Indhold

Væddemål på heste - og hundevæddeløb kan udbydes som puljevæddemål.

Heste- og hundevæddemål er et monopolspil, og det er kun Danske Spil A/S, der kan få tilladelse til at udbyde heste- og hundevæddemål.

Tilladelsen giver ikke mulighed for at udbyde væddemål med faste odds. Udbuddet omfattet af tilladelsen kan være både online og landbaseret. Se SPILL § 12, stk. 1.

Tilladelsen findes på www.Spillemyndigheden.dk under "Lotterier" - "Danske Lotteri Spil A/S".

Eksempel

I spillet til en totalisator vises der op til begyndelsen af hestevæddeløbet de foreløbige odds på, at de forskellige heste, der deltager i væddeløbet, henholdsvis vinder løbet eller slutter indenfor de tre første pladser. Når en spiller vædder på placeringen af en hest i et hestevæddeløb gennem en totalisator, har spilleren en indikation af, hvad gevinsten bliver. De foreløbige odds vil ændre sig i minutterne op til løbets start afhængigt af, hvilke heste de andre spillere har væddet på. Hvis mange spillere vædder på den samme hest, vil oddsene for denne hest blive lavere, fordi der vil være flere til at dele gevinsten, hvis hesten vinder. Først ved løbets start, når der er lukket for indgåelse af nye væddemål, udregnes det endelige odds for hver enkelt hest. Totalisatorspil kaldes også for »løbende odds«.

De største hestevæddeløbsspil

I V-spillene, eksempelvis V5 eller V75, skal spilleren gætte vinderen af fem til syv på hinanden følgende væddeløb. Alle deltagere spiller ind til en fælles pulje, hvor vinderne deler den samlede pulje af gevinster.

Tilbagebetalingsprocent

Danske Spil A/S er forpligtet til at anvende 45 pct. af indskudssummen til gevinster. Se BEK nr. 1304/2011 § 1.

Bemærk

Skatteministeren har godkendt, at tilladelsen er overdraget til et af Danske Spil A/S helejet datterselskab. Se SPILL § 12, stk. 2.

De nærmere vilkår for udbuddet af heste- og hundevæddemål findes i tilladelsen, som Spillemyndigheden har udstedt til Danske Spil A/S.

Tilladelsen findes på www.spillemyndigheden.dk under "Lotterier" - "Danske Lotteri Spil A/S".

Se også

  • Afsnit J.A.2.3 om hvornår et spil kræver tilladelse
  • Afsnit J.A.5 om lotteri
  • Afsnit J.A.10 om lokale puljevæddemål