| Hvis der udtages varer eller ydelser fra en registreret virksomhed til formål, der er virksomheden uvedkommende, f.eks. til indehaverens eget brug eller til brug for personalet, skal der betales moms. De nærmere regler for momspligten ved udtagning er fastsat i momslovens § 5, stk. 1-4, der er beskrevet i D.4.
Momslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., fastsætter, at i de tilfælde, hvor der sker udtagning efter § 5, stk. 1-3, skal momsen beregnes af et beløb, der svarer til indkøbsprisen eller til fremstillingsprisen for de pågældende varer eller ydelser. Selve momsen af indkøbs- eller fremstillingsprisen skal ikke indgå i momsgrundlaget, men det skal derimod told og de afgifter, der er nævnt i § 27, stk. 2, nr. 1. Værdien af indehavers eget arbejde indgår ikke i opgørelsen af fremstillingsprisen.
Hvis udtagningen i forbindelse med byggeri mv. sker til privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale beregnes momsen ved momspligt efter § 5, stk. 4, efter momslovens § 28, stk. 1, jf. § 28, stk. 1, 3. pkt. Hvis udtagningen sker til andre formål end privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale beregnes momsen ved momspligt efter § 5, stk. 4, derimod efter momslovens § 28, stk. 3. Se G.2.3 og Q.1.5.2.
Ved vurderingen af, om fastsættelsen af indkøbs- eller fremstillingsprisen er sket korrekt, vil der i praksis blive lagt vægt på, hvilket beløb ligningsmyndigheden har ansat en given udtagning til. Momsberegningen skal foretages på det tidspunkt, hvor udtagningen sker.
EF-domstolen har i sag C-72/05, Hausgemeinschaft Jörg und Stefanie Wollny, fastslået, at med "de udgifter, som den afgiftspligtige har haft i forbindelse med tjenesteydelsen", som omhandlet i 6.momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra c, skal forstås de udgifter, f.eks. anskaffelses- eller opførelsesomkostninger vedrørende det nævnte gode - i det konkrete tilfælde en fast ejendom - som har givet ret til fradrag af moms, og uden hvilken den omhandlede private anvendelse - af ejendommen - ikke havde kunnet finde sted. Ved redaktionens afslutning var SKATs overvejelser om dommens betydning for dansk praksis endnu ikke tilendebragt.
Anvender en virksomhed egne varer og ydelser til byggeri mv., og skal virksomheden beregne moms efter lovens §§ 6 - 7, skal momsen ikke beregnes af indkøbs- eller fremstillingsprisen, men derimod som beskrevet i § 28, stk. 3. Se nærmere herom i afsnit G.2.3 og Q.1.5.2.
Har virksomheden selv indført de udtagne varer fra lande uden for EU, beregnes momsen af den værdi, der er fastsat efter reglerne i momslovens § 32, stk. 1, se G.8.1.
Skatteministeren har i § 29, stk. 2, endvidere hjemmel til at fastsætte standardbeløb for udtagning, der gælder for grupper af virksomheder, se G.3.
Eget elforbrug - VindmøllerRegistrerede vindmølleejere skal betale moms af den el, der anvendes til private eller andre ikke fradragsberettigede formål, jf. momslovens § 5, stk. 1. Ved beregningen af moms af eget forbrug mv., kan salgsprisen til elværket ikke lægges til grund. Det vil derfor til brug for momsberegningen vedrørende privat forbrug være nødvendigt at lave en kalkulation over fremstillingsprisen pr. enhed (kWh).
Kalkulationen foretages på den måde, at man på grundlag af møllens samlede årsproduktion beregner kWh-prisen. I kalkulationen skal indgå alle omkostninger ekskl. moms (også ikke momsbelagte omkostninger) i forbindelse med drift, vedligeholdelse og reparation af møllen. I møllens 10 første år skal tillige medregnes en udgift til afskrivning på 10 pct. pr. år af møllens samlede anskaffelsespris, herunder eksempelvis udgifter til fundamentering. Evt. offentlige tilskud må ikke modregnes i anskaffelsesprisen. Forrentning af anlægsomkostningerne kan indtil videre holdes udenfor kalkulationen.
Omkostningerne ved genetablering af privat anvendte vindmøller efter skader skal ikke indgå i momsgrundlaget for produceret el, i det omfang omkostningerne dækkes af et forsikringsselskab.
Såfremt omkostningerne ikke dækkes af et forsikringsselskab, fordi de betragtes som forbedringer, skal denne del derimod indgå i den momspligtige værdi for produceret el.
Der skal herefter til momsgrundlaget medregnes en udgift på 10 pct. af disse omkostninger i de 10 følgende produktionsår.
Der bliver således tale om en 10-års afskrivningsperiode for såvel den oprindelige anskaffelsespris som for forbedringsomkostningerne.
Fællesejede vindmøller skal udskrive regninger over den kalkulerede fremstillingspris med deklareret moms til ejerne og medregne dette momsbeløb til salgsmomsen. Registrerede medejere vil helt eller delvist kunne medregne dette momsbeløb til den indgående moms efter de almindelige regler. |