►Bestemmelsen i nr. 8 omfatter adgang til et naturgassystem på EU's område eller til ethvert net, der er forbundet med et sådant system, til elektricitetssystem eller til varme- eller kuldenet, transmission eller distribution gennem disse systemer eller net og andre dermed direkte forbundne ydelser.◄
►Det tekniske direktiv (2009/162/EU af 22. december 2009) angår bl.a. beskatningsstedet for grænseoverskridende leveringer af el, gas, varme og kulde og ydelser vedrørende adgang til transmissionsnettet i den forbindelse. Ved en ændring af sjette momsdirektiv i 2003 blev der indført en særlig ordning med hensyn til bestemmelserne om indførsel af gas og elektricitet samt beskatningsstedet herfor. Ordningen blev indført i tilknytning til liberalisering af grænseoverskridende handel med disse varer. Ordningen betød i det væsentlige, at momsen skal betales i forbrugslandet. I dag leveres der allerede varme og kulde gennem grænseoverskridende net. De problemer, der knytter sig til levering af og indførsel af varme og kulde, er de samme som dem, der knytter sig til levering og indførsel af gas og elektricitet. Derfor bør der gælde de samme regler for beskatningsstedet for varme og kulde, som gælder for gas og elektricitet.◄
►Som den særlige ordning var affattet, fandt den efter en ordlydsfortolkning kun anvendelse på levering (salg) af adgang til distributionssystemer for gas og elektricitet, og den gjaldt derfor ikke for ydelser af tilsvarende art i forbindelse med et transmissionssystem eller et opstrømsrørledningsnet. Dette var ikke hensigten, da den særlige ordning blev indført i 2003. Det skal derfor tydeliggøres, at den særlige ordning finder anvendelse på alle ydelser, der er forbundet med leveringen af adgang til alle naturgas- og elektricitetssystemer eller -net samt til varme- og kuldenet.◄