Dato for udgivelse
14 feb 2003 08:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
31. januar 2003
SKM-nummer
SKM2003.61.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
5. afdeling, B-615-02
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Konkurrenceklausul, skøn, fordeling, hovedaktionær, selskab, vederlag, rette, indkomstmodtager
Resumé

I forbindelse med et anpartssalg var skatteyderen og et af ham kontrolleret selskab mod vederlag i forening pålagt en konkurrenceklausul. Efter en skønsmæssig fordeling henførte skattemyndighederne 75% af vederlaget til skatteyderen personligt, uanset at vederlaget for konkurrenceklausulen ifølge skatteyderen i det hele tilkom selskabet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn.

Reference(r)

Ligningsvejledningen 2001 S.C.1.1.1 og S.F.2.3.6.

Henvisning
Den juridiske vejledning afsnit C.B.3.5.4.6

Parter

A
(advokat Jan I. Kristensen)

mod

Skatteministeriet
(Ka. v/advokat Anders Martin Jensen)

Afsagt af landsdommerne

Kaspar Linkis, Søren Axelsen og Mette Brock Hansen (kst.)

Denne sag, der er anlagt den 28. februar 2002, drejer sig om opgørelsen af den skattepligtige særlige indkomst for indkomståret 1987 for sagsøgeren A. Sagsøgte, Skatteministeriet, har opgjort sagsøgerens særlige indkomst for det pågældende år til 292.500 kr. Beløbet vedrører en andel af et vederlag for en konkurrenceklausul, der er udbetalt i 1987. Beløbet var på i alt 390.000 kr. Sagsøgte har skønsmæssigt fordelt dette vederlag mellem sagsøgeren og et af sagsøgeren ejet selskab, H1 Shipping ApS, således, at der hos sagsøgeren beskattes en andel på 75 % af vederlaget svarende til 292.500 kr., og hos selskabet 25 % eller 97.500 kr.

Sagsøgerens skattepligtige indkomst er herved forhøjet med 292.500 kr.

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1987 nedsættes med 292.500 kr., således at den særlige indkomst for det omhandlede skatteår ansættes til 0 kr., subsidiært at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for 1987 nedsættes til et beløb mindre end 292.500 kr. efter landsrettens skøn.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning af sagen til den stedlige skattemyndighed.

Sagsøgeren har protesteret mod sagsøgtes subsidiære påstand som for sent fremsat.

I Landsskatterettens kendelse af 4. december 2001 er anført følgende:

Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Særlig indkomst

Beløb modtaget for konkurrenceklausul selvangivet med 0 kr. ansat til 292.500 kr.

Sagen har været forhandlet med klageren og dennes repræsentant.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i 1984 sammen med BP stiftede selskabet H2 Container A/S. Selskabet drev virksomhed med transport af containere mellem England og Danmark. Sagsøgeren ejede i forvejen H1 Shipping ApS, der drev virksomhed som timecharteroperatør. Der var indgået en samarbejdsaftale mellem H2 Container A/S og H1 Shipping ApS, hvorefter H1 Shipping ApS mod vederlag stillede kontorfaciliteter til rådighed for H2 Container A/S og udførte konsulentarbejde for dette selskab.

Aktiekapitalen i H2 Container A/S var 600.000 kr., hvoraf klageren ejede 290.000 kr. og BP resten. Klageren havde lånt det beløb, der var nødvendigt for at erhverve aktierne, som et anpartshaverlån i H1 Shipping ApS. Den 27. maj 1987 overtog G1 Ltd., der var et selskab i G-gruppen, samtlige aktier i H2 Container A/S. Om Overdragelsen er der udfærdiget en erklæring, hvori det blandt andet hedder:

"...

