| Lotterier og lign.
Bestemmelsen omfatter salg af lodsedler, tombola, amerikansk lotteri, bankospil, tipning, lotto, skrabespil, forskellige former for oddsspil mv. Gebyrer, der opkræves for fornyelse af lodsedler samt ved gevinstudbetaling vedrørende klasselotteriet, er tillige undtaget fra momspligten. Det samme gælder det vederlag, som totalisatorforstandere ved travbaner mv. modtager.
Provision, som tipsforhandlere modtager fra Dansk Tipstjeneste A/S for at ekspedere spillekuponer, er undtaget fra momspligten som en integreret del af en momsfri lotterivirksomhed, hvilket tillige gælder den forhandlerafgift, som Dansk Tipstjeneste A/S opkræver hos tipsforhandlere i forbindelse med online-tipning. SKAT har på baggrund af SKM2008.877.LSR omtalt nedenfor udsendt SKM2009.428.SKAT om ophævelse af momsfritagelsen for tips- og lottoforhandlere m.fl. Praksisændringen vil tidligst få virkning fra 1. juli 2010.
Bestemmelsen omfatter ikke f.eks. omsætningen på basarer, byfester, loppemarkeder og lign., herunder lykkehjul, fiskedamme, skydeboder, roulettespil, spilleautomater og salgsboder, jf. bl.a. Højesterets dom af 23. april 1970, UfR 1970.463 H.
Hvis der for den pågældende aktivitet kræves tilladelse til bortlodning efter Justitsministeriets cirkulære derom, er momsfriheden betinget af, at en sådan tilladelse er opnået. Tilladelser gives kun af politiet, hvis formålet med aktiviteten er almennyttigt eller velgørende.
Lotterier mv., der udøves på almindelig erhvervsmæssig basis, f.eks. spil i bingohaller, er momspligtige.
Momspligtig er endvidere det gebyr, som tipsforhandlere får for at edb-udskrive datatipskuponer.
Spil om penge
Undtagelsen for spil om penge vedrører kun tilfælde, hvor gevinsten udbetales i form af penge, f.eks. roulette, baccarat, blackjack samt visse spillemaskiner.
De nævnte aktiviteter udøves oftest i spillekasinoer, der efter Told- og Skattestyrelsens afgørelse nr. 1332/91 er momspligtige for visse aktiviteter i tilknytning til spillet, f.eks. salg af mad og drikke, entréindtægter, garderobe mv.
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse i SKM2008.591.LSR, hvormed entréindtægter til et kasino blev anset for momspligtige. Landsskatteretten udtalte, at entréindtægter og indtægter for spil om penge hver især udgør uafhængige og selvstændige leverancer. Der blev henvist til, at det af forarbejderne til momsfritagelsen for spil fremgår, at det alene er spil om penge, der er fritaget for moms, idet momspligtige aktiviteter i tilknytning til spillet, fx salg af mad og drikkevarer, entréindtægter, garderobe m.v., er momspligtige, jf. bemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3, litra k, i lovforslag L 67 af 15. november 1989 til lov om ændring af momsloven. Endvidere blev der henvist til, at der i lovbemærkningerne til dagældende § 2, stk. 3, litra k, er tilkendegivet, at entréindtægten og kasinospillene ikke kan anses for så nært forbundne, at de objektivt set udgør en enkelt udelelig ydelse, som det ville være kunstigt at opdele.
Told- og Skattestyrelsen har udtalt, at en automatoperatørs momsmæssige behandling af indtægterne fra kontantspilsautomater afhænger af, om operatøren udlejer spilleautomaterne eller om operatøren udbyder spillet. I vurderingen heraf indgår, hvem der har tilladelse til drift af den gevinstgivende spilleautomat - operatør eller restaurant/spillehal, se SKM2001.267.TSS.
EF-domstolen har i de forenede sager C-453/02 og C-462/02 udtalt, at medlemsstaterne under udøvelsen af den beføjelse de har i medfør af sjette momsdirektivs artikel 13, punkt B, litra f) (nu momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra i), til at fastsætte på hvilke betingelser og med hvilke begrænsninger drift af hasardspil og spilleautomater er omfattet af den i denne bestemmelse foreskrevne momsfritagelse, ikke gyldigt kan lade momsfritagelsen være afhængig af, hvem der afholder de pågældende spil eller driver de pågældende spilleautomater. Henset til disse bemærkninger afgjorde EF-domstolen, at bestemmelsen skal fortolkes således, at det er til hinder for en national lovgivning, hvorefter al drift af hasardspil og spilleautomater er fritaget for moms, når den foregår i godkendte offentlige kasinoer, mens andre erhvervsdrivendes udøvelse af en tilsvarende virksomhed ikke er omfattet af denne momsfritagelse.
