Indhold
Dette afsnit beskriver hvornår SKAT kan fravige reglerne om varsling og reglerne om varslingens form og indhold.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Formålet forspildes
- Hensynet til parten
- Afgørende hensyn til andre interesser
- Statens interesser
- Forholdets særlige karakter
- Umuligt eller uforholdsmæssigt vanskelig
- Delvis fravigelse af varsling
- Nye forhold.
Regel
Reglerne om varsling kan fraviges helt eller delvist. Se RSL § 5, stk. 4, nr. 1-3.
Formålet forspildes
Et kontrolbesøg kan foretages uvarslet, hvis formålet med det efter en nærmere vurdering i det konkrete tilfælde forspildes. Se RSL § 5, stk. 4, nr. 1. Dette kan være tilfældet, hvis SKAT på baggrund af tidligere erfaringer med en bestemt virksomhed, en branche eller dele af en branche har en begrundet formodning om, at borgeren eller virksomheden vil fjerne de genstande, der ønskes kontrolleret.
RSL § 5, stk. 4, nr. 1, sigter desuden til kontrolbesøg, som en myndighed foretager på områder, hvor det generelt må antages, at formålet med kontrollen ville være forspildt, hvis den pågældende borger eller virksomhed var advaret forinden. Der sigtes til de tilfælde, hvor kontrollen har karakter af kontrol af et øjebliksbillede, fx om der beskæftiges sort arbejdskraft, om varerne går uden om kassen, eller om der forefindes ikke afgiftsberigtiget sodavand.
Hensynet til parten
Varsling kan fraviges, hvis hensynet til parten taler for det, eller partens rettigheder efter en vurdering skal vige for afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser. Se RSL § 5, stk. 4, nr. 2, 1. led.
Hvis den, hvem kontrollen retter sig imod, giver konkret samtykke til kontrollen eller ligefrem anmoder om, at der gennemføres et bestemt kontrolbesøg uden forudgående underretning, kan dette naturligvis finde sted efter RSL § 5, stk. 4, nr. 2, 1. led.
Afgørende hensyn til andre interesser
Afgørende hensyn til private eller offentlige interesser efter RSL § 5, stk. 4, nr. 2, 2. led, kan også begrunde fravigelse af varslingsreglerne.
SKAT kan som følge af lovbestemte frister have kort tid til at træffe afgørelse om gennemførelse af et kontrolbesøg.
Eksempel
Som eksempel kan nævnes ordningen efter OPKL, hvorefter en virksomheds tilsvar af skatter og afgifter, som for en periode er negativt, skal udbetales til virksomheden senest 3 uger efter modtagelse af rettidig angivelse for den pågældende periode. I sådanne tilfælde kan reglerne om varsling fraviges, hvis der i perioden mellem SKATs modtagelse af angivelsen og fristen for udbetaling ønskes gennemført et kontrolbesøg i virksomheden til brug for sagens behandling.
Statens interesser
Hensynet til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU, kan begrunde fravigelser af varslingsreglerne.
Hvor en forordning angiver, at en bestemt type kontrol skal foretages uvarslet, skal retssikkerhedslovens krav om varsling fraviges. Retssikkerhedslovens øvrige regler skal dog iagttages.
Forholdets særlige karakter
Varsling kan også undlades, hvis en øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Umuligt eller uforholdsmæssigt vanskelig
Varsling kan undlades, hvor SKAT foretager toldkontrol af varer i det danske toldområde, og hvor det ofte ikke vil være muligt på forhånd at fastlægge, hvilke bestemte varer kontrollen vil omfatte.
Delvis fravigelse af varsling
Ved en forudgående varsling er der også mulighed for, at undlade at gøre parten bekendt med det faktiske grundlag for beslutningen om iværksættelse af et tvangsindgreb. Se RSL § 5, stk. 4.
Dette kan fx være tilfældet, hvor en myndighed ud fra en generel risikovurdering har valgt at rette særlig fokus mod en bestemt gruppe, branche eller vareart, og hvor den særlige indsats mod denne gruppe, branche eller vareart vil blive vanskeliggjort, hvis det afsløres, at der er tale om en særlig fokuseret indsats på området.
Nye forhold
Hvis SKAT under kontrollen bliver opmærksom på nye forhold, dvs. forhold som falder uden for den kontrol SKAT oprindeligt besluttede at foretage, vil de nye forhold kunne kontrolleres uden varsling, hvis betingelserne for undladelse af foregående varsling efter RSL § 5, stk. 4, er opfyldte.