  1. G-gruppen og BP har dags dato indgået en aftale, hvorefter G-gruppen har overtaget de BP hidtidige tilhørende aktier i H2 Container A/S og i K1 Shipping A/S.
  2. G-gruppen og A har dags dato indgået en aftale, hvorefter G-gruppen har overtaget de A hidtidige tilhørende aktier i H2 Container A/S.
  3. BP udtræder af ledelsen i H2 Container A/S og K1 Shipping A/S pr. 30. juni 1987, men fritstilles fra dags dato. A udtræder af ledelsen af H2 Container A/S pr. dags dato, og H1 Shipping ApS' konsulentarbejde ophører pr. 15. juli 1987. BP og A /H1 Shipping ApS har indgået konkurrenceklausuler og har som kompensation herfor modtaget et beløb på henholdsvis 360.000 kr. og 390.000 kr. De skattemæssige konsekvenser for de pågældende er G/H2 Container A/S uvedkommende.

..."

Den omtalte konkurrenceklausul er nærmere beskrevet i en uunderskrevet og udateret erklæring, hvori det blandt andet hedder:

"Undertegnede A/H1 Shipping ApS (i det følgende kaldet "H1") indgår herved på følgende konkurrenceklausul i forbindelse med As salg af aktier til G-gruppen, og H1 Shipping ApS' ophør som konsulent for H2 Container A/S pr. 15. juli 1987.

A afholder sig fra daglig aktivitet med marketing af linietrafik mellem Skandinavien-UK, UK-Skandinavien samt Vesttyskland-UK, UK-Vesttyskland. Ved "daglig aktivitet" forstås, at A er uberettiget til at tage ansættelse i eller arbejde for en sådan virksomhed, herunder som konsulent, bestyrelsesmedlem eller lignende med mindre H2 Container A/S G-gruppen skriftlig forudgående godkender det.

Konkurrenceklausulen er gældende i en periode på 12 måneder fra den 15.juli 1987 til den 14. juli 1988 og kan gøres gældende af såvel H2 Container A/S som G-gruppen."

Klageren har fremlagt en påtegning af 28. oktober 1987, hvorefter konkurrenceklausulen ophæves.

Klagerens afståelsessum for aktierne i H2 Container A/S blev anfægtet af skattemyndighederne, hvilket resulterede i en dom afsagt af Østre Landsret den 30. januar 1998. Klageren fik ved dommen medhold i, at overdragelsessummen for aktierne ikke skulle forhøjes. Dommen fastslog dog, at det modtagne vederlag for påtagelse af konkurrenceklausul skulle fordeles mellem klageren og H1 Shipping ApS. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling ved den stedlige ligningsmyndighed med henblik på fordelingen. Det hedder i dommen:

"Det foran omtalte beløb på 390.000 kr. er i de dokumenter, der blev udfærdiget i forbindelse med overdragelsen i maj 1987, herunder advokat SHs brev af 27. maj 1987, betegnet som et vederlag for påtagelse af konkurrenceklausul, der tilkom sagsøgeren og H1 Shipping ApS. Efter dokumenterne og forklaringerne må det lægges til grund, at sagsøgeren og anpartsselskabet påtog sig en konkurrenceklausul, og at grunden til, at det fremlagte eksemplar ikke er underskrevet, blot er, at det er en kopi. Over for dokumenternes indhold findes det uden afgørende betydning, at det i landsretten er forklaret, at beløbet i realiteten var en kompensation til anpartsselskabet for indtægtstabet ved samarbejdsaftalens ophør, og at den valgte betegnelse skyldtes et ønske om at sløre den reelle grund til betalingen for G-gruppens ledelse. Det findes også uden afgørende betydning, at hele beløbet ifølge sagsøgerens oplysninger er indtægtsført i anpartsselskabet og i dettes regnskab er betegnet som "erstatning for ophævet samarbejdsaftale", da det må antages, at disse dispositioner beror på sagsøgerens ensidige bestemmelse. Den del af de 390.000 kr., der tilkommer sagsøgeren, skal herefter beskattes som særlig indkomst. Fordelingen af beløbet mellem sagsøgeren personligt og anpartsselskabet er ikke oplyst under sagen, og sagen må derfor hjemvises til de stedlige ligningsmyndigheder med henblik på fastlæggelse heraf.

..."

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede ansættelse forhøjet klagerens særlige indkomst med 292.500 kr., jf. den dagældende lov om særlig indkomst § 2, nr. 14.

