverves af aktieselskaber, som i altovervejende grad ejes af en almenvelgørende eller almennyttig fond eller forening, for indtjent af den pågældende fond eller forening. Efter gældende praksis er det en betingelse, at fonden eller foreningen har ejet mindst 75 pct. af selskabets aktie- eller anpartskapital. Denne betingelse skal være opfyldt i hele indkomståret.

Reglen bevirker, at indkomsten ikke beskattes i selskabet, men anses for indtjent direkte af fonden eller foreningen. Det er en forudsætning for at bringe reglen i anvendelse, at fonden i det indkomstår, hvori den anses for at have indtjent beløbet, uddeler eller hensætter beløbet efter FBL § 4, stk. 1 eller 4. Fonden vil således have fradragsret for et beløb, der svarer til den indtægt, som skal medregnes direkte i fondens skattepligtige erhvervsmæssig indkomst. Se endvidere afsnit S.A.3.3.

Det er en betingelse for at kunne anvende reglen i SEL § 3, stk. 4, at aktieselskabet er direkte ejet af den almenvelgørende eller almennyttige fond eller forening, jf. TfS2000.753.LR. Afgørelsen vedrørte en fond F og dennes 100 pct. ejede datterselskab H, som hidtil havde anvendt reglerne i SEL § 3, stk. 4. I forbindelse med en intern omstrukturering blev virksomhedsaktiviteten i H overdraget til et nyt datterdatterselskab D, mens H skulle fortsætte som mellemliggende holdningselskab. Ligningsrådet fandt, at bestemmelsen i SEL § 3, stk. 4 alene omfatter direkte ejerforhold, altså de tilfælde, hvor den altovervejende del af selskabskapitalen i datterselskabet ejes af den pågældende fond eller forening m.v. med almenvelgørende formål. En ordlydsfortolkning kunne efter Ligningsrådets vurdering ikke medføre, at bestemmelsen tillige finder anvendelse på indirekte ejerforhold, det vil sige tilfælde, hvor erhvervsaktiviteten udøves af et datterdatterselskab til den almenvelgørende fond.

SKM2007.104.LSR fastslog Landsskatteretten, at der ved overførsel af indkomst fra et aktieselskab m.v til en forening m.v. i medfør af SEL § 3, stk. 4, ikke kunne stilles krav om, at formålet i den modtagende forening m.v. udelukkende var almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt. De overførte midler skulle dog anvendes til de almennyttige/almenvelgørende formål. Landsskatteretten fastslog endvidere, at SEL § 3, stk. 4, også kan anvendes af fonde omfattet af fondsbeskatningslovens bestemmelser, forudsat det overførte beløb i samme indkomstår udloddes eller hensættes til almennyttige formål i overensstemmelse med fondsbeskatningslovens bestemmelser.

I SKM2008.625.SKAT præciserede SKAT, hvordan det maksimale fradragsberettigede beløb opgøres efter selskabsskattelovens § 3, stk. 4, når modtageren er en fond omfattet af fondsbeskatningsloven eller en forening omfattet af  SEL § 1, stk. 1, nr. 6. SKAT meddelte, at det maksimale fradrag for selskaber udgør summen af fondens uddelinger og hensættelser til almenvelgørende og på anden måde almennyttige formål med fradrag af skattefrie indtægter som nævnt i FBL § 6. Når modtageren er en forening omfattet af selskabsskatteloven, opgøres det maksimale fradrag som uddelinger og hensættelser til almenvelgørende og på anden måde almennyttige formål med fradrag af ikke-erhvervsmæssig indkomst, herunder skattefri indtægter. Fradraget kan dog ikke medføre et underskud for selskabet.

I SKM2008.888.SR fastslog Skatterrådet, at en overførsel af indkomst fra et indskudt holdingselskab til en forening, der ejede aktierne i dette, medførte, at holdingselskabet opnåede et ligningsmæssigt fradrag, og at foreningen tilsvarende skulle indtægtsføre samme beløb som erhvervsmæssig indkomst.

SKAT oplyste endvidere, at fradragsretten hos selskabet er betinget af følgende:

  • At den modtagende forening uddeler eller hensætter beløbet i henhold til SEL § 3, stk. 2 og 3.
  • At foreningens anden indkomst ikke har en sådan størrelse, at den erhvervsmæssige indkomst ikke kan ligge inden for de beløb, der uddeles/hensættes jf. SEL § 3, stk. 2, 2. pkt., jf. således SKM2008.625.SKAT.
  • At det overførte beløb stammer fra selskabets positive indkomst fra indkomståret og f.eks. ikke fra selskabets egenkapital, jf. SKM2003.227.LSR. Dette betyder, at selskabet selv skal have en positiv indkomst, hvori fradraget efter SEL § 3, stk. 4 skal kunne rummes. Selskabets egen indkomst kan således ikke blive negativ efter fradraget.