Derudover afgjorde EF-domstolen, at artikel 13, punkt B, litra f), har direkte virkning, således at en person, der driver virksomhed med hasardspil og spilleautomater kan påberåbe sig denne bestemmelse for de nationale domstole med henblik på at tilsidesætte regler i national ret, der er uforenelige hermed.
EF-Domstolen har i sagen C-89/05, United Utilities, fortolket sjette momsdirektiv artikel 13, punkt B, litra f, således, at levering af "call center"-tjenesteydelser, der foretages pr. telefon til fordel for en væddemålsarrangør, og som omfatter tjenesteyderens personales accept af væddemål i arrangørens navn, ikke udgør en væddemålstransaktion i denne bestemmelses forstand og derfor ikke kan være omfattet af den i denne bestemmelse foreskrevne momsfritagelse.
Baggrunden for anmodningen om en præjudiciel afgørelse var, at et selskab, der organiserer telefonvæddemål, hvor selskabets kunder kan vædde om udfaldet af sportsbegivenheder eller om andre tilfældige begivenheder, fx meteorologiske begivenheder, besluttede at give en del af sin virksomhed i underentreprise. Selskabet indgik derfor en aftale om levering af "call center"-tjenesteydelser.
I SKM2008.877.LSR afgør Landsskatteretten, især med henvisning til ovenstående dom fra EF-Domstolen, at ydelser, som en kiosk leverer i forbindelse med levering af momsfritagne spil, heller ikke er omfattet af momsfritagelsesbestemmelsen for spil. Ydelserne består i at stille gulvplads til rådighed, levere elektricitet, rengøre arealet, og servicere spillerne med pengeveksling og anden hjælp i forbindelse med spillene. Kendelsen beskriver ikke, hvorledes ydelserne skal behandles momsmæssigt. Med kendelsen ændres den del af praksis, som fremgår af SKM2001.267.TSS vedrørende virksomheder, der fysisk har automaterne opstillet, og som ikke anses for at være udbyderen af spillene. SKAT har på baggrund af SKM2008.877.LSR udsendt SKM2009.428.SKAT om ophævelse af momsfritagelsen for spillehaller, kiosker m.fl.. Praksisændringen vil tidligst få virkning fra 1. juli 2010.
Skatteministeriet har i SKM2010.137.SKAT foretaget en vurdering af de kontraktslige forhold mellem spiludbyder og spillehaller og andre virksomheder, der har spilleautomater opstillet, og som leverer visse serviceydelser til spiludbyderen. Skatteministeriet har herefter fundet, at de omhandlede virksomheder kan anses for at levere formidlingsydelser omfattet af momslovens § 4, stk. 4. Se D.3.3. Spilleydelserne anses således for leveret af spillestederne m.fl. og er dermed momsfritaget, når spillestedet har ansvaret for hele den daglige drift og varetager al kontakt til kunderne, herunder ansvaret for at vurdere, om der er grundlag for at foretage en manuel udbetaling ved fejl i spilafviklingen. Spillerne har dermed kun kontakt med spillestedet og anser derfor dette for at levere spilleydelsen.
I SKM2007.313.SR fandt Skatterådet, at et selskab var momspligtigt af dets ydelser som underleverandør i forbindelse med organisering af lotterier for foreninger med velgørende formål. Selskabet drev virksomhed som underleverandør for et marketingssselskab, som forestod det praktiske arbejde i forbindelse med lotterierne, bl.a. med udarbejdelse af budget, produktion og design af lodsedler mv. Det spørgende selskabs ydelser som underleverandør blev således ikke anset som en integreret del af en momsfri lotterivirksomhed efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 12.
Skatterådet fandt i SKM2008.901.SR, at en web-portal, der mod betaling fra udenlandske udbydere af spil om penge, således at udenlandske personer via virksomhedens web-portal fik adgang til spilleudbyderens hjemmeside, ikke var omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 12. Med henvisning til SKM2007.313.SR, var Skatterådet af den opfattelse, at virksomheden alene var formidler af adgang til den egentlige spilleudbyders hjemmeside og således ikke selv udbød spillene i eget navn. Afgørelsen er også omtalt i afsnit E.3.1.5.
Undtagelsen fra momspligt omfatter desuden spil på totalisator eller anden lignende måde. Ved lov nr. 189 af 22. marts 2000 blev bestemmelsen om spil på totalisator eller anden lignende måde, ved en redaktionel ændring, flyttet fra § 13, stk. 1, nr. 5 til nr. 12.
Andre former for spil, hvor gevinsten udbetales i form af gaver, spillemærker og lign. samt morskabsspil som f.eks. computerspil, er momspligtige. |