Afgørelsen er begrundet med, at af det modtagne beløb for påtagelse af konkurrenceklausul på 390.000 kr. skønnes de 75 % at vedrøre klageren. Der er henvist til ovennævnte dom. Ved skønnet er der lagt vægt på, at klageren som hovedanpartshaver ensidigt har kunnet bestemme, hvor beløbet skulle indtægtsføres, samt at indtægtsførsel i selskabet ikke medfører skatteberegning på grund af store fremførte underskud fra tidligere år.

Klagerens advokat har overfor Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at sagen er forældet. Advokaten har nedlagt subsidiær påstand om, at klagerens særlige indkomst for det pågældende indkomstår nedsættes med 292.500 kr.

...

Advokaten har til støtte for den subsidiære påstand anført, at det i forbindelse med overdragelsen i 1987 ikke var afgørende for køberen af H2 Container A/S, at klageren påtog sig en konkurrenceklausul, idet den person, der havde afgørende indflydelse på H2 Container A/S' drift, var klagerens meddirektør, BP. Klageren havde ikke personligt noget med selve driften af H2 Container A/S at gøre, men derimod kun med indchartring og drift af de skibe, som H2 Container A/S anvendte. Den betaling, der er modtaget, er derfor betalt delvis som kompensation for et afbrudt samarbejde mellem selskabet H1 Shipping ApS og H2 Container A/S samtidig med, at man ville sikre sig, at H1 Shipping ApS ikke fortsatte sin aktivitet på markedet. Beløbet blev udbetalt til H1 Shipping ApS, idet de aktiviteter, konkurrenceklausulen skulle omhandle, alene blev udført af H1 Shipping ApS. Klageren har på intet tidspunkt påtaget sig en personlig konkurrenceklausul. Klageren har ikke underskrevet en sådan klausul og har heller ikke modtaget honorar for noget sådant.

Landsskatteretten skal udtale

...

Realitet

Det må lægges til grund, at klageren og H1 Shipping ApS tilsammen har modtaget 390.000 kr. for konkurrenceklausul, jf. Østre Landsrets dom af 30. januar 1998.

Det fremgår af konkurrenceklausulen, at "A er uberettiget til at tage ansættelse i eller arbejde for en sådan virksomhed herunder som konsulent, bestyrelsesmedlem eller lignende". Endvidere vil en konkurrenceklausul, der alene pålægges klagerens selskab, være uden betydning for G-gruppen, idet klageren blot kunne udøve virksomhed personligt eller gennem et andet selskab. Henset hertil finder Landsskatteretten, at konkurrenceklausulen primært vedrører klageren personligt. Landsskatteretten kan herefter tilslutte sig skattemyndighedernes fordeling af vederlaget med 75 % til klageren personligt. Den påklagede afgørelse stadfæstes.

..."

I årsberetningen for 1987 fra bestyrelsen for H1 Shipping ApS er blandt andet anført følgende:

"Selskabet har i 1987 indgået forlig om erstatning for ophævet samarbejdsaftale. Erstatningsbeløbet udgjorde kr. 390.000, der er indgået som ekstraordinær indtægt

...."

Forklaringer

A har blandt andet forklaret, at han stiftede H1 Shipping ApS i 1978. Han var eneanpartshaver. Han ansatte en pige, som BP kom sammen med, og lærte derved BP at kende. BP havde en ide om udførelse af linietrafik, men manglede et firma at samarbejde med. Sagsøgeren havde i sit selskab faciliteter til at udføre disse opgaver. Det kom til at foregå på den måde, at H1 Shipping ApS skulle chartre skibe til forskellige, i forvejen bestemte ruter, og BP skulle i selskabet H2 Container A/S, som de begge var aktionærer i, skaffe ordrer til skibene. Sagsøger fik ingen løn fra H2 Container A/S.

Udover ham selv var der i H1 Shipping ApS 1-2 ansatte. H1 Shipping ApS havde ikke andre aktiviteter end den beskrevne chartring. Selskabet delte kontorlokaler m.v. med H2 Container A/S.

Han og BP solgte i 1987 aktierne i H2 Container A/S til G-gruppen, der af konkurrencemæssige årsager var interesseret i at købe. H1 Shipping ApS ville gerne have fortsat samarbejdet med H2 Container A/S, men det kunne ikke lade sig gøre. BP fik 310.000 kr. for sine aktier, og han fik selv 290.000 kr. for sine aktier. Herudover skulle H1 Shipping ApS have kompensation for den indtjening, selskabet tabte ved, at samarbejdet med H2 Container A/S ophørte. G-gruppens ledelse kunne acceptere at udbetale et beløb herfor, hvis det var som vederlag for en konkurrenceklausul, hvilket var årsagen til, at det blev udbetalt som sådan. Det var G-gruppen, der bestemte aftalens udformning. Reelt vedrører konkurrenceklausulen alene selskabet, idet der ingen mening var i at pålægge ham en konkurrenceklausul. Han havde ingen mulighed for at drive konkurrerende virksomhed uden selskabet, hvorimod selskabet kunne stille sine faciliteter til rådighed for andres initiativer, ligesom det skete, da samarbejdet med H2 Container ApS i sin tid blev indledt. I øvrigt havde han ikke nogen særlig forstand på linietrafik, men derimod på tidsbefragtning.

BP har blandt andet forklaret, at H1 Shipping ApS havde et godt ry indenfor tidsbefragtning, da han i sin tid gennem H2 Container A/S indledte et samarbejde med selskabet. Samarbejdet var ikke formaliseret, men der var en mundtlig aftale om, at H2 Container A/S udbetalte et månedligt vederlag på 20.000 kr. samt kommission til selskabet. Selskaberne delte kontor. Han var i begyndelsen selv den eneste ansatte i H2 Container A/S, men senere blev der ansat yderligere en medarbejder. Udover sagsøgeren var der ansat en bogholder i H1 Shipping ApS. Vidnet forhandlede i 1987 med G-gruppen om salget af H2 Container A/S. G-gruppen ønskede en konkurrenceklausul. Det er vidnets opfattelse, at en konkurrenceklausul i forhold til sagsøgeren var ligegyldig, mens den gav mening i forhold til selskabet, der kunne optræde som risikovillig operatør på samme marked som G-gruppen.

LR har blandt andet forklaret, at han omkring 1986 blev ansat som bogholder hos H2 Container A/S, der delte kontor og samarbejdede med H1 Shipping ApS. H1 Shipping ApS, men ikke sagsøgeren, modtog et månedligt vederlag fra H2 Container A/S i henhold til en samarbejdsaftale. Forud for salget af aktierne i H2 Container A/S var økonomien dårlig i de to selskaber. Han ved, at BP ved salget af H2 Container A/S blev pålagt en konkurrenceklausul. Det ville være latterligt at pålægge sagsøgeren en lignende konkurrenceklausul. Sagsøgeren kunne nok, hvis han havde haft penge, starte et nyt selskab, men han havde ikke erfaring med linietrafik og ikke økonomi til at ansætte personale med sådan erfaring. H1 Shipping ApS kunne, hvis selskabet var åbent overfor andres initiativer, påbegynde konkurrerende virksomhed med G-gruppen.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at vederlaget for konkurrenceklausulen alene eller i alt væsentligt havde relation til H1 Shipping ApS. Det var selskabet, der stillede faciliteter til rådighed for H2 Container A/S og i øvrigt varetog de praktiske opgaver, mens H2 Container A/S ved BP tog sig af resten. Sagsøgeren var ikke ansat i H2 Container A/S. Vederlaget for konkurrenceklausulen skulle kompensere for H1 Shipping-ApS' mistede indtjening ved ophør af samarbejde med H2 Container A/S. Vederlaget tilkommer derfor i det hele eller i alt væsentligt H1 Shipping ApS, og det er derfor med rette bogført i dette selskab.

Sagsøgeren havde ikke personligt mulighed for at bistå andre med at starte virksomhed med linietrafik. Det havde derimod H1 Shipping ApS, der havde faciliteter hertil. Det er derfor klart, at vederlaget alene vedrører H1 Shipping ApS, og det er derfor ikke berettiget, at skattemyndighederne har fordelt vederlaget efter et skøn. Det udøvede skøn er forkert, idet ingen del af vederlaget, eller subsidiært en mindre del end 75 % vedrører sagsøgeren. Ingen del af beløbet skal derfor beskattes hos sagsøgeren, subsidiært skal alene et mindre beløb end 292.500 kr. beskattes hos sagsøgeren.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgeren ikke på ny kan få prøvet spørgsmålet om vederlaget var kompensation til H1 Shipping ApS for ophævelse af en samarbejdsaftale, eller om beløbet var godtgørelse til sagsøgeren og H1 Shipping ApS for påtagelse af en konkurrenceklausul. Ved Østre Landsrets retskraftige dom af 30. januar 1998 er det afgjort, at beløbet var godtgørelse for konkurrenceklausulen.

Det er ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skøn, hvorefter 75 % af beløbet på 390.000 kr. skal beskattes hos sagsøgeren, er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et urimeligt resultat. Sagsøgeren var eneanpartshaver i H1 Shipping ApS og kunne ensidigt disponere over vederlaget. Konkurrenceklausulen hang snævert sammen med sagsøgerens salg af aktier i H2 Container A/S. Konkurrenceklausulen ville i realiteten være virkningsløs, hvis den ikke havde omfattet sagsøgeren personligt, og klausulen må også efter sin ordlyd i øvrigt i overvejende grad anses at vedrøre sagsøgeren personligt. Sagsøgte har vedrørende hjemvisningspåstanden anført, at det er i overensstemmelse med praksis, at retten, såfremt skattemyndighedernes skøn ophæves, hjemviser sagen til foretagelse af ny ansættelse.

Landsrettens bemærkninger

Efter erklæringen af 27. maj 1987 og indholdet af konkurrenceklausulen vedrører konkurrenceklausulen både H1 Shipping ApS og sagsøgeren personligt. Heroverfor kan de afgivne forklaringer, hvorefter konkurrenceklausulen var meningsløs i forhold til sagsøgeren, og således alene vedrørte H1 Shipping ApS, ikke tillægges afgørende betydning. Under hensyn hertil og til Østre Landsrets upåankede dom af 30. januar 1998 findes det omhandledebeløb på 390.000 kr. at være vederlag for selskabets og sagsøgerens påtagelse af konkurrenceklausulen.

Ordlyden af henholdsvis erklæringen af 27. maj og konkurrenceklausulen angiver ingen fordeling af vederlaget mellem sagsøgeren og selskabet. Det har derfor været nødvendigt for skattemyndighederne at foretage et skøn over fordelingen.

I konkurrenceklausulen er anført, at sagsøgeren og H1 Shipping ApS skal afholde sig fra daglig aktivitet med marketing af linietrafik på nærmere bestemte ruter, således at sagsøgeren og H1 Shipping ApS er uberettiget til at tage ansættelse i eller arbejde som konsulent, bestyrelsesmedlem eller lignende i virksomheder, der beskæftiger sig med sådan linietrafik. Efter denne formulering finder landsretten, at konkurrenceklausulen primært tager sigte på sagsøgeren. Hertil kommer, at sagsøgeren var langt den væsentligste arbejdskraft i H1 Shipping ApS, og at konkurrenceklausulens ordlyd indebærer, at sagsøgerens personlige indsats i selskabet også var omfattet af klausulen. Såfremt selskabet med deltagelse af sagsøgeren som ansat, konsulent, bestyrelsesmedlem eller lignende ville udøve virksomhed på linietrafikområdet, ville dette således være omfattet af konkurrenceklausulen allerede på grund af sagsøgerens deltagelse. Konkurrenceklausulen havde derfor kun betydning for selskabet i det omfang, selskabet uden sagsøgerens deltagelse ville udøve virksomhed på linietrafikområdet.

På denne baggrund finder landsretten ikke, at sagsøgtes skøn, hvorefter 75 % af vederlaget for påtagelse af konkurrenceklausulen vedrører sagsøgeren personligt og 25 % selskabet, kan tilsidesættes som forkert udøvet eller i højere grad urimeligt.

Sagsøgte frifindes derfor som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s   f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes for den af sagsøgeren, A, nedlagte påstand.

Sagsøgeren betaler inden 14 dage sagsomkostninger til sagsøgte med 20.000 